UDDANNELSE. Esbjerg styrker nu sin rolle som maritimt knudepunkt med lanceringen af en helt ny uddannelse til ubefaren skibsassistent. Uddannelsen, der starter op i juli 2025, møder stor begejstring hos lokale rederier og virksomheder inden for offshore- og vindindustrien, som længe har efterspurgt flere kvalificerede medarbejdere til søs.

Uddannelsen udbydes som et samarbejde mellem MARTEC og Fredericia Maskinmesterskole og tager 20 uger. Allerede i januar 2026 vil det første hold af nyuddannede skibsassistenter være klar til at træde direkte ind i industrien.

»Skibsassistenter er efterspurgt arbejdskraft i flere rederier, og med den nye uddannelse tager vi et vigtigt skridt mod at imødekomme industriens behov. Samarbejdet mellem MARTEC og Fredericia Maskinmesterskole sikrer, at uddannelsen holder høj kvalitet, både teoretisk og praktisk,« siger Anne Panknin Kristensen, uddannelseschef hos Danske Rederier.

En direkte vej til søfartsbranchen

Den nye uddannelse er en oplagt indgang til Det Blå Danmark. Ifølge Pia Ankerstjerne, direktør for MARTEC, er uddannelsen et stærkt springbræt til job og videre karriere inden for den maritime sektor.

»En maritim karriere byder på mange muligheder, og ubefaren skibsassistent-uddannelsen giver både certificering og gode jobudsigter. Vi oplever allerede stor opbakning fra virksomheder, som er klar til at tilbyde praktikpladser,« fortæller Pia Ankerstjerne.

Esbjerg som attraktivt studiemiljø

MARTEC og Fredericia Maskinmesterskole byder de første studerende velkommen i Esbjerg sidst i juli 2025, og allerede nu er ansøgningerne begyndt at komme ind. Ansøgningsfristen for første hold er 16. juni 2025.

»Vi glæder os til at åbne dørene i Esbjerg. De studerende bliver en del af et aktivt studiemiljø, hvor de kan udvikle tekniske og maritime kompetencer sammen med fremtidige maskinmestre,« siger Jens Færgemand Mikkelsen, rektor ved Fredericia Maskinmesterskole.

Fakta om uddannelsen:

  • Starter i juli 2025 og udbydes i første omgang i en forsøgsperiode på to år.
  • Varer 20 uger og giver adgang til job som ubefaren skibsassistent.
  • Der er plads til 15 studerende pr. hold.

Yderligere information om tilmelding findes på www.martec.dk.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her