SPORT. DanskHåndbold har sikret kontinuitet på en central position, efter at målvogtertræner Michael Bruun har forlænget sin aftale frem til sommeren 2029.

Michael Bruun har været en del af organisationen siden 2011 og fortsætter i rollen som målvogtertræner for både kvinde- og herrelandsholdet. Samtidig vil han fortsat have fokus på udviklingen af kommende landsholdsmålmænd og talentarbejdet i dansk håndbold.

Hos DanskHåndbold lægger sportschef Morten Henriksen ikke skjul på betydningen af forlængelsen.

»Vi ser gang på gang, hvor stor betydning målvogtere har for resultaterne i håndbold. Den danske målvogterskole er unik og har – både nu og historisk – rummet mange store profiler. Derfor er det afgørende, at vi på både landsholds- og talentniveau prioriterer dette arbejde højt«, siger han og fortsætter:

»Med Michael Bruun fortsat ombord har vi sikret en helt enestående erfaring og kompetence til vores målvogterskole. Ud over hans store faglige know-how er hans passion tydelig, og hans personlighed er fantastisk. Jeg glæder mig meget over det fortsatte samarbejde.«

Udover arbejdet omkring landsholdene får Michael Bruun også fortsat en vigtig rolle i udviklingen af nye målvogtertrænere samt i sparring med specialiserede trænere rundt om i landet.

Selv ser han frem til at fortsætte arbejdet i dansk håndbold.

»Jeg glæder mig til at forsætte mit arbejde på både herre- og kvindelandsholdet. Det er en kæmpe ære at få lov til at arbejde med nogle af verdens bedste målvogtere og hold. Jeg synes i al beskedenhed, at jeg har verdens bedste job.«

»Jeg er også stolt over, at jeg kan få lov til at bidrage til at uddanne nye trænere. Jeg har trods alt efterhånden noget erfaring, som jeg gladelig giver videre. På den måde sikrer vi, at vi i mange år fremover kan blive ved med at have dygtige målvogtere og trænere i Danmark. Endelig sætter jeg stor pris på at komme ud til talenttræninger, ungdomslandsholdenes samlinger og klubberne, når det kan lade sig gøre«, siger Michael Bruun.

Han er ansat på 80 procent i DanskHåndbold, hvilket fortsat giver mulighed for at kombinere rollen med en hverdag i en topklub.