Fredericia er fyldt med børnefamilier. Familier, der ser vidt forskellige ud – men som alle har det til fælles, at de vil deres børn det bedste. Og de fortjener et system, der understøtter dét – ikke modarbejder den menneskelige forskellighed.
Ingen familier er ens, og derfor bør systemet heller ikke hylde sine egne onesize løsninger, som flere og flere slår sig på. I Fredericia er valgfriheden for børnefamilier lidt mere teori end virkelighed. Kommunens økonomiske andel afhænger nemlig ikke af familiens og barnets behov – men af hvilken løsning man vælger.
Vælger man en kommunal dagpleje, er kommunens andel ca. 104.000 kr. om året. Vælger man vuggestue, er det over 131.000 kr. Men vælger man en privat pasningsordning, der reelt tilbyder det samme som en dagpleje – ja, så falder tilskuddet til 77.000 kr. Kommunen sparer penge og forældrene straffes økonomisk for at tage det valg, som er det rigtige for dem og deres barn.
Det hænger ikke sammen. Jeg har gennemgået tallene grundigt og fået dem tjekket igen, da jeg var sikker på, at jeg måtte have overset noget eller regnet forkert – men desværre viste det sig ikke at være tilfældet.
Forskellene er markante – og de bremser reelt valgfriheden. Samtidigt ved vi, at kvaliteten mange steder halter. En ny rapport viser, at kun 9 % af børnehaverne vurderes til at være af høj kvalitet – og tidligere undersøgelser viste, at det kun gælder 13 % af dagplejer og vuggestuer. Det gør det endnu vigtigere, at forældre frit kan vælge det, der passer bedst til netop deres barn.
For i sidste ende skal det altid handle om barnet, og på vejen derhen møder man flere vigtige elementer: Tillid til familierne, det frie valg, fleksibilitet, alternative tilbud og faglighed. Tilliden til, at forældre ved, hvad der er bedst for deres barn. Respekten for det frie valg. Anerkendelsen af, at vi ikke alle sammen er ens, og har forskellige drømme, udfordringer og behov. Sidst men ikke mindst, erkendelsen af at faglighed ikke kun gror i de kommunale tilbud.
Derfor mener jeg som liberal og som kandidat til byrådet at pengene skal følge barnet. Ikke institutionen, ikke kommunen – men barnet. Det er ikke bare det mest retfærdige, det er også det mest ansvarlige.
