Omkring 80 ejendomme i Teglgårdsparken skal separatkloakeres, og ejerne betaler selv for arbejdet på egen grund

POLITIK. Byrådet vedtog mandag tillæg 2 til spildevandsplanen, og dermed er det afgjort, at Teglgårdsparken i Middelfart skal separatkloakeres i perioden 2027-2030. Regnvand og husspildevand skal fremover løbe i hver sin ledning, og de berørte grundejere skal for egen regning adskille de to på deres egen grund og tilslutte sig de nye stik. De har ikke mulighed for at træde ud af regnvandsfællesskabet.
Teglgårdsparken, det gamle sindssygehospital, er i dag fælleskloakeret, og når kloakken bliver overbelastet, sker der overløb af opspædet spildevand til Lillebælt. Området er udpeget som risikoområde i kommunens klimatilpasningsplan med nedbør som oversvømmelseskilde. Med separatkloakeringen ledes husspildevandet fortsat til Middelfart Renseanlæg, mens regnvandet renses og ledes ud i Lillebælt via et nyt udløb. Middelfart Spildevand står for de offentlige ledninger. Under det tidligere hospital ligger en række drænede tunneller, hvis drænvand fremover ledes til spildevandskloakken, fordi ledningerne ligger for dybt til andet.
Bilaget til planen rummer omkring 80 adresser på Teglgårdsparken, som skal kloakseparere. Kommunen ejer selv flere ejendomme i området, og udgifterne til dem er endnu ikke beregnet. Det gælder også Færøvej 63, hvor Middelfart Firma og Familie Idræt holder til, som ved en fejl ikke var med i det oprindelige projekt.
Tillægget optager samtidig et nyt boligområde ved Skrillinge Strand, hvor en privat bygherre vil bygge omkring 36 boliger som seniorbofællesskab, og retter en fejl på Bubbelvej i Ejby, hvor 18 ejendomme har været registreret forkert, selvom de har betalt tilslutningsbidrag for både regnvand og spildevand. Tillægget var i ti ugers høring fra den 10. juni til den 19. august. Der kom ingen bemærkninger.

