Dansk Industri har lanceret et nyt ungeudspil med ti konkrete anbefalinger til landets kommunalpolitikere. Udspillet handler om alt fra styrket vejledning og bedre transport til øget samarbejde mellem kommuner og erhvervsliv. I Fredericia hilser formanden for Unge- og Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen (V), flere af forslagene velkomne – og peger på, at mange af dem allerede er en del af kommunens arbejde.

»Vi har i Fredericia længe haft fokus på, hvordan vi styrker de unges muligheder – både i folkeskolen, i overgangen til ungdomsuddannelser og på vej ud i arbejdslivet,« siger Pernelle Jensen.

Vil styrke fagligheden og mindske inklusionen

Et af Dansk Industris centrale forslag handler om at øge elevernes faglige niveau, især i dansk og matematik. Det er et fokus, der deles i Fredericia.

»Vi arbejder målrettet med at styrke dansk og matematik, især i udskolingen. Vi har sat flere ressourcer af og har et klart mål om at løfte niveauet og resultaterne ved afgangsprøverne,« fortæller Pernelle Jensen.

Hun peger samtidig på, at for store klasser og for høj inklusion stadig er en udfordring.

»Vi ønsker mindre klasser og flere mellemformer, så der bliver mere ro og bedre plads til læring. Vi er i gang med at rulle en klassestørrelse på 24 elever ud i hele skolevæsenet – den er allerede indført i indskolingen og udskolingen,« siger hun.

Om Dansk Industris ambition om, at halvdelen af landets matematiklærere skal efteruddannes inden 2029, siger hun:

»Det er et ambitiøst mål, og der skal ligge en god plan for det. Jeg synes, det giver mening at styrke lærernes kompetencer, men jeg har ikke oplevet, at vi lokalt har store udfordringer med matematikundervisningen.«

Praktik skal give retning for de unge

Et andet punkt i Dansk Industris udspil er ønsket om, at alle elever i 8. og 9. klasse skal i erhvervspraktik. Også her ligger Fredericia foran.

»Det har vi gjort i mange år, men nu bliver det obligatorisk, og det hilser vi kun velkomment. Erhvervspraktikken er vigtig, fordi den hjælper de unge med at finde ud af, hvad de vil. Det giver erfaring og gør det lettere at vælge uddannelse bagefter,« siger Pernelle Jensen.

Fredericia har desuden sin egen erhvervsplaymaker, som bygger bro mellem virksomheder og unge.

»Det fungerer rigtig godt. Vores erhvervsplaymaker skaber kontakt til virksomheder, som kommunen ellers ikke har direkte adgang til. Hun åbner døre, og sammen matcher vi de unge med de rigtige virksomheder. Det er et samarbejde, der virker, fordi erhvervslivet i Fredericia virkelig tager ansvar,« siger Pernelle Jensen.

Dansk Industri peger også på, at alt for få unge i dag har et fritidsjob – kun omkring en tredjedel. Også det område er på dagsordenen i Fredericia.

»Vi har en fritidsjobkonsulent, som arbejder målrettet med at hjælpe unge ud i fritidsjob. Det gør vi i tæt samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, fagforeninger og arbejdsgivere. Vi kan se, at det virker, og det giver de unge erfaring, ansvar og selvtillid,« siger Pernelle Jensen.

Et andet fokus i DI’s udspil er at gøre det lettere for unge at komme i skole og på arbejde. I Fredericia har man de seneste år investeret markant i både cykelstier og kollektiv trafik.

»Vi har lavet sikre skoleveje til alle folkeskoler – og nu også til de privatskoler, der ligger i midtbyen. Samtidig har vi indført gratis buskort til unge, og det har faktisk fordoblet antallet af buspassagerer. Nu sætter vi endda flere busser ind på de mest populære ruter, fordi efterspørgslen er så stor,« fortæller hun.

Kommunen holder øje med de unge, der falder ud

Mere end 65.000 unge i Danmark står uden job eller uddannelse, og her arbejder Fredericia målrettet med at holde kontakten til alle unge i kommunen.

»Vi ved, hvem de unge er, og vi følger op på hver enkelt. Vi har blandt andet ungeenheden, akutpædagoger og samarbejder med Nextworks, hvor unge matches med virksomheder. Det virker. Vi har fået 25 procent kortere tid på forsørgelsesydelse for de unge, og det betyder, at flere hurtigt kommer i gang med uddannelse eller job,« siger Pernelle Jensen.

Flere studiejobs i samarbejde med virksomheder

På spørgsmålet om, hvilken investering hun ser som den vigtigste for at få flere unge til at vælge erhvervslivet og blive en del af fremtidens arbejdsmarked, svarer Pernelle Jensen:

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik flere studiejobs i samarbejde med vores lokale virksomheder – ligesom man ser i universitetsbyerne. Det ville give unge mulighed for at få erfaring, mens de studerer, og samtidig hjælpe virksomhederne med rekruttering. Vi har forsøgt at få det i gang før, men det er svært. Det er dog noget, jeg stadig håber på, at vi kan lykkes med.«

Fredericia er dermed allerede godt på vej med mange af Dansk Industris forslag – men som Pernelle Jensen understreger, handler det om at fortsætte arbejdet med samarbejde og lokal forankring.

»Vi skal hele tiden tænke på, hvordan vi kan skabe de bedste muligheder for de unge – uanset om det handler om faglighed, praktik eller adgang til job. Det er vores fælles ansvar,« siger hun.