ANALYSE. En ny borger- og imageundersøgelse gennemført af Epinion giver Kolding Kommune et klart billede af, hvordan både borgere og danskere uden for kommunen ser på byen. Analysen viser, at mange af de indsatser, som byrådet og en række samarbejdspartnere allerede er i gang med, går i den rigtige retning.

Byrådet i Kolding har ønsket at få et bredere indblik i kommunens image end tidligere. Borgmester Knud Erik Langhoff forklarer, hvorfor man valgte en ny tilgang.

»Vi fik lavet en lignende analyse for 3 år siden, men de to er ikke helt sammenlignelige. Dengang spurgte vi nemlig kun tilflytterne blandt vores egne borgere. Men vi ønskede at få et indblik i forholdene i et bredere perspektiv, og derfor har vi denne gang spurgt et bredt udsnit af alle indbyggerne i kommunen – uanset om de er født og opvokset her, eller om de er flyttet hertil for nylig eller for mange år siden,« siger borgmesteren.

Undersøgelsen viser, at 63 procent af borgerne holder af at have Kolding Kommune som base, men at mange samtidig ikke forholder sig aktivt til det.

»Det, denne undersøgelse viser os, er, at der er mange af vores egne borgere, der holder af at have Kolding Kommune som base, nemlig 63 procent, men at der også er et stort antal, der egentlig ikke har taget stilling. De bor her bare. Det giver os noget at arbejde med, for analysen peger på, hvad vi skal gøre for at få endnu flere til at tage stilling. Meget er vi allerede i gang med sammen med andre aktører, som f.eks. at skabe mere liv i bymidten i Kolding, men der peges også på nye tiltag som f.eks. en decideret brandingindsats,« siger Knud Erik Langhoff.

En bymidte i forandring

Kolding er midt i en transformation, der skal gøre bymidten mere attraktiv at opholde sig i. Byrådet har afsat 160 millioner kroner over fem år til områdefornyelse, og i alt ventes investeringerne i bymidten fra 2022 til 2030 at overstige 260 millioner kroner.

»Der er sat gang i en bevægelse, der understøtter udviklingen af Kolding by fra at være en traditionel handels-købstad til en moderne by, hvor folk mødes om oplevelser af enhver art. Senest har byrådet sagt ja til at bruge 160 mio. kroner over fem år til en gennemgribende områdefornyelse af midtbyen. Men det er ikke kun byrådet og kommunen, der gør noget. Bymidtens aktører bakker op og gør, hvad de kan for at understøtte det gode liv i byen. Det er handling, der tæller, og som med tiden vil styrke fortællingen om Kolding som en levende by,« siger borgmesteren.

Kultur og uddannelse som styrker

Rapporten peger på, at Kolding vurderes højt på kulturområdet sammenlignet med nabobyerne Vejle, Vejen, Middelfart, Fredericia og Haderslev. Koldinghus fremstår som byens mest kendte vartegn uden for kommunegrænsen, og kulturlivet generelt trækker en positiv profil.

»Kolding er en stærk kulturby. Og det er bl.a. kulturelle oplevelser, der skal bringe liv i fremtidens byer, når mere handel går over på nettet. Slottet er på en måde vores kronjuvel, fordi det tiltrækker så mange besøgende fra nær og fjern. Men det er langt fra alene. Vi har en hel skov af kulturtilbud, som favner både professionelle og amatører, og som spænder fra Nicolai for børn til Trapholt. Kulturen er med til at give Kolding kant og en særlig profil i hele Syddanmark,« siger Knud Erik Langhoff.

Kolding vurderes også som den bedste uddannelsesby i området. Borgmesteren peger på, at det hænger sammen med flere års målrettet indsats.

»Det er et kæmpestort aktiv for Kolding, som sandsynligvis hænger sammen med, at vi gennem de seneste tre-fire år har gjort rigtig meget bl.a. for at skabe et godt studiemiljø gennem Campus Kolding,« siger han.

Campus Kolding er et samarbejde mellem byens fire videregående uddannelsesinstitutioner og kommunen, der arbejder på tværs for at skabe et stærkt studiemiljø og tiltrække flere uddannelser. Resultatet er, at antallet af studerende i Kolding er vokset markant de senere år.

Kolding skal gøres mere kendt

Selvom analysen bekræfter flere styrker, viser den også, at kendskabet til Kolding uden for kommunegrænsen kan forbedres. Danskernes vurdering af kommunen som et attraktivt sted at bo eller besøge er faldet en smule fra 67 til 64 procent siden 2022.

De, der ser positivt på Kolding, forbinder den især med beliggenhed, natur og kulturarv. Særligt borgere i alderen 18 til 34 år ser byen som et sted med attraktive boligpriser og gode rammer for børnefamilier.

»Det er vigtig viden for os. Vi kan se i kommunens egne befolkningsanalyser, at vi får de fleste tilflyttere i aldersgruppen 18-34-årige. Siden 2022 udgør de over 58 procent af tilflytterne. Det skal vi bruge aktivt, for det er typisk i den alder, man stifter familie,« siger borgmesteren.

»Det betyder, at hvis vi målretter en langsigtet kommunikations-indsats for at få flere til at få øje på de gode forhold for børnefamilier, kan det på længere sigt øge den positive vurdering af kommunen, som er med til at fremme bosætningen. Men det bliver et langt, sejt træk,« siger Knud Erik Langhoff.

Fakta om undersøgelsen

I alt har 4.822 borgere i Kolding Kommune og 1.007 personer uden for kommunen deltaget i undersøgelsen.