POLITIK. Byrådsmedlem for Venstre i Fredericia, Niels Martin Vind, deler partiets ønske om at ændre distriktskolemodellen. Han peger på, at resultaterne i dag er for dårlige, og at eleverne ikke i tilstrækkelig grad består folkeskolens afgangsprøver.
»Jeg bakker totalt op om vores valgprogram, hvor vi gerne vil lave det om. Vi er jo simpelthen ikke nok til at bestå 9. klasse, og det er jo sådan ret hardcore fakta. Så det er vigtigt, at der sker noget,« siger han.
Han peger på, at overgangen i 7. klasse er en af de mest udfordrende perioder for eleverne. »Der sker jo en masse ændringer mentalt og fysisk, især i 7. klasse, og det med at skifte, det tror jeg er svært,« siger han.
Samtidig understreger han, at en ændring ikke må ske forhastet. »Det skal være med langt varsel, så der ikke sker for mange skift. Det er uheldigt, hvis vi kommer til at lave det her om for mange gange. Det er jo åbenlyst, og det skal gøres meget, meget gennemtænkt,« siger Niels Martin Vind.
Han mener, at relationerne mellem lærere og elever er helt afgørende, også hvis skolestrukturen ændres. »Alt drejer sig om relationer for undervisningen og trivsel. Så det er mega vigtigt, at der er nogen, der kender eleverne. Det kan være med til at sikre kvaliteten i undervisningen, hvis man vælger at lægge om,« siger han.
I de kommende dage spørger AVISEN byens byrådspolitikere og spidskandidater om modellen for at gøre fredericianerne klogere på, hvad de mener; én for én.
Læs også