Der skal sættes en stopper for cykler og el-løbehjul i Fredericias bybusser, mener Danmarksdemokraternes byrådskandidat Palle Dahl. For ham handler sagen både om sikkerhed, arbejdsmiljø og sund fornuft.
»Bybusserne er til persontransport, ikke godstransport. Man lejer jo heller ikke en taxa for at sende et cykelhjul. Hvis man tænker lidt logisk, så er busserne jo først og fremmest til passagerer,« siger Palle Dahl.
Den markante udmelding kommer, efter at busselskabet Umove har anmodet Fredericia Kommune om et totalt forbud mod at tage cykler og løbehjul med i bybusserne. Ifølge Dahl er ønsket fra chaufførerne tydeligt – de vil have ro og tryghed i arbejdet.
»Chaufførerne bliver udfordret af unge mennesker, der kommer med løbehjul og cykler, som fylder for meget. Der opstår konflikter, når nogen bliver afvist, fordi der ikke er plads. Og det er ikke chaufførens job at stå og tage skraldet. De skal køre bussen sikkert frem, og de skal ikke svines til,« siger han.
Siden Fredericia indførte gratis bybusser, er passagertallet steget markant. Det har skabt trængsel i busserne, hvor der ofte ikke er plads til både passagerer, barnevogne, rollatorer og de populære løbehjul.
»Busserne er så populære, at cykler og løbehjul simpelthen optager plads, som kunne have været brugt til ti ældre borgere eller en mor med barnevogn. Det er ikke rimeligt. Vi skal prioritere de mennesker, der har brug for transporten,« siger han.
Udvidelse er for dyrt – forbud er nødvendigt
Ifølge Palle Dahl er løsningen ikke at indsætte flere busser. Det vil være alt for dyrt.
»Umove har ikke flere busser, og vi har ikke råd til at købe nye. To ekstra busser koster et tocifret millionbeløb, og så skal vi oven i det betale for chauffører, drift og vedligehold. Det kan simpelthen ikke hænge sammen,« siger han.
Et udvidet forbud i myldretiden kunne være en mulighed, men det er ifølge Dahl kun en halv løsning.
»Så skal vi hele tiden stå og diskutere, hvornår man må og ikke må tage cyklen med. Det bliver et rod. Det er bedre, at vi laver et klart forbud, så alle ved, hvad der gælder. Det er det mest fair, både for passagererne og for chaufførerne,« siger han.
Ifølge Palle Dahl vil kommunen snarest melde ud, at busserne ikke længere er beregnet til befordring af cykler og løbehjul.
»Der kommer en klar udmelding og skilte i busserne, så alle ved, hvad der gælder. Det handler om at skabe tryghed for chaufførerne og bedre plads til passagererne. Vi skal huske, at bybusserne er til mennesker, ikke til gods,« siger han.
Han forventer, at forvaltningen inden længe fremlægger en præcisering af reglerne, som skal sikre, at både chauffører og passagerer får en bedre oplevelse i bybusserne.










