
TRAFIK. Det handler om ansvar, erfaring og en helt særlig balancegang mellem tillid og regler. Fra starten af juli fik 17-årige bilister i Danmark muligheden for at køre alene i dagtimerne mellem klokken 05 og 20, og det har naturligt nok sat gang i debatten. Men hvor nogle frygter, at unge bilister ikke er modne nok til at håndtere friheden, ser Allan Windeballe, indehaver af Fredericia Køreskole, anderledes optimistisk på sagen.
»Jeg synes faktisk, at langt de fleste unge er meget bevidste om, at erfaring ikke automatisk følger med kørekortet. Den skal man selv ud at hente,« fortæller Allan Windeballe, der dagligt oplever, hvordan hans elever både er spændte og samtidig ydmyge, når de for første gang sætter sig alene bag rattet.
De nye regler betyder, at 17-årige må køre alene i et tidsrum, hvor trafikken typisk er tæt. Men når klokken passerer 20, kræver lovgivningen stadig en ledsager med minimum fem års kørekorterfaring og en alder på mindst 24 år. Allan ser det som en god løsning, der rammer en fornuftig balance mellem unge bilisters behov for frihed og samfundets krav om sikkerhed.
»Jeg mener godt, man kan give unge dét ansvar. Skulle der være enkelte, som ikke kan håndtere det, må man selvfølgelig reagere på det. Men langt de fleste unge tager virkelig godt imod det ansvar, der følger med kørekortet,« siger Allan Windeballe.
Han tilføjer med et smil, at »der jo altid vil være nogle få, der ødelægger det for de mange,« men understreger hurtigt, at hans oplevelse med de unge mennesker, han sender ud i trafikken, overvejende er positiv.
»Jeg har elever, der står med kørekortet i hånden og næsten ryster på hovedet af, at de nu pludselig selv skal ud på vejen. Men reglerne sidder der, og når først de kommer ud og får kilometer i dækkene, lærer de hurtigt at omsætte teorien til praksis,« siger han.
Netop overgangen fra teorilokalets trygge rammer til selv at sidde bag rattet kan være udfordrende – både for eleverne og deres familier. Her mener Allan Windeballe, at forældrene spiller en helt afgørende rolle. De kan nemlig bidrage med støtte og sparring, når de unge bilister skal finde deres egne ben i trafikken. I mange familier bliver kørekortet således startskuddet på en vigtig samtale om ansvar, frihed og forventninger. Ofte vælger forældrene at sætte rammer for de første køreture, så overgangen til den nye frihed sker i et roligt tempo.
»Jeg oplever, at mange elever selv ønsker den tryghed, som de første ture med forældrene giver. Det åbner op for gode snakke om, hvilke forventninger familien har, når bilen lånes ud,« forklarer han.
Den åbne dialog i familien har ifølge Allan klare fordele. Ud over at skabe tydelige spilleregler giver samtalen også de unge bilister en større forståelse for det ansvar, der følger med kørekortet. Mange føler sig derfor langt bedre forberedt på trafikkens udfordringer, mens forældrene samtidig oplever færre bekymringer, når familiens yngste første gang kører afsted alene.
Men det er ikke kun gode samtaler, der skal på plads hjemme i stuerne, understreger Allan Windeballe. Forældrene har også et vigtigt ansvar, når det kommer til de praktiske forhold omkring bilen – især forsikringen, som mange måske ikke tænker på med det samme.
»Hvis man har en 17-årig, der lige har fået kørekort, er det ekstremt vigtigt at kontakte sit forsikringsselskab og finde ud af, hvad der gælder. Hos nogle selskaber er selvrisikoen eksempelvis dobbelt, når en ung bilist låner bilen. Det skal man have styr på, så ingen kommer i klemme,« siger han og opfordrer kraftigt til, at man gør sit forarbejde grundigt. På den måde undgår familien, at den første tid med en ny bilist bliver unødvendigt dyr eller kompliceret, hvis uheldet er ude.
Når først det praktiske er på plads, handler det ifølge Allan Windeballe primært om at få erfaring. Derfor ser han optimistisk på den betydning, som regelændringen kan få for de unges udvikling som bilister. Jo flere kilometer, man får på tælleren, desto bedre bliver man bag rattet, lyder vurderingen fra den erfarne kørelærer.
»Jeg er generelt positivt indstillet og har stor tillid til, at folk gør deres bedste. Erfaring gør én til en bedre bilist, og jeg oplever faktisk, at vores unge elever ofte kører markant pænere end mange af de mere erfarne bilister, vi møder derude,« siger han med et lille grin og tilføjer efter en kort pause:
»Så jeg tror bestemt, at de nye regler på længere sigt vil give os nogle rigtig dygtige bilister.«
Et vigtigt råd, han ofte gentager over for eleverne, er at bevare roen i trafikken. Det lyder måske enkelt, men ifølge Allan er det alfa og omega for nye bilister.
»Er du i tvivl om en situation, så sæt farten ned, hold hovedet koldt og tag beslutningerne stille og roligt. Rutinen kommer med tiden, men indtil da handler det om at gøre tingene med omtanke. Når vi kører skolevogn, sænker vi altid farten lidt ekstra i svingene. Sådan noget skal man huske,« forklarer han.
Samtidig har Allan også en direkte opfordring til de mere erfarne bilister, når de møder unge, der måske stadig er lidt tøvende i trafikken.
»Husk nu at tilgive andres fejl. Selv en kørelærer kan begå fejl i trafikken, og ingen er fejlfri. Hold hovedet koldt, og vær ekstra tålmodig, især når du ser en ung bilist bag rattet,« siger han med et smil.
For Allan Windeballe handler det nemlig ikke kun om at gøre unge til sikre bilister. Det handler i høj grad også om at give dem en frihed, der gør deres hverdag lettere og mindre kompliceret. Derfor er han ikke i tvivl om, at de nye regler kan få stor betydning for mange unge i Fredericia, især når det handler om at skabe mere mobilitet i en travl hverdag.
»Der er stor forskel på, om man skal tage bussen for at nå til fodbold eller håndbold, eller om man kan tage en bil direkte hjem efter skole og derefter komme videre til træning eller fritidsjob. Mange unge er pressede, og den øgede mobilitet gør hverdagen lidt nemmere,« siger han.
Han fremhæver samtidig, at Fredericia med gratis busser allerede har taget gode skridt mod at sikre mobilitet, men at friheden ved selv at kunne køre bil giver endnu flere muligheder.
»Jeg er stor fan af gratis busser i Fredericia. Men hvis muligheden for selv at køre bil betyder, at unge lettere kan nå rundt mellem skole, fritidsjob og sport, så ser jeg det kun som positivt. Vi skal skabe rammer, der gør, at unge kan trives og nå det hele,« slutter Allan Windeballe.
Så selvom nogle måske tøver ved tanken om 17-årige bag rattet, så er budskabet fra Fredericia Køreskole klart og tydeligt. Friheden skal bruges med omtanke, og tilliden til de unge er stor. Som Allan Windeballe siger det med et glimt i øjet »De skal nok klare den.«