Prisen på alt og værdien af ingenting
LEDER. 484.000 kroner om året. Så meget sparer Fredericia Kommune ved at lukke Herslev Børnehave. Beløbet står i forligets tabel, og i kommunens oversigt over nedlagte stillinger står der én stilling ud for Herslev. Det er alt, hvad der står. For en landsby, der har kæmpet for sin børnehave i årevis, fylder beslutningen præcis én linje.
Tallet er formentlig korrekt. Forligsteksten fortæller os, at kun omkring halvdelen af børnene i området går i børnehaven, og at institutionens »vedvarende underskud« har konsekvenser for de andre daginstitutioner i distriktet. Men det er et regnestykke over en driftskonto og ikke over et samfund. I Oscar Wildes komedie »Lady Windermere's Fan« fra 1892 bliver kynikeren beskrevet som et menneske, der kender prisen på alt og værdien af ingenting. Jeg tænker, at sparekataloget i Fredericia er skrevet af en kyniker, uden at nogen af dem, der skrev det, nødvendigvis er det.
Prisen kender vi. Hvad lukningen koster, har ingen opgjort. Ingen har regnet på, hvad det betyder for huspriserne i en landsby, når den sidste kommunale institution forsvinder. Ingen har regnet på, hvor mange børnefamilier der nu vælger Herslev fra, eller hvad det koster forældrene i tid, benzin og hverdag at køre børnene til et andet distrikt. Ingen har gjort op, hvad det frivillige arbejde er værd i en landsby, hvor børnehaven er samlingspunktet, og hvor folk slår græs, holder pladser og passer det fælles, fordi der er noget at samles om. AVISEN har spurgt kommunaldirektør Thomas Jaap, om nogen har lavet den beregning. Vi venter stadig på svaret, men jeg tror, jeg kender det.
Det er forskellen på kasseøkonomi og samfundsøkonomi. Kasseøkonomien spørger, hvad en institution koster. Samfundsøkonomien spørger, hvad den er værd, og hvad det koster at undvære den. Den første kan klares på et eftermiddagsmøde i rådhuset. Den anden kræver, at man kører ud og ser, hvad det er, man lukker.
Byrådet har i årevis lovet os »retvisende budgetter«, og ordet blev også sagt igen på pressemødet i mandags. Et budget, der kender prisen på en børnehave, men ikke værdien af en landsby, er ikke retvisende. Det er bare præcist på det forkerte sted.
Robert F. Kennedy sagde i marts 1968 på University of Kansas, at bruttonationalproduktet måler alt, undtagen det, der gør livet værd at leve. Han talte om en nation, men sætningen passer lige så godt på en kommune. De tal, byrådet har fået forelagt, måler udgifter pr. barn, belægningsprocent og distriktets underskud. Om Herslev er et godt sted at vokse op, måler de ikke, og det var ellers det, sagen handlede om.
Forvaltningen tænker i faglige miljøer og i distrikter, hvor ressourcerne skal flyttes derhen, hvor de gør mest gavn. Det er ikke ondskab. Det er det perspektiv, en forvaltning har. Men politikere er ikke valgt til at låne forvaltningens briller. De er valgt til at se det, som tallene ikke viser. Når 21 byrådsmedlemmer skriver under på en lukning, og alle bagefter siger, at idéen ikke kom fra dem, så har de netop overladt synet til forvaltningen. Kirsten Hassing Nielsen fra De Konservative har selv sagt det ærligt på Facebook. Der har været »alt for kort tid til at gennemgå høringssvar«, skriver hun, og politikerne »har også været nødt til at forholde os til de oplysninger vi har fået«.
Det har ikke altid været sådan. Indtil kommunalreformen i 1970 hørte Herslev under Elbo Herred i Vejle Amt, og landsognenes skoler, veje og fællesskaber blev afgjort af sogneråd, hvor dem, der besluttede, også boede i sognet. Jeg skal ikke romantisere sognerådene. De var små, ofte fattige og ikke altid kloge. Men de kendte prisen på deres børnehave, og de kendte også værdien af den. Havde Herslev stadig haft et sogneråd, havde landsbyen nok selv valgt at bruge sine skattekroner på børnehave og bus. Det kan man mene var klogt eller dumt, men det havde været landsbyens eget valg.
Storkommunen gav os stordrift, faglighed og økonomisk robusthed, og det skal den have ros for. Men den tog også noget, og det er afstanden mellem dem, der beslutter, og dem, der lever med beslutningen. Den afstand er blevet større, i takt med at beslutningerne er rykket ind i regnearkene. En landsby med få hundrede indbyggere er i dag en linje i et distriktsbudget, og en linje i et regneark kan ikke protestere. Det kan landsbyen, og det gjorde den. Den skrev høringssvar, den mødte op i spørgetiden, og den fik 100.000 kroner til rådgivning om, hvad den selv kan finde på.
Jeg skal ikke sige, at børnehaven i Herslev kunne eller skulle reddes for enhver pris. Det kan godt være, at regnestykket ville ende det samme sted, hvis man også regnede på det, der ikke står i driftsbudgettet. Men så skulle man have regnet. En kommune, der kun kender prisen, kan ikke vide, om den har lavet en god forretning. Den ved kun, at den har sparet penge.
Fredericia Byråd har i sit forlig skrevet, at det gode børneliv er »hjerteblod«, og at det er »væsentligt, at kommunens landsbyer fortsat kan udvikle sig«. Hvis ordene skal betyde noget, må næste sparekatalog indeholde mere end priser. Det skal også indeholde en vurdering af, hvad en beslutning koster for de mennesker, der skal leve med den.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
