VIDEN. En ny rapport fra VIVE viser, at udskiftningen blandt børne- og ungerådgivere i landets kommuner er markant høj. Hele 12 procent af rådgiverne forlod deres job alene i første halvår af 2024. På årsbasis svarer det til, at næsten hver fjerde børne- og ungerådgiver stopper på arbejdspladsen.
»Hver gang en børne- og ungerådgiver skifter job, får et barn eller en ung en ny rådgiver. Hyppige rådgiverskift kan gøre det svært at opbygge den nære relation, som vi ved er afgørende for barnets trivsel og udvikling,« siger chefanalytiker Marianne Schøler Kollin fra VIVE.
Rapporten peger på store kommunale forskelle. I én kommune forlod ingen rådgivere jobbet i årets første halvdel, mens tallet i en anden kommune nåede helt op på 40 procent.
Tre faktorer er afgørende for rådgivernes trivsel og fastholdelse
VIVE fremhæver tre vigtige forhold, som kommunerne skal arbejde med for at fastholde rådgiverne:
- Kollegial sammenhængskraft
- Faglig tryghed
- Reel handlemulighed
»Kollegial sammenhængskraft handler om at have tillidsfulde, anerkendende og omsorgsfulde relationer. Når rådgiverne dagligt møder komplekse og følelsesmæssigt krævende opgaver, er netop dette helt afgørende,« forklarer Marianne Schøler Kollin.
Samtidig er den faglige tryghed essentiel, når rådgiverne skal træffe beslutninger, der kan ændre barnets liv. Her kan faglig ledelse og kollektiv ansvarsdeling være afgørende faktorer.
»Det er vigtigt, at rådgiverne føler sig trygge ved at træffe svære beslutninger. Derfor skal den faglige ledelse være synlig, og der skal være klare strukturer omkring beslutningsprocesserne,« siger Marianne Schøler Kollin.
Endelig skal rådgiverne opleve, at de rent faktisk har handlemuligheder, og at deres vurderinger reelt drøftes med ledelsen, før en beslutning træffes. Dette kan sikre, at rådgiverne føler, at deres arbejde gør en konkret forskel for børnene og familierne.
Opfordring til kommunerne: Brug rapportens eksempler aktivt
Rapporten indeholder flere eksempler fra praksis i kommunerne samt refleksionsspørgsmål, der skal hjælpe kommunernes ledelse til at drøfte og forbedre vilkårene for børne- og ungerådgivere.
»Vi håber, at kommunerne kan bruge rapporten som en anledning til at tage temperaturen på egne arbejdsforhold og sætte målrettet ind der, hvor behovet er størst,« afslutter Marianne Schøler Kollin.