
POLITIK. Byrådsmødet den 1. september i Fredericia vil blive husket for en af de mest kaotiske behandlinger af et punkt i nyere tid. Et ændringsforslag fra Socialdemokratiet, SF og Det Konservative Folkeparti om reduktion af mulighedsområder til solceller blev først fremsendt kort før mødet og udleveret fysisk til byrådets medlemmer. Sagen må gå om, hvis der er foregået noget ulovligt.
Venstres politiske ordfører, Peder Tind, lægger ikke skjul på sin frustration over processen. »Jeg oplever først og fremmest, at det er rodet, at man tre kvarter før et byrådsmøde kommer med et ændringsforslag. Det er uordentligt, og jeg synes, at det er ærgerligt. Alle punkter på en byrådsdagsorden er vigtige, men det her punkt var fyldt med borgere fra Herslev, og så bliver det fremlagt på den måde. Det er et spørgsmål om respekt for ens kollegaer,« siger han.
Ifølge Peder Tind kunne byrådsgruppen ikke nå at tale sig til rette om forslaget, inden de skulle stemme. »Vi er selvfølgelig bekendt med kommuneplanen, og vores repræsentant i teknikudvalget har fulgt arbejdet tæt. Men vi kan jo ikke forholde os til deres ændringsforslag, før det kommer. Det indeholder fakta, kort og oplysninger, som vi ikke havde mulighed for at drøfte. Derfor opstår der også forvirring under afstemningen, hvor Enhedslisten efterfølgende fremsatte et ændringsforslag. Det skabte yderligere usikkerhed om, hvad der var mest vidtgående,« siger han.
Spørgsmålet om, hvorvidt reglerne i den kommunale forretningsorden er overholdt, bliver nu rejst. Ifølge reglerne skal dagsordener og bilag udsendes otte dage før et møde og senest fire hverdage før. Kun hvis en sag ikke kan udsættes, kan den behandles senere, og i så fald skal det fremgå tydeligt af dagsordenen med en begrundelse.
Peder Tind understreger, at Venstre har tillid til, at forvaltningen har styr på procedurerne, men han kalder det bekymrende, hvis fristerne ikke er overholdt. »Jeg kan ikke sige andet, end at jeg har tillid til forvaltningen og til, at de regler, der måtte være, bliver fulgt. Men det er stærkt bekymrende, hvis en sag kører videre på trods af, at tidsfristerne ikke er overholdt. Det må være forvaltningens og kommunaldirektørens ansvar at sikre, at det sker korrekt,« siger han.
På spørgsmålet om punktet bør behandles igen, svarer han, at det må vurderes administrativt. »Man må stille sig selv det spørgsmål, og så vil jeg lade kommunaldirektøren forholde sig til det. Han har ansvaret for processen. Hvis det skal have konsekvenser, må det være op til ham at vurdere det. Jeg vil dog slå fast, at hvis der er foregået noget ulovligt, så må sagen gå om, og det er naturligvis stærkt kritisabelt, hvis borgmesteren ikke har været opmærksom på procedurene,« siger han.

For Peder Tind handler sagen ikke kun om formalia, men også om politisk ledelse. »Det er stærkt kritisabelt, at man griber det an på den måde. Der opstod forvirring på mødet, og det er et udtryk for dårlig politisk ledelse. Det skylder vi borgerne at gøre bedre, « siger han.
Fakta: Ændringsforslaget
- Socialdemokratiet, SF og Det Konservative Folkeparti fremlagde et ændringsforslag på byrådsmødet den 1. september.
- Forslaget reducerede mulighedsområderne til 311,3 hektar, hvoraf maksimalt 170 hektar må anvendes til solceller.
- Ændringsforslaget blev først sendt ud samme dag kort før mødet og desuden delt fysisk under behandlingen.
Fakta: Reglerne for dagsorden og bilag
- Ifølge Normalforretningsorden for kommunalbestyrelser (§ 3) skal dagsorden og bilag udsendes otte dage før mødet og senest fire hverdage før.
- Kun hvis en sag ikke kan udsættes, kan den behandles uden rettidig udsendelse.
- I så fald skal det fremgå tydeligt af dagsordenen, at materialet kommer for sent, og der skal gives en begrundelse for, hvorfor sagen ikke kan vente.
- Hvis dette ikke er noteret på dagsordenen, kan beslutningen i princippet være i strid med reglerne.
Fakta: Styrelsesvedtægten i Fredericia
- Styrelsesvedtægten fastlægger, hvordan byrådet og dets udvalg arbejder.
- Kommunaldirektøren har ansvaret for, at sager behandles korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen.
- Byrådet kan kun træffe gyldige beslutninger, hvis reglerne for dagsorden, udsendelse og forberedelse er fulgt.