KUNST. Når Vibeke Ringholm i slutningen af januar pakker bilen i Farum og kører mod Fredericia, er det med oliemalerier, der rummer både genkendelige motiver og et strejf af abstraktion. Fra den 24. januar til 8. februar kan hendes værker opleves hos Fredericia Kunstforening.

Den 72-årige kunstner har malet i mere end 20 år og har gennem de seneste godt ti år fordybet sig yderligere gennem undervisning. I dag arbejder hun konsekvent med oliemaling på lærred – men vejen dertil begyndte et andet sted. »I starten malede jeg abstrakt og med akryl,« fortæller Vibeke Ringholm. »Men de seneste mange år har det været olie på lærred.«

Hendes billeder tager ofte udgangspunkt i fotografier, som hun selv tager og efterfølgende bearbejder digitalt. Motiverne tegnes op og males derefter i olie – et arbejde, der balancerer mellem det naturalistiske og det mere løse, stemningsbårne udtryk. »Det, jeg maler, er naturalistisk, men lavet med et lidt abstrakt indtryk,« siger hun og uddyber, at processen i sig selv betyder meget. »Jeg fordyber mig i det. Det er bare dejligt. Jeg kan ikke lade være.«

Ser frem til Fredericia

Vibeke Ringholm har gennem årene udstillet bredt og har blandt andet været antaget på 11 censurerede udstillinger rundt om i landet. Hun har også deltaget i Kunstnernes Sommerudstilling i Varde – en af de større og mere traditionsrige udstillinger i Danmark.

Derfor er glæden også tydelig over nu at skulle udstille i Fredericia. »Det er fantastisk. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det er jo spændende,« siger hun.

Udstillingen åbner med fernisering fredag den 23. januar klokken 17, og kunstneren forventer, at rammerne i Fredericia giver mulighed for et godt møde mellem værker og publikum. »Det er meget forskelligt, hvordan stemningen er fra sted til sted, men jeg har indtryk af, at Fredericia Kunstforening er et rimelig stort sted,« siger hun og tilføjer, at hendes erfaringer fra tidligere udstillinger kun har været positive.

Selv kommer hun hele vejen fra Farum i Nordsjælland – og har allerede booket hotel i byen. »Ja, jeg ser helt sikkert frem til at komme til Fredericia,« slutter hun.

Udstillingen med Vibeke Ringholm kan ses hos Fredericia Kunstforening fra den 24. januar til 8. februar.