Tirsdag klokken 12.50 modtog TrekantBrand en melding om en »sammenstyrtning« på Nordre Kobbelvej i Fredericia. Ambulance, politi og brandvæsen blev hurtigt sendt til stedet, hvor Fredericia Smede- og Maskinfabrik samt TelecomSteel har til huse.

Kort efter fortalte vidner til Fredericia AVISENs reporter på stedet, at to personer angiveligt var kommet til skade i forbindelse med hændelsen. Situationen var uoverskuelig, og flere personer var tydeligt berørte og trøstede hinanden.

Omkring ulykkesstedet blev vejen fra Nordre Kobbelvej ned mod virksomheden spærret af. Fra Industrivej kunne man se tekniske telte opsat omkring området samt et større antal udrykningskøretøjer.

Klokken 14:30 oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X, at hændelsen har fået dødelig udgang:

“I forbindelse med en anmeldelse om en ulykke er vi i øjeblikket til stede ved Nordre Kobbelvej i Fredericia. En bygning er styrtet sammen, og en person er afgået ved døden. De pårørende til personen er underrettet,” skriver Sydøstjyllands Politi.

Der foreligger endnu ikke oplysninger om tilstanden på den anden tilskadekomne person, eller hvordan ulykken nærmere er sket.

Fredericia Smede- og Maskinfabrik har på det sociale medie LinkedIn delt følgende opdatering om ulykken:

»Vi står lige nu i en tragisk og dybt berørende situation, da der tidligere i dag skete en alvorlig arbejdsulykke i forbindelse med nedtagning af et skur. Tagkonstruktionen kollapsede, og en af vores samarbejdspartnere er desværre afgået ved døden. En anden samarbejdspartner slap heldigvis fysisk uskadt, men er naturligvis dybt rystet.«

Virksomheden tilføjer desuden:

»Vi er i tæt dialog med myndighederne for at få klarhed over årsagen til ulykken, og krisehjælp er lige nu på vej til de involverede og vores medarbejdere. Af respekt for de efterladte og vores berørte medarbejdere kan vi på nuværende tidspunkt ikke dele yderligere oplysninger. Vores tanker går til de pårørende, kolleger og alle berørte.«

Fredericia AVISEN følger sagen tæt og opdaterer løbende.