POLITIK. Debatten om byrådsmødet i Fredericia den 1. september fortsætter. Et ændringsforslag fra Socialdemokratiet, SF og De Konservative blev først udsendt 45 minutter før mødestart, og flere politikere har kritiseret forløbet. Blandt dem er Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne, der mener, at processen var alt andet end ordentlig.

»Jeg sad selv i et udvalgsmøde fra klokken 15.45, da mailen tikkede ind 16.13. Konservative sad i samme møde. Alligevel stod de klokken 17 i byrådssalen med farvelagte plancher og materiale, der helt åbenlyst har krævet forberedelse. Det harmonerer ikke. De har haft det klar i flere dage, og så vælger de at sende det ud lige før mødet. Det er ikke god forretningsgang,« siger Palle Dahl.

For kort tid til at forholde sig til

Dahl gør det klart, at han slet ikke havde mulighed for at sætte sig ind i materialet. »Slet ikke. Jeg nåede ikke at gennemgå det. Når vi behandler så vigtige sager, skal vi have tid til at kende konsekvenserne af det, vi stemmer for eller imod. Den mulighed fik vi ikke,« siger han.

Han peger på, at Venstre havde foreslået at tage hele punkt syv ud af kommuneplanen og behandle det på næste møde, netop for at give tid til grundig forberedelse. »Det forslag kunne vi have bakket op om. Så havde vi haft tid til at gennemgå både det, de fremlagde, og det Enhedslisten kom med. I stedet blev vi presset ud i en beslutning uden ordentlig tid,« siger han.

Et spørgsmål om tillid

Ifølge Palle Dahl efterlader forløbet et alvorligt spørgsmål om tillid. »Det skriger til himlen. Når man sidder i et møde, samtidig med at der bliver lavet farvelagte plancher til et andet møde, så er der nogen, der har vidst det langt tidligere. Men vi andre får det først at vide i sidste øjeblik. Det er ikke fair over for byrådet, og det er slet ikke fair over for borgerne i Herslev, der i forvejen er dybt bekymrede over solcelleplanerne,« siger han.

Bør sagen gå om?

Hvor Dahl mener, at sagen burde tages op igen, står både kommunaldirektør Thomas Jaap, borgmester Christian Bro og Tommy Rachlitz fast på, at der ikke er sket nogen fejl. Kommunaldirektøren har skriftligt slået fast, at reglerne er fulgt, og at ændringsforslag netop kan fremsættes helt op til og under et byrådsmøde. Samme melding er kommet fra både borgmesteren og Tommy Rachlitz, der understreger, at alt er foregået efter bogen.

Dahl er dog uenig: »Om det er lovligt eller ej, det må de mene. For mig handler det om ordentlighed. Det her burde være pillet ud igen og behandlet på et senere møde. Det ville være den eneste måde at vise borgerne i Herslev, at vi tager deres bekymringer alvorligt,« siger han.

Klar besked til borgerne

Palle Dahl understreger, at Danmarksdemokraterne sammen med Borgernes Liste var de eneste, der stemte imod. »Vi lyttede til de borgere, der var mødt op. Vi var enige i, at det her var helt forkert. De 150 mennesker i salen viste tydeligt, at de ikke var tilfredse. Når borgmesteren vælger at køre videre på den måde, er det utilgiveligt,« siger han.

Han konkluderer: »For mig er der kun én rigtig løsning. Sagen skal stoppes og behandles om. Det skylder vi borgerne i Herslev.«

Læs også