Ledelsen på Børn- og Ungeområdet i Middelfart Kommune er igen kommet i modvind. Et gammelt brev med fejlagtig information om indskrivning i tidlig SFO er blevet udsendt til forældre – på trods af klare instrukser fra byrådet tidligere på året.
I en samlet udtalelse skriver Økonomiudvalget, at fejlene er »stærkt kritisable« og gentagne, og at de derfor støtter kommunaldirektørens beslutning om at fritage Børn- og ungedirektøren for tjeneste.
»Forældre har krav på ordentlig og korrekt besked om indskrivning, og Byrådet har krav på, at vores beslutninger bliver gennemført,« lyder det i udtalelsen.
Samtidig understreger udvalget, at det er en ledelsesfejl – ikke en medarbejderfejl. »Medarbejderne skal føle sig trygge og ikke frygte for deres job, hvis de laver fejl. Det gør vi alle. Men når der bliver begået gentagne fejl trods givne instruktioner, kan det få konsekvenser,« står der.
Økonomiudvalget fastslår, at formanden for Skoleudvalget ikke har haft nogen rolle i udsendelsen af brevene, og bakker derfor fuldt op om både formanden og det samlede Skoleudvalg.
Samtidig peger udvalget fremad mod en ny analyse af overgangen mellem børnehave og skole – et arbejde, der skal gennemføres i foråret 2026. Målet er at skabe en fremtidig model, der sikrer tryghed, kvalitet og sammenhæng for børn og forældre.
»Et element i et godt og trygt børneliv er en ordentlig overgang mellem børnehave og skole,« skriver Økonomiudvalget, som forventer, at eventuelle ændringer kan indarbejdes i næste års budget.
Indtil da gælder de samme retningslinjer, som har været anvendt fra 2005 til 2023.
Udtalelsen er underskrevet af samtlige medlemmer af Økonomiudvalget:
Johannes Lundsfryd Jensen (S), Anders Møllegaard (V), Morten Weiss-Pedersen (K), Linda Johnsen (SF), Steffen Daugaard (DF), John Kruse (S), Kaj Johansen (S), Steen Dahlstrøm (S) og Karin Riishede (V).










