Pernille Benzon har fortalt SOSU-skolens historier i 13 år: Hun er stoltest, når eleverne tør dele deres egne

DET ER JEG STOLT AF. Der er noget besynderligt ved at interviewe en, hvis levebrød er at interviewe andre. Hun ved, hvad man spørger om, og hun ved sandsynligvis også, hvad man leder efter i svaret, og alligevel sidder Pernille Benzon her på den forkerte side af bordet for en gangs skyld og skal selv finde ordene. I 13 år har hun gjort det modsatte, samlet andres historier op fra skolens gange i Fredericia, Vejle og Horsens og fra de elever, der er ansat helt ude i Kolding Kommune, og sendt dem videre, mens hendes egen historie roligt er blevet i baggrunden. Titlen, hun bærer, er udviklingskonsulent for kommunikation og presse, men jobbet handler mindre om titler end om et bestemt blik for, hvornår noget er værd at fortælle.

»Den primære del af mit arbejde består i at synliggøre det, der har betydning for mennesker. Det handler om at give en stemme til de mennesker, som måske ikke altid fortæller deres egen historie, men som jeg kan være med til at få bragt ud,« fortæller Pernille Benzon.

Man skulle ellers tro, det var elevernes historier alene, hun jagter, men listen er længere end som så. Det er lige så meget de færdiguddannede, der er landet ude i velfærdssektoren, de borgere, de kommer til at stå ved siden af, og de projekter, skolen løbende indgår i sammen med andre skoler, forskere, regioner og kommuner. Og stoltheden hænger slet ikke fast i selve fortællingen, i den artikel eller den video, der til sidst kommer ud af det, sådan som man umiddelbart skulle vente. Den ligger et andet sted, længere fremme i forløbet, i det øjeblik hvor et menneske beslutter sig for at åbne sig for hende. »Jeg er faktisk ret stolt af, at der er nogen, der har tillid til mig, så de deler deres historie,« siger hun.

Resten af stoltheden handler om et fag, der har det med at optræde i medierne på sine dårligste dage. Manglen på hænder i velfærdssektoren er efterhånden en fast overskrift, en af dem, de fleste kan citere udenad uden at have læst artiklen, og Pernille Benzon kender den lige så godt som alle andre. Hendes opgave, sådan som hun selv ser den, er at fortælle resten af historien. »Man læser tit i alle mulige medier, at der kommer til at være for få velfærdsmedarbejdere, og man læser måske også de dårlige historier. Men jeg er stolt af at få lov til at nuancere det og vise den store faglighed, der er i vores fag og vores uddannelse,« forklarer hun.

Den faglighed har hun selv haft rig lejlighed til at iagttage på nært hold, i et fag hun ikke selv er uddannet i, men har lært at kende udefra og alligevel indefra på samme tid. Hun har haft andre jobs, før hun landede her, og dem taler hun pænt om uden at gøre noget videre væsen af dem. Det, der får hende til at blive ved denne skole frem for enhver anden arbejdsplads, hænger sammen med, hvem der går på den. Sæt en 18-årig og en 65-årig ved samme bord, og man har et nogenlunde billede af aldersspændet blandt eleverne. Læg dertil, at mange kommer med en anden kulturel baggrund, at en del har levet et helt arbejdsliv i et andet fag og skal starte forfra, og at selv computeren for nogle af de ældste kan være den første forhindring, længe før faget selv bliver det. Alle skal de finde deres egen vej ind, og det er den slags veje, hun helst vil have lov at fortælle om, for de fører sjældent derhen, man skulle tro ved starten. »Det er elever, som går hele vejen. Nogle kommer ind og har måske været uafklarede om, hvad det egentlig er, de vil, og om de kan. Og så står de til sidst færdige som uddannede velfærdsmedarbejdere, klar til at gå ud i en sektor, som er hård, men som virkelig har brug for den faglighed, den dygtighed og den menneskelighed, de kommer ud med,« siger Pernille Benzon.

Rejsen fra uafklaret til uddannet er i grunden det, hele hendes fortælleglæde handler om, og hun har selv et ord for det, hun ser undervejs.

Ordet er mening, og hun bruger det forsigtigt, som en, der ved, hvor tyndslidt det efterhånden er. »Det er ikke, fordi de andre steder, jeg har været i min karriere, ikke har været meningsfulde. Men det her er meget meningsfuldt,« siger hun.

Den mening har hun de seneste år fundet et nyt sted at dyrke, for hendes arbejde har fået en ekstra etage, bogstaveligt talt, siden hun blev projektleder på CARE OUTSIDE, der skal bringe naturen ind i velfærdsfagene, og projektets omdrejningspunkt er en have anlagt oven på skolen i Vejle. Her fungerer taget som et udendørs undervisningsrum, hvor naturen er tænkt ind som en del af den faglige læring, og A.P. Møller Fonden har fundet 14,6 millioner kroner til projektet, hvilket i sig selv siger noget om ambitionerne. Tanken rækker videre end selve haven. Faget er hårdt at stå i, og derfor vil skolen styrke robustheden hos dem, der stadig er under uddannelse, hos dem, der allerede er ude i arbejdslivet, og hos de borgere, de en dag skal tage sig af, og et grønt klasseværelse på taget er ét af de forsøg på at gøre lige det. »Jeg synes, vi er dygtige til det på skolen. I stedet for bare at tale om det prøver vi noget nyt og er ikke bange for at træde uden for det almindelige system. Vi ser, om der er andre veje, hvor vi kan gøre flere nysgerrige på vores fag, styrke fællesskaberne og styrke robustheden. Så jeg er ret stolt af at være et sted, hvor man er åben for den slags,« siger hun.

Snart er det så eleverne, underviserne og resten af skolens folk, der igen får ordet, og Pernille Benzon vender tilbage til sin sædvanlige plads bagerst, hvor hun har siddet i 13 år, parat til at lade andre fortælle det, hun selv er stoltest af.