Motorvejen mod syd lukker ved Kolding Ø i tre uger
Foto: Vejdirektoratet

TRAFIK. Bilister, der vil sydpå ad Sønderjyske Motorvej fra Kolding Ø, skal fra mandag finde en anden vej. Vejdirektoratet spærrer tilkørslen ved 62 Kolding Ø i sydgående retning mod Esbjerg og Flensborg fra mandag den 12. oktober klokken 6 til lørdag den 31. oktober klokken 6.
Spærringen skyldes udvidelsen af E45/E20 Sønderjyske Motorvej ved Kolding. Vejdirektoratet er ved at anlægge en ny tilkørsel til motorvejen i sydgående retning ved Kolding Ø, og for at komme videre med arbejdet skal den nuværende tilkørsel lukkes i 20 dage.
I den periode skal trafikanter, der vil sydpå ad motorvejen, bruge tilkørslen ved 63 Bramdrupdam. Omkørselsruten og perioden for spærringen bliver skiltet i området. Vejdirektoratet beklager de gener, arbejdet giver.
Arbejdet ved Kolding hører til den samlede udbygning af E45 mellem Kolding og Randers. Her udvider Vejdirektoratet motorvejen flere steder på en strækning på i alt 60 kilometer for at lette trafikken og mindske de lange køer i myldretiden. Bilister kan følge de trafikale gener undervejs på trafikinfo.dk.

