UDDANNELSE. På toppen af en skole, der er placeret på en parkeringsplads midt i Vejle, spirer noget, der ikke bare er grønt, men også nyt i dansk uddannelsestradition. Her, på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, er Velfærdshaven ved at tage form, et undervisningsrum uden vægge, hvor vinden kan trække gennem håret, og hvor duften af krydderurter skal minde eleverne om, at læring også kan være noget, man mærker med kroppen. Foldedøre kan køres til side, markiser trækkes ud, og pludselig står man i et klasselokale, hvor luften ikke er stillestående, men bevæger sig i små bølger hen over ansigter og hænder.

Direktør Jacob Bro er ikke i tvivl om, hvorfor haven er blevet anlagt netop her.

»Man kan stille sig selv spørgsmålet, hvorfor vi giver os selv det sværeste benspænd og vælger at lave det på taget af en skole, der ligger på en parkeringsplads. Svaret er, at ellers havde vi ingen mulighed for at skabe en natursandkasse, hvor vi kan prøve tingene af. Der er et stykke vej til naturen herfra, og det komplicerer inddragelsen af naturen i undervisningen. Men netop derfor er det vigtigt. Hvis det kan lade sig gøre her, så kan det lade sig gøre hvor som helst. På et plejecenter på Nørrebro eller i Hobro. På en skole i København eller i Nordjylland.«

Velfærdshaven breder sig på skolens tag med en planteplan, der er skabt til biodiversitet. Sommerfugle, fugle og insekter skal finde vej hertil, selvom haven ligger midt på en parkeringsplads i Vejle.

Pointen er klar. Dette er ikke bare et lokalt projekt. Det er et forsøg på at sætte en ny standard for, hvordan naturen kan være en del af velfærdsuddannelserne. Og det er, som Bro selv kalder det, pionerarbejde. At bygge en have oven på et tag i Vejle handler ikke kun om at give eleverne frisk luft. Det handler om at vise, at hvis naturen kan flyttes ind i en uddannelse her, kan den også flyttes ind i alle de institutioner, hvor SOSU-elever senere skal arbejde.

Direktør Jacob Bro på taget af SOSU-skolen i Vejle, hvor Velfærdshaven er under opbygning. Herfra rækker udsigten til både fjorden, Sundhedsskoven og byens tage – en påmindelse om, at haven skal forbinde eleverne med både natur og byrum.

I hans optik skal haven ikke være et sted, man besøger en enkelt gang for variationens skyld. Den skal være et lige så naturligt undervisningsrum som klasselokalet.

»Jeg ser for mig, at ét hold møder op i haven om mandagen, et andet om tirsdagen og et tredje om onsdagen. Det bliver en naturlig del af vores rytme. Og det kræver, at vores undervisere mestrer det. At undervise udenfor skal ikke være en udfordring. Det skal bare være en del af vores normale undervisning.«

Det er dog lettere sagt end gjort. Direktøren ved, at vaner sidder dybt, og at det kan være uvant for undervisere at tage skridtet ud af det vante.

»Det er et stort brud med en traditionel læringsforståelse,« siger han og tilføjer, at mange gode idéer i kommuner og institutioner er strandet, fordi kompetencerne ikke fulgte med.

Underviserne har selv været igennem et kompetenceforløb, hvor de blandt andet rykkede undervisningen ud i skoven. Erfaringerne herfra skal ruste dem til at bruge Velfærdshaven som en naturlig del af skoledagen.

Derfor er det ikke kun eleverne, der skal lære noget nyt.

»Nogle synes, det er det fedeste i verden, andre rynker på næsen. Men det er fair nok. Det er sådan, det er med forandringer. Netop derfor skulle vi give underviserne kompetencerne til at tage undervisningen med ud. På samme måde som vi forventer, at vores elever tager de kompetencer med ud til borgerne, de senere skal arbejde med.«

Han kalder det et opgør med klasselokalets træghed. Når han sammenligner med, hvordan skolen ser ud i dag, bruger han billedet af sin bedstemor. Klasselokalet ligner stadig stort set det, hun sad i, siger han. Den største forandring er, at kateteret er skubbet lidt til side, og tavlen er blevet elektronisk.

»Haven tager højde for alle de forskellige måder at lære på. At være fælles, at fordybe sig, at være individuel. Og det er vores undervisere, der har været med til at forme det. De har givet input til, hvordan haven skulle blive til. På den måde er det en fælles proces.«

Eleverne skal øve sig i at bruge naturen som redskab i omsorgsarbejdet. Venepumpeøvelser eller sanseaktiviteter kan lige så godt foregå blandt planter som i et klasselokale.

Fra den træghed og ind i noget, der kan minde om bevægelse. Haven er skabt til at ændre sig med årstiderne og med undervisernes greb. For eleverne betyder det, at skoledagen får et nyt lag. Den udvider sig med endnu et læringsrum, hvor undervisningen foregår i det fri, og hvor sanserne hele tiden er i spil. Den er åben og til tider også udfordrende. Jacob Bro smiler, før han sætter ord på det.

»For nogle bliver det det fedeste, de har prøvet. For andre bliver det grænseoverskridende de første gange. Men sådan er læring jo. Den kan være frustrerende og ubehagelig i øjeblikket, men senere giver den mening. Vi har erfaringer fra, når elever har været med ude i Sundhedsskoven i Vejle. Når de kommer tilbage, siger de, at de slet ikke lagde mærke til, at det regnede. De var bare opslugt af oplevelsen.«

Dette billede bruger han til at forklare, hvorfor haven ikke kun er et eksperiment, men en investering i elevernes fremtidige virke.

»Når eleverne er færdige og møder borgerne, så vil de bringe naturen mere ind i hverdagen. Det handler ikke kun om at gå en tur. Det handler også om øvelser, som man kan lave i naturen, i stedet for at de foregår inde på værelset. Hvis borgerne oplever den forskel, så har projektet været en succes.«

Da vi kommer, er arbejdet med gangstien i fuld gang. Den skal gå hele vejen rundt på taget, og den bygges, så den ikke bare går lige frem, men snoer sig, skifter højde og giver eleverne fornemmelsen af at bevæge sig i et naturligt terræn.

At skabe et rum på et tag, hvor læring, trivsel og natur går hånd i hånd, kræver dog mere end visioner. Det kræver også faglig tyngde og erfaring udefra. Derfor har samarbejdet med Københavns Universitet været afgørende, understreger Bro. Universitetets forskere fra enheden Natur, Sundhed og Design har bidraget med viden om, hvordan grønne rum kan styrke både trivsel og læring, og hvordan man fra begyndelsen tænker evidens og drift ind i projektet.

»Vi ville ikke stå alene med det her. Det skulle ikke være en fix idé, vi havde fået. Vi skulle have nogen at læne os op ad, nogen med viden og erfaring. Det har været helt afgørende.«

De gamle tagbrædder er tørret, sorteret og genbrugt som en bevidst bæredygtig løsning, selvom det krævede ekstra arbejde. Samtidig er foldedøre og markiser gjort til en del af haven, så undervisningen kan foregå i al slags vejr, hvor selv regnens trommen mod lærredet bliver en del af oplevelsen.

Pernille Benzon, der er projektleder, supplerer og peger på betydningen af, at haven også er skabt til at holde.

»Vi har set mange taghaver, der er strandet på driften. Planterne vokser vildt, og til sidst står pedellerne med motorsaven. Det skulle vi undgå. Derfor har vi en plan for drift de første år sammen med vores samarbejdspartnere. Og vi har en planteplan, der kalder på biodiversitet, men som også kan passes.«

Hun kalder det et mini-økosystem. Et sted, hvor sommerfugle og insekter finder vej, og hvor et grønt tag samtidig hjælper byen med at håndtere regnvand og varme. Haven er tænkt, så den aldrig bliver statisk, men forandrer sig med årstiderne og med de mennesker, der tager den i brug. Foldedøre kan åbnes, markiser kan trækkes ud, og pludselig er lyden af regn mod lærredet en del af undervisningen. Et læringsrum, hvor sanserne vækkes, og hvor innovation vokser side om side med planterne.

I taghavens mini-økosystem lærer eleverne at arbejde med sanserne som redskab. Summen fra bierne, duften af roser eller smagen af purløg kan vække minder hos eksempelvis en dement borger og blive en del af det omsorgsarbejde, de skal tage med sig ud i praksis.

For Jacob Bro er det imens vigtigt, at ambitionen ikke stopper ved tagkanten i Vejle. Han ser haven som begyndelsen på noget, der kan brede sig.

»Vi har en skole i Fredericia og en i Horsens. Når vi har prøvet det her, kan vi tage erfaringerne med videre. Så kan vi selv vise, at hvis det kan lade sig gøre her, kan det lade sig gøre alle steder.«

Derfor taler han om skalerbarhed og om de kompetencekataloger, der er undervejs. Manualer, der kan tages ned fra hylden og bruges på andre skoler eller plejecentre, uanset om de ligger i en by eller på landet. Men bag de praktiske redskaber ligger også en drøm.

»Jeg håber, at det kan give flere lyst til at arbejde i velfærdssektoren. Jeg tror faktisk også på det. Og jeg håber, at andre uddannelsesinstitutioner bliver nysgerrige på, hvad vi laver her. For naturen kan noget særligt, og den kan også noget i undervisningen,« slutter direktøren.