SPORT. Med en dommerfløjte i munden og sol i øjnene stod Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget, klar på grønsværen lørdag formiddag under Madsby Pige Cup. En af Fredericias største sportsbegivenheder havde igen samlet flere tusinde glade fodboldspillere, forældre og frivillige, og i mængden af sort- og grønklædte dommere fandt man altså også en lokalpolitiker, som havde meldt sig frivilligt til at dømme et par femmandskampe.
Beslutningen om at påtage sig den nok uvante rolle som fodbolddommer blev truffet uden tøven, da henvendelsen kom fra arrangørerne, fortæller Peder Tind efter han har fløjtet en kamp af og fundet tid til en snak ved sidelinjen. Han har tidligere holdt åbningstalen ved stævnet og kendte derfor godt den særlige stemning og betydning, Madsby Pige Cup har for byen.
»For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at holde åbningstalen herude, og jeg har også ved flere lejligheder siden besøgt arrangementet. Hver gang har jeg oplevet en fantastisk stemning, så når arrangørerne spurgte mig, om jeg ville dømme et par kampe, var svaret naturligvis ja,« fortæller Peder Tind, der samtidig understreger, at hans deltagelse handler om at bakke op om arrangementet på flere forskellige måder.

Han peger på, at stævnet ikke alene er omfattende, men også kræver en enorm indsats fra både arrangører og frivillige, som ifølge politikeren fortjener anerkendelse og opmærksomhed.
»Vi taler om 900 kampe, der skal dømmes over bare to dage. Det er 400 frivillige, der løfter denne opgave, 3600 deltagere, der kommer til Fredericia, og i alt 296 hold, der deltager i stævnet. Når man hører de tal, forstår man måske lidt bedre, hvor stort det her egentlig er,« uddyber Tind.
Han holder en lille pause og ser sig omkring på banerne, hvor kampene er i fuld gang, inden han fortsætter med at beskrive, hvordan mange i Fredericia muligvis ikke er klar over arrangementets omfang.
»Jeg tror faktisk ikke, man som almindelig fredericianer helt ved, hvor stort det her er, medmindre man selv har været hernede og oplevet det. Det er først, når man ser det hele med egne øjne, man virkelig forstår størrelsen af Madsby Pige Cup og den energi, der bliver lagt i det her af både spillere, forældre og frivillige,« fortæller Tind.

At han selv deltager som dommer er således ikke kun et spørgsmål om at bidrage med en praktisk indsats, men også en måde at skabe øget opmærksomhed omkring både stævnet og det store frivillige arbejde, som ofte finder sted i det skjulte.
»Når jeg får en indbydelse til at deltage, er det også en mulighed for at sætte fokus på, hvor betydningsfuldt det frivillige engagement er for hele arrangementet. Vi oplever fantastiske rammer hernede, netop fordi der er så mange frivillige, som lægger deres tid og kræfter i det,« fremhæver han.
På det personlige plan er oplevelsen også noget ganske særligt for politikeren. Stemningen på banerne er smittende, og Peder Tind lægger ikke skjul på, at dagen vækker en særlig stolthed i ham som fredericianer.
»Som fredericianer så bliver man jo bare stolt, når der er så mange glade mennesker samlet på et sted. Jeg mødte et par forældre tidligere, der sagde: ‘I er så venlige her i Fredericia, vi flytter hertil.’ Og det er ret tydeligt at mærke, at der er så stor en positiv stemning og en taknemmelighed for, at der er nogen, der gør sådan en indsats og skaber sådan en ramme her,« fortæller Tind og fortsætter:
»Sådan helt personligt, så bliver man jo bare glad og opløftet som fredericianer og tænker, hold da op hvor er det her et fantastisk arrangement.«

For Peder Tind handler det også om, at Fredericia igen får sat sig positivt på både Danmarkskortet og Europakortet. Han hæfter sig ved, at hold fra både ind- og udland deltager i turneringen, og at arrangementet dermed rækker langt ud over byens egen grænse. På den måde bliver Madsby Pige Cup et positivt referencepunkt og en begivenhed, som mange med glæde ser tilbage på.
»Det betyder, at man har en positiv historie om dengang, man var i Fredericia. Arrangørerne fortæller, at mange hold vender tilbage år efter år, fordi det er en rigtig god, positiv oplevelse, de får her. Fredericia bliver brandet som en by, der kan samle tusindvis af mennesker i fællesskab om noget positivt,« forklarer han med begejstring i stemmen.

Den branding ser han som særligt værdifuld for byen, ikke kun på det sportslige plan, men også for dens omdømme generelt. Han mener, at sådanne arrangementer er med til at skabe en identitet, som Fredericia kan være stolt af at vise frem både nationalt og internationalt.
Med reference til en tid præget af uro og splittelse i den omgivende verden understreger Tind, hvor vigtige disse fællesskaber er lige nu.
»Når vi kigger rundt i verden, ser vi mange ting, der splitter os, ting som skaber usikkerhed og bekymring. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi har den her slags arrangementer, hvor holdånd, glæde og fællesskab er i fokus. Vi har brug for flere arrangementer, der samler mennesker på tværs af grænser og kulturer,« uddyber han.
Og derfor opfordrer Tind endnu engang fredericianerne til at gribe chancen for at deltage aktivt i stævnet, mærke fællesskabet og stemningen på egen krop, og måske endda selv bidrage til succesen som frivillig.
»Jeg håber virkelig, at flere fredericianere kommer ned og oplever, hvor fantastisk stemningen er, og hvor stor en forskel man faktisk kan gøre som frivillig. Der er altid plads til flere hænder, og alle kan være med til at gøre Madsby Pige Cup endnu bedre,« lyder den afsluttende opfordring fra Peder Tind.
