Mandag den 8. december klokken omkring 16 er byrådssalen i Middelfart præget af en koncentreret stilhed, da navnet bliver råbt op. Stemmer tælles, blikke mødes, og på få sekunder står det klart: Anders Møllegård er kommunens nye borgmester. Det markerer afslutningen på et tumultarisk politisk forløb, men også begyndelsen på en periode, hvor et samlet byråd nu skal bevise, at en bred konstellation kan blive til bredt samarbejde.
Selv sætter Møllegård ord på det med en blanding af lettelse og ydmyghed. »Det er jo sådan lidt en forløsning. Der er ingen tvivl om det. TV2 har dækket det fint herude, så de ved, at det har været lidt turbulent. Så det her med, at jeg kan sætte to streger under og have 25 mand, der har bakket op, det er en forløsning. Og jeg synes faktisk også, at det er super.«
Da hans navn blev nævnt, og han trådte frem, ændrede stemningen sig. Et øjebliks koncentration, en stilhed, der nærmest forplantede sig i rummet. »Folk havde sådan lidt en spændende stemning, det kunne man mærke. Nu har jeg jo udtalt, at jeg er sportsmand, så jeg har fået en medalje før. Man har jo det der med, at man står og tænker: Okay, det her er alligevel ret stort. Det er faktisk svært at sige et ord. Man er glad og stolt og ikke mindst meget, meget ydmyg.«
Ydmygheden var også tydelig i den tale, han holdt kort efter, da han modtog borgmesterkæden. »Jeg er dybt taknemmelig for den her brede konstituering, som nu har peget på mig som formand. Forhandlingerne har foregået med stor respekt og seriøsitet, og det vil jeg gerne takke jer alle sammen for, at det har kunnet lade sig gøre. Vi har et fælles ønske, og vi vil gerne det bedste for Middelfart Kommune.«
Spørgsmålet er nu, hvordan samarbejdet bliver i praksis efter et forløb præget af uenighed og overraskelser. Møllegård ser muligheder, ikke barrierer. »Det er i hvert fald det, vi har aftalt – at vi vil det bedste for Middelfart. Jeg har det her med fællesskab, og det fylder allermest for mig. Det her med, at vi har kunnet samle 25, så tænker jeg, at vi alle sammen vil det bedste.«
Han ved, at ikke alt glemmes over natten, men han oplever en kultur, hvor man både kan samarbejde og bevare et glimt i øjet. »Jeg har ikke haft nogen problemer med at lave samarbejde. Det har været positivt og seriøst hver gang. Selvfølgelig ved jeg godt, at der er sket noget, som de ikke kan glemme. Det er gamet. Men jeg synes, der er en god stemning. Folk smiler og griner, og man kan godt gå og drille hinanden. Der er ikke én, der ikke har været hen og give ham et kram og sige, at det her skal nok gå godt. Vi arbejder sammen om det her.«
Som ny borgmester vil Møllegård sætte en retning, der både rækker indad mod byrådet og udad mod borgerne. »Der er ingen tvivl om, at der er kommet en anden en, der sidder i førerhuset, og den person har motivationen. Men vi har jo lavet det her forståelsespapir. Jeg vil gerne byde hele byrådet ind. Vi har en mission: Vi vil gøre Middelfart til et sted, hvor folk kan leve højt og godt i en attraktiv kommune. Og jeg tænker, at alle har noget at byde ind med. Det er noget, vi skal i gang med som det allerførste. «
Med det tager Anders Møllegård hul på en opgave, der bliver både politisk og praktisk. Byrådet skal bevise, at løftet om fællesskab kan omsættes til handling. Og borgerne skal kunne mærke, at et bredt flertal også kan skabe en tydelig retning.
Læs også










