Debatten om metalskrot på Kolding Havn er både nødvendig og vigtig. For ja – vi har haft brande, og ja – vi skal tage sikkerhed alvorligt. Men i kølvandet på den seneste politiske beslutning oplever vi desværre, at debatten glider fra ansvarlig handling til symbolpolitik og frygtretorik.

I SF og Socialdemokratiet står vi ikke på samme side i alle detaljer, men vi deler bekymringen over, at samtalen om havnens fremtid forsimples til overskrifter og synsninger.

Vi er optagede af det lange, seje træk:

– Hvordan skaber vi en havn i grøn balance?

– Hvordan tager vi hånd om sikkerhed og miljø, uden at jage arbejdspladser væk?

– Og hvordan balancerer vi byudvikling og erhverv uden at lade frygt blive det, der sætter dagsordenen?

Når beslutninger træffes på baggrund af billeder og bekymringer – snarere end viden, virkelighed og inddragelse – risikerer vi at miste både retning og sammenhæng. Ja, metalskrot er ikke kønt at se på. Men det afgørende er ikke æstetik – det er, hvordan vi som kommune sikrer miljøkrav, brandsikkerhed og teknologisk ansvarlighed. Og vigtigst af alt: hvordan vi skaber løsninger i dialog med de virksomheder, der hver dag bidrager til den grønne omstilling. For det er kun gennem dialog, vi kan skabe udvikling, der holder.

Det er derfor, vi i både SF og Socialdemokratiet bakker op om den grønne havnestrategi og de tiltag, der allerede er sat i værk for at sikre, at metalskrot håndteres mere forsvarligt og i overensstemmelse med lovgivning og miljøhensyn.

Vi skal ikke male fjendebilleder af virksomheder, der hver dag bidrager til den cirkulære økonomi og skaber arbejdspladser i Kolding. Vi skal heller ikke forsimple komplekse problemstillinger til ét svar: fjern det hele.

Havnen er og skal være en del af løsningen – ikke en skraldespand, og heller ikke en skueplads for symbolpolitik.

Vi siger nej til at lade frygt styre.

Og ja til grøn omstilling, faglighed og fælles ansvar.