
DEBAT. En ny digital metode til at diagnosticere hudkræft er ved at bevise sit store potentiale – og det er godt nyt for både patienter og sundhedsvæsenet.
Med et særligt lille kamera kan den praktiserende læge tage et billede af et mistænkeligt område på huden og sende det direkte til en hudlæge via en app. Patienten slipper altså for at vente på en henvisning og fysisk konsultation. Svaret kommer hurtigt – målet er inden for fire dage, men i et pilotprojekt var svartiden i gennemsnit kun én dag.
Resultaterne taler for sig selv: 53 procent af patienterne kunne afsluttes med det samme, 20 procent blev sendt videre til en hudlæge, og 10 procent blev henvist til et kræftpakkeforløb. De resterende blev anbefalet opfølgning hos egen læge.
Det betyder, at mange patienter hurtigt får afklaret deres bekymringer, mens kun de nødvendige bliver sendt videre i systemet. Det giver tryghed for patienterne og frigiver samtidig ressourcer i sundhedsvæsenet. Ventetiderne hos hudlæger bliver kortere, og kræftmistanker kan afklares hurtigere – hvilket i sidste ende kan redde liv.
Målet er, at 80 procent af landets praktiserende læger skal være med på løsningen inden udgangen af 2026. Det er en ambition, vi bør bakke fuldt op om.
Digital hudkræftdiagnostik er et stærkt eksempel på, hvordan teknologi kan forbedre både effektiviteten og kvaliteten i sundhedssektoren. Det er netop den type løsninger, vi skal have mange flere af fremover – til gavn for os alle.
Pernelle Jensen
Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen (V)
Regionsrådet