Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syddanmark.

sydavisen.dk › Regionen

Ombudsmanden kritiserer Middelfart Kommune for manglende undervisning på Egely

Ombudsmanden kritiserer Middelfart Kommune for manglende undervisning på Egely

MIDDELFART. Unge på den sikrede døgninstitution Egely i Middelfart Kommune fik i en længere periode i 2025 ikke den undervisning, de havde ret til. Middelfart Kommune vidste ikke, at undervisningen manglede, og det får nu Folketingets Ombudsmand til at kritisere kommunen.

Sagen begyndte, da ombudsmanden i efteråret 2025 var på tilsyn på Socialcenter Lillebælt, afdeling Egely. Egely er en sikret døgninstitution med en særligt sikret afdeling for børn og unge mellem 12 og 17 år. De unge har blandt andet udadreagerende og kriminel adfærd, misbrug og psykiske problemer. Under besøget fortalte de unge ombudsmandens besøgshold, at de ikke fik tilbudt undervisning. Ledelsen forklarede, at undervisningen var skåret ned, fordi der manglede lærere.

Egely har et godkendt specialundervisningstilbud, og de unge, der bor der, har samme ret til undervisning, som elever i folkeskolen normalt har. Middelfart Kommune har ansvaret for at indgå en kvalitetsaftale med stedet og for at føre tilsyn med, at undervisningen har den fornødne kvalitet og lever op til kravene i folkeskoleloven.

Kommunen havde dog ikke opdaget, at der var et problem. Middelfart Kommune har oplyst ombudsmanden, at den ikke var klar over, at der manglede lærere og undervisning på Egely. Kommunen kunne heller ikke svare på, hvor længe lærerne havde manglet, eller hvilken undervisning de unge havde fået i den periode.

Ombudsmanden konkluderer, at de unge på Egely i hvert fald i en længere periode i sommeren og efteråret 2025 ikke fik den undervisning, de havde krav på. Kommunens tilsyn havde ikke været godt nok til, at den kunne leve op til sit ansvar for, at undervisningen havde den kvalitet og det omfang, som folkeskoleloven kræver. Det finder ombudsmanden kritisabelt.

»Vi skal som samfund støtte anbragte unge bedst muligt i at få et godt fodfæste i tilværelsen. Derfor er det også vigtigt, at kommunerne lever op til deres ansvar for, at de unge får den undervisning, de har ret til. At undlade det er ikke udtryk for støtte og hjælp – det er faktisk det modsatte«, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.

Sagen er dog ikke slut endnu. Ombudsmanden har inddraget Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som nu har indledt et tilsyn med, om Middelfart Kommune sikrer, at undervisningen på Egely lever op til kravene og har den fornødne kvalitet. Ombudsmanden har bedt styrelsen om at fortælle ham, hvad tilsynet med kommunen fører til.

Del artiklen

Læs også

DR: Fynsk softwarevirksomhed er i centrum for historisk CPR-lækApoteket har et gratis tilbud, som mange kunder aldrig har hørt omTråden har solgt over 1.000 billetter til Thomas Helmig, men direktøren vil ikke tale om detTråden gav 699.276 kroner i overskud – men næsten hver tredje krone kom fra kontingenter og tilskud