KRIMI. Torsdag eftermiddag klokken 15.29 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et færdselsuheld på Vejlevej i Bramdrupdam.

En bil kom kørende ad Nørreskovgårdsvej og fortsatte frem i krydset, selvom der var ubetinget vigepligt. Det resulterede i, at bilen mistede kontrollen, kørte hen over et helleanlæg og ramte en anden bil, der kørte ad Vejlevej i nordgående retning.

»En personbil kører frem for ubetinget vigepligt, mister kontrollen, kører hen over et helleanlæg og rammer en anden bil, der kommer ad Vejlevej i nordgående retning,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Efter kollisionen fortsatte den første bil og kørte videre over en græsplæne, inden den standsede på parkeringspladsen ved Q8-tanken.

»Da vi kommer frem, er der en person, der klager lidt over smerter i brystkassen. Føreren af den bil, der kørte frem for vigepligten, lugter af alkohol, så vi anholder ham og sigter ham for spirituskørsel. Han får taget en blodprøve,« siger Arno Rindahl Petersen.

Føreren er en 69-årig mand fra Kolding Kommune, som nu er sigtet for spirituskørsel. Den anden part i ulykken er en 33-årig kvinde fra Hillerød, som ifølge politiet slap uden alvorlige skader.

Hvorvidt den 69-årige fortsatte ind på parkeringspladsen for at køre væk, eller fordi han ikke havde styr på bilen, står uklart.

»Om det er, fordi han vil køre væk, eller fordi han ikke helt har styr på bilen, ved vi ikke. Begge dele kan være tilfældet,« slutter Arno Rindahl Petersen.