KOMMUNALT. Sagen om de alvorlige budgetproblemer på Ullerup Bæk Skolen ryster fortsat det politiske landskab i Fredericia. For Danmarksdemokraternes Palle Dahl er det ikke bare en fejl i tallene, men et grundlæggende svigt i samarbejdet mellem forvaltning og politikere.
»Forvaltningen har gjort noget uden at drage politikerne ind over. Vi har ingen kendskab til det. Overhovedet ikke,« siger han og understreger sin frustration over, at han og de øvrige politikere først bliver orienteret den 3. oktober.
Ifølge Palle Dahl er det helt uacceptabelt, at skolen har fået meldinger om mulige opbremsninger, uden at byrådet er blevet informeret. »Man kan ikke melde ud til skolens medarbejdere og forældre om opbremsninger, der kan fører til dårlige forhold, når vi slet ikke har været inde over endnu. Vi skal som politikere vide meget mere, inden sådanne beslutninger træffes. Det er så dårligt, hvad vi har set i denne sag, når det kommer til kommunikation og informationsniveau.«
Hvem har ansvaret?
For Palle Dahl er ansvarsfordelingen klar: »Skolen har ansvaret, at de skal fremlægge det til forvaltningen. Mangler de penge, så kommer de med hatten i hånden til politikere, som de har gjort før: Kan vi få en ekstra bevilling?«
Han mener, at forvaltningen har svigtet sin rolle i processen. »Her melder forvaltningen ud, at vi er nødt til at lave et ansættelsesstop, fordi regnskabet er misvisende. Hvem laver regnskabet? Det gør skolen, og forvaltningen følger med. Og i og med, at der er røde tal, og det regnskab er lavet helt forkert, så har forvaltningen et kæmpe forklaringsproblem. Har de ikke nogen dernede, der har forstand på tal, så må vi skifte nogen ud i forvaltningen jo.«
Behov for strammere styring
Spørgsmålet er, hvordan politikerne kan forhindre, at lignende problemer opstår igen. Palle Dahl peger på behovet for hyppigere regnskabskontrol. »Jeg mener bare, at de skal fremlægge et måneds regnskab, så vi kan følge det. Hvis det så går galt og man ikke kan holde budgetterne, så må de jo under administration.«
Bekymret for børn og medarbejdere
De økonomiske problemer har allerede ført til opbremsning i ansættelser, hvilket kan betyde færre medarbejdere. Det bekymrer Palle Dahl. »Det kan du ikke forsvare, fordi vi har en helt klar politik i Fredericia Kommune. Vi skal have så mange til at bestå hele vejen op igennem. Og det kan du ikke med færre medarbejdere.«
Han frygter, at konsekvenserne kan ramme både børn og ansatte. »Det, der sker nu, er, at de dygtige medarbejdere tør ikke fortsætte deres ansættelse inden for undervisning. Fordi nu er det ekstra antal millioner, der drejer sig om. Hvad så om en to måneder? Er der flere ting derude, der ikke er kommet frem?«
Palle Dahl lægger ikke skjul på sin mistillid. »Min tillid til forvaltningens øje ud til skolerne, den er lige nul. Jeg stoler ikke på dem. Fordi de holder det fordækt, og så når det går helt galt, først dér kommer det frem.«
Politikerne må have besked i tide
For Palle Dahl er det afgørende, at politikerne får rettidig information. »Som politiker skal du ikke læse i avisen, at der er problemer. Du skal gerne vide det i tide. Det er en væsentlig ting. Vi skal altså bevilge pengene. Vi står som inkompetente politikere. Vi kan jo ikke handle for noget, vi ikke ved.«
Han fortsætter: »Lige så snart der er udfordringer nogen som helst steder, så skal vi som politikere vide det. Vi har altså så mange forventninger, der bør være nogen, der kan underrette os om det. Eller må vi skifte nogle hoveder ud.«
Redningsplan skal på bordet
Palle Dahl peger på, at næste skridt bliver mødet i Børne- og Skoleudvalget den 3. oktober. »Der skal det alt lægges frem, og så skal der findes en redningsplan. Fordi nu skal vi have lagt nogle budgetter, og vi skal have fundet nogle penge. Men det hjælper ikke bare at finde penge og stoppe i et stort hul. Vi er nødt til at sige, hallo, vi skal have sat en krop i det hul. Hvis de der ledere, som ikke kan finde ud af at lave et retvisende regnskab, så må de skiftes.«
Han understreger, at børnene og medarbejderne ikke må betale prisen. »Det skal ikke gå ud over børnene, det skal ikke gå ud over medarbejderne derude. Men det er den eneste vej lige nu.«
Politikere holdes i mørke
Frustrationen over manglende information går igen. »Vi har simpelthen så stor udfordring på det område, og det er hver gang. Det er slet ikke sjovt at sidde i det udvalg. Hver gang du åbner avisen, står der noget, du ikke ved. I journalister er gode til at grave det frem. I er bedre til at grave det frem, end forvaltningen lige er til at underrette os. Det burde være omvendt.«
Palle Dahl lægger ikke skjul på sin vrede. »Når I ringer til os og siger, at I ved, der er en udfordring, så skal vi kunne give jer svar på, hvad vi vil gøre. Vi kan ikke engang give jer svar, for vi ved ikke, hvad der er galt. Og så får forvaltningen også politikerne til at se ud som nogen, der ikke ved, hvad der foregår. Og det er skræmmende.«
Læs også