KIF Kolding står til en større spillerrokade midt i sæsonen. Ifølge flere kilder har flere profiler fået besked på, at de kan søge efter nye klubber med øjeblikkelig virkning, mens klubben samtidig er på udkig efter forstærkninger.
Torsdag rapporterede “Rygtebørs” på Instagram, at flere KIF-spillere kan være på vej væk. Det drejer sig om profiler som Kristian Stoklund, Mads Kragh Thomsen, Mathias Hedegaard og Anton Hellberg.
Særligt Kristian Stoklund, der kom til klubben fra lokalrivalerne Fredericia i sommeren 2024, blev fremhævet som en nøglespiller, der skulle løfte holdet. Men den 30-årige playmaker, der blev hentet på en treårig kontrakt, har nu fået besked om, at han ikke længere indgår i klubbens planer og gerne må finde en ny klub.
Ingen af de nævnte spillere har ønsket at kommentere på oplysningerne.
KIF jagter nye kræfter
Mens flere spillere kan være på vej væk, lader det også til, at KIF Kolding aktivt søger nye profiler. Ifølge AVISENs oplysninger har klubben kastet sin interesse på GOG’s Frederik Tilsted.
Tilsted, der er under kontrakt med GOG frem til sommeren 2026, skulle angiveligt være utilfreds med den begrænsede spilletid, han får under GOG-træner Kasper Christensen. Med udsigten til, at Óli Mittún – et af Europas største håndboldtalenter – slutter sig til GOG til sommer, kan Tilsteds rolle i klubben blive yderligere reduceret. Det har åbnet for muligheden for et skifte allerede nu, og KIF Kolding skulle være klar til at hente ham som en del af en større oprustning.
KIF’s udfordringer kræver handling
KIF Kolding holder i øjeblikket vinterpause på en 12. plads i ligaen og har ikke vundet en ligakamp siden den 12. september 2024. Klubben står over for store udfordringer, og både sportsligt og organisatorisk arbejdes der intensivt på at vende skuden.
Med en række profiler på vej ud og nye ansigter potentielt på vej ind, ser det ud til, at KIF Kolding forsøger at ændre kurs for at sikre sig overlevelse i den danske herreliga.