Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syd.

← sydavisen.dk

Poula Brahe fylder 95 år: Kvinden bag Selvhjælp Fredericia

Poula Brahe fylder 95 år: Kvinden bag Selvhjælp Fredericia

LOKALT. Det var en tale af embedslæge Vagn Kristensen fra Ringkøbing, der satte det hele i gang. Han talte om værdien af, at mennesker mødes i små grupper og taler om svære ting i livet, og det satte sig fast hos Poula Brahe.

I 1989 stiftede hun Selvhjælp Fredericia, et tilbud hvor mennesker i lignende situationer kan mødes, dele tanker og følelser og støtte hinanden. Tavshedspligten og det at møde ligesindede uden for de nære relationer gør, at der kan tales åbent om personlige og sårbare ting. De første grupper handlede om sygdom, det at være pårørende og det at miste en ægtefælle.

Poula var en utrættelig ildsjæl, der søgte penge til kurser for frivillige, foldere og oplysning om Selvhjælp. Under hendes ledelse voksede organisationen og kom til også at omfatte Middelfart Kommune. Der blev desuden udviklet samtaleforløb for borgerne, så der kunne henvises til andre foreninger eller professionel hjælp, når det var nødvendigt.

I 2004 gav Poula stafetten videre, men har aldrig mistet interessen for det arbejde, hun satte i gang. Hun følger stadig med i, hvordan Selvhjælp Fredericia og Middelfart Selvhjælp udvikler sig.

I dag bor Poula på Ullerup Hus, hvor hun mandag fejrer sin 95-års fødselsdag.

Læs også

Frivilligt demenstilbud frygter at forsvinde med spareforslagNy skybox indviet i Fredericias arena16-årig fredericianer jagter ekstremt løbemål ved jubilæumsstafet i MadsbyparkenVeteran fra Fredericia løber sit halvmaraton nummer 200 og håber at trække andre op af sofaen