DYR. Mere end 21.000 pindsvin blev registreret, da WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen for tredje år i træk gennemførte den landsdækkende pindsvinetælling lørdag den 9. august.

I Region Syddanmark alene blev der talt 4.382 pindsvin – både levende og døde. Det er data, som ifølge arrangørerne er helt afgørende for at kunne beskytte en art, der er i tilbagegang.

»Jeg er utrolig glad for, at så mange danskere vil hjælpe os med at blive klogere på pindsvin og være med til at passe på vores natur og sårbare arter år efter år. Det giver håb for, at også de kommende generationer får mulighed for at opleve pindsvin,« siger Line Gylling, chef for dansk natur i WWF Verdensnaturfonden.

I alt deltog 14.718 danskere i årets tælling, hvor der på landsplan blev registreret 1,6 pindsvin per deltager. Det er en smule lavere end sidste år, hvor tallet lå på 1,8.

Sophie Lund Rasmussen – også kendt som Dr. Pindsvin – understreger, at der stadig mangler viden om artens udbredelse i Danmark.

»Vi ved alt for lidt om pindsvinene herhjemme, men vi ved, at arten er i tilbagegang i Europa. Med danskernes hjælp begynder der heldigvis at tegne sig et billede af pindsvinenes udbredelse herhjemme, som er utrolig nyttigt for at iværksætte tiltag, der kan beskytte dem bedst muligt,« siger hun.

En af de ting, forskerne kan se i årets data, er, at der er observeret betydeligt flere pindsvinehunner med unger.

»Det er min formodning, at klimaforandringer og deraf mildere vintre påvirker pindsvinene, som tilsyneladende påbegyndte parringen tidligere end normalt. Hvordan det i sidste ende vil påvirke bestanden, er for tidligt at udtale sig om, men det er i hvert fald interessant, at ungerne er født så tidligt i år,« siger Sophie Lund Rasmussen.

Tællingen, der er en del af projektet Danmarks Pindsvin og støttes af Nordea-fonden, er gennemført hvert år siden 2023. Første år blev der registreret 25.000 pindsvin, mens tallet sidste år lød på 16.267.

I år fordeler registreringerne sig sådan:

  • Region Nordjylland: 3.599
  • Region Midtjylland: 5.203
  • Region Syddanmark: 4.382
  • Region Sjælland: 4.741
  • Region Hovedstaden: 3.449

Alle registreringer er indsamlet mellem 9. august og 13. august klokken 10.30.