POLITIK. Midtbyen i Fredericia bliver af mange borgere kaldt en labyrint. For Venstres borgmesterkandidat, Peder Tind, er kritikken til at forstå. Han peger på de mange vejarbejder, lukkede porte og nye ensretninger som årsager til frustrationen. Men samtidig ser han en midtby, der skal udvikles med blik for fremtidens behov – og hvor balancen mellem biltrafik, cyklisme og detailhandel er helt afgørende.

»Helt overordnet kan jeg godt forstå, at der har været frustrationer. Der har været en del renoveringer og vejarbejde. Pakhusene har været lukket, og vi har lige haft Pæntvej, som nu er åbnet igen. Det giver naturligt nok irritation, men det er også en del af det at udvikle en by,« siger Tind.

Midtbyen som handelscentrum

For Venstres spidskandidat handler diskussionen ikke kun om trafik, men om at fastholde midtbyen som et centrum for liv, handel og kultur.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi ser på vores midtby som et sted, hvor folk kan komme ind og handle, besøge caféerne og være en del af bylivet. Derfor har vi også åbnet Danmarksgade op som Sivgade, så der er kommet bedre adgang og flere muligheder,« forklarer han.

Det er ifølge Tind en balance mellem flere hensyn. På den ene side skal byen være attraktiv for de handlende og de erhvervsdrivende. På den anden side skal trafikken gøres sikker, især for cyklister og børn på vej til skole.

Fokus på sikre skoleveje

Et centralt element for Venstre i budgetforliget har været investering i cykelstier og sikre skoleveje. Det gælder også i midtbyen.

»Noget af det, vi er meget optaget af, er at få skabt sikre cykelstier og skoleveje. I budgetforliget fik vi indarbejdet en cykelbane ned igennem Købmagergade fra 2027. Det handler om at sikre børn og unge en tryg vej til skole, også midt i byen,« siger Tind.

Han erkender dog, at det vil koste parkeringspladser. »Det er rigtigt, at der forsvinder pladser, men det er fordi, vi prioriterer sikkerhed for de små trafikanter. Det er en vigtig forudsætning for os,« understreger han.

Parkering som balancepunkt

Netop parkeringspladserne er blevet et stridspunkt i debatten. Tind afviser, at det er enten eller.

»Vi er meget opmærksomme på, at der også skal være gode parkeringsmuligheder. Det er vi nødt til, for ellers mister vi kunder i midtbyen. Jeg tror, løsningen ligger i at skabe flere parkeringsmuligheder de rigtige steder. Derfor skal Midtbystrategien også hele tiden have øje for, hvordan vi både skaber byliv og parkeringsforhold,« siger han.

Han nævner Akseltorv som et eksempel på et sted, hvor der kan tænkes nyt. »Jeg kunne godt tænke mig, at vi brugte Akseltorv mere aktivt. Det kunne være med plads til familier, en legeplads, et grønt miljø – og måske også med plads til parkering. Vi skal udnytte de kvadratmeter, vi har i midtbyen, bedre,« siger han.

Erhvervslivets rolle

For Tind er det afgørende, at erhvervslivet ikke tabes på gulvet i udviklingen. Han ser et tæt samarbejde med aktører som Fredericia Shopping og Business Fredericia som vejen frem.

»Det er vigtigt, at vi hele tiden har dialog med dem, der driver butikkerne og ejerne af ejendommene. De ved, hvad kunderne har brug for, og de har fingeren på pulsen. Det er en balancegang mellem cykelstier og parkeringspladser, men det er netop i fællesskab med erhvervslivet, at vi kan finde løsningerne,« siger han.

Han peger på, at der skal være plads til både den hurtige indkøbstur og den længere shoppingoplevelse. »Vi skal skabe muligheder for folk, der lige skal købe en vare og videre, men også for dem, der bliver i byen en hel dag. Det er hele spektret, vi skal have med,« siger han.

En strategi der skal løbe hurtigere

Kritikken går ikke kun på de konkrete ændringer, men også på, at der bruges mange millioner på en strategi, som ikke altid opleves som gennemtænkt. For Peder Tind er det vigtigt, at pengene bruges på at skabe en sammenhængende udvikling.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en midtbystrategi. Jeg kunne godt drømme om, at vi løb lidt hurtigere. Ting står ikke stille, og det er vigtigt, at vi udvikler vores midtby i takt med tiden. Vi skal både håndtere trafikken, parkeringen og skabe rammerne for et levende byliv. Det er den balance, vi skal finde,« siger han.

Fredericia som cykelby

Ud over parkeringsdiskussionen peger Tind på, at cyklismen skal have en mere central rolle i Fredericia. Han fremhæver projektet »Fred til cykler« som et skridt i den retning.

»Vi har satset på cyklismen. Vi har fået mange nye stier, og vi arbejder på at udvikle dem yderligere. Samtidig har vi lavet en aftale med PostNord om, at Danmark Rundt kommer til Fredericia tre år i træk. Det er jo fantastisk. Det viser, at vi har truffet et strategisk valg om at satse på cyklen – både til hverdag og i større begivenheder,« siger han.

Ikke en bilfri midtby

Tind understreger dog, at Venstre aldrig vil gå ind for en bilfri midtby.

»Jeg kommer aldrig til at blive fan af en midtby uden biler. Vi skal have en balance, hvor der er plads til både biler og cykler. Vi skal skabe en levende midtby, hvor alle kan være – bilister, cyklister, fodgængere, børn og ældre. Det er ikke altid nemt, men det er det rigtige at stræbe efter,« siger han.

En by med plads til alle

For Peder Tind er det derfor et spørgsmål om tempo, dialog og balancer. Fredericia skal udvikles, men på en måde, hvor borgerne kan følge med, og hvor både sikkerhed og handel kan eksistere side om side.

»Jeg er tryg ved midtbystrategien, men jeg vil gerne have, at vi løber lidt hurtigere. Og jeg vil gerne have, at vi hele tiden inddrager erhvervslivet og borgerne. For i sidste ende handler det om at skabe en midtby, hvor der er plads til os alle sammen,« siger han.