Morten var aldrig det store håndboldtalent, men i dag lever han af det, han elsker

Lejligheden i Fredericia var lidt for lille til to, så Morten Jørgensen gik i værkstedet og byggede en seng, der løste problemet, og det var holdkammeraterne lidt imponerede over, selvom han selv mest syntes, det var sjovt at få lov til at lave noget med hænderne. »Jeg tror, de kalder mig handymanden, men der er nu ikke nogen, der har haft brug for min hjælp endnu,« griner han, og samme eftermiddag, som samtalen finder sted, skal han hjem og gøre et sæt billedrammer færdige. Det er sådan, det er med ham. Han bliver forelsket i en ting et par måneder ad gangen, et værksted, cykling, kodning, og han er, med egne ord, lidt over gennemsnittet til rigtig mange ting. Håndbolden er den, han blev ved med, og den han i dag lever af, hvilket han stadig har svært ved helt at tro på.

Morten Jørgensen er 25 år, venstre fløj og født og opvokset i Esbjerg, hvor han spillede hele sit liv i den klub, han voksede op i, og de seneste seks sæsoner for Ribe-Esbjerg HH, indtil FHK i december sidste år tilbød ham en treårig kontrakt. Klubben manglede en venstre fløj, hans agent satte en samtale op, og han tog til Fredericia og talte med Thomas Renneberg-Larsen om, hvad mulighederne kunne være. »De lovede mig selvfølgelig ikke spilletid, men de syntes, jeg havde gjort det godt gennem flere sæsoner. Hvis jeg kunne fortsætte med at udvikle mig og lægge nye lag på mit spil, var der gode muligheder for, at jeg kunne få en rolle på holdet,« fortæller han, og han tog chancen, fordi den slags chancer har en tendens til at forsvinde igen. Hans storebror på 31 spillede hele sin karriere i Esbjerg bortset fra et par sæsoner i Tønder, og for Morten Jørgensen blev det en påmindelse om, at det rigtige tidspunkt sjældent melder sig selv. »Hvis jeg skulle prøve noget nyt, skulle det være, mens jeg stadig var ung, og kroppen havde det godt. Jeg ville gerne prøve kræfter med en større klub i Danmark, forhåbentlig spille med om medaljer og komme ud i Europa. Og så var Fredericia et naturligt valg, fordi det stadig er forholdsvis tæt på hjemme,« forklarer han. Hjemme er stadig Esbjerg, hvor hans mor og bror bor, og hvor han lige har fået en nevø, som han vil være en del af livet for.

Det, han tog med sig fra Esbjerg, var en ydmyghed, som hænger sammen med, hvordan han kom til faget. »Jeg har aldrig været noget kæmpetalent. Jeg har hverken været på udvalgte hold eller ungdomslandshold, og da jeg var 16-17 år, var der ikke rigtig noget, der tydede på, at jeg skulle ende som ligaspiller. Men siden er det bare gået fremad, og derfor nyder jeg hver eneste dag, hvor jeg får lov til at leve af håndbolden,« lyder det fra ham. Derfor kan han også godt følge klubben, når den kalder ham en stille kriger, selvom betegnelsen kun dækker den ene halvdel af ham. »Jeg er ikke typen, der scorer en masse mål eller gør mig bemærket med store tekniske numre. Jeg arbejder lidt i skyggen, gør det, jeg bliver bedt om, og prøver altid at gøre mig umage,« siger han. Den stille del er den, der rækker hånden frem og ønsker holdkammeraterne tillykke, også når de tager spilletiden fra ham. Hans navn på holdkortet står ved siden af Martin Bisgaard, der har landskampe på cv'et og har været i klubben i mange år, og det vidste han godt, da han skrev under. »Mange ser det som en konkurrence, men sådan har jeg aldrig rigtig tænkt på det. Hvis Martin spiller godt, er det jo godt for holdet. Han spillede en fremragende kamp oppe hos SAH og scorede otte mål, og det glæder jeg mig over. Jeg synes, vi kan supplere hinanden med de ting, vi hver især er gode til, og samtidig holde hinanden skarpe til træning,« forklarer han. I Esbjerg delte han plads med en svensk landsholdsspiller, der havde haft målrekorden i årevis, så det er en situation, han kender. »Det handler om at tage arbejdshandskerne på og knokle. Så må jeg vise, hvad jeg kan,« konstaterer han.

Et nyt hold skal læres, og de første uger gik med at finde ud af, hvordan hverdagen var skruet sammen, hvordan træningerne kørte, og hvem de mange nye ansigter i omklædningsrummet var, og efter to uger var det let, for alle var åbne for at tage imod ham. Det, der gjorde den største forskel, var dog noget andet. Hans kæreste, der har spillet tre år i Norge, mens de to holdt sammen på afstand, kom med til Fredericia og spiller nu på FHK's kvindehold i 1. division, og for første gang har de en hverdag sammen. »Selvom Esbjerg var min hjemby, kom jeg tit hjem til en tom lejlighed og ventede egentlig bare på næste træning. Sådan er det ikke her. Nu har jeg nogen at være sammen med og noget at komme hjem til, så jeg går ikke og venter på samme måde,« fortæller han. Parret bor desuden lige ved siden af seks af hans holdkammerater, så der bliver siddet udenfor og snakket, og det er, med hans ord, dejligt. Spørger man ham, hvad de samme holdkammerater mener om ham, kommer svaret med et grin. »Jeg tror, de synes, jeg er en god fyr, men også at jeg har mine lidt mærkelige øjeblikke. Jeg har mange bolde i luften og lægger nok mærke til nogle ting, som andre ikke tænker over. Jeg har altid haft det som et mantra, at man skal være ordentlig, også når det kan være svært. Og jeg håber, de kan mærke, at jeg støtter dem og vil holdets bedste, uanset om jeg selv er på banen eller ej,« siger han.

De mærkelige øjeblikke rækker til gengæld ikke ind i kampdagen, for dér er han blevet mere jordnær med årene. Ritualerne har han lagt fra sig, siden han var yngre og gjorde alt det samme igen, når noget var gået godt. Nu er der et koldt brus til sidst i badet, inden han tager af sted, så kroppen kommer op i gear, og den samme opvarmning hver gang, hvilket han kalder et fokus snarere end en overtro. Livretten tager tid at finde, for han spiser næsten alt, og det, han bedst kan lide, er, når andre laver maden. »Jeg hader at lave mad til mig selv. Man bruger en masse tid på det, og så sidder man alene og spiser det på fem minutter. Hvis min kæreste har lavet mad, eller min mor i Esbjerg inviterer, så tager jeg gerne turen. Det er jo også samværet omkring maden, der betyder noget,« forklarer han. Står han selv for det, bliver det en bolognese, der kan stå og simre længe, og som kan spises i tre-fire dage, før han bliver træt af den. Det overraskende faktum er til gengæld hurtigt fundet, for han gik til gymnastik som dreng og kan stadig lave en salto fra jorden, omend det er et halvt års tid siden sidst.

Fridagene går i alle retninger, en tur et sted hen, hvis kæresten er fri fra studiet, computerspil, værkstedet eller et projekt på loftet, og de værste dage er dem, hvor han ikke ved, hvad han skal lave og ender på sofaen. Derfor har han søgt ind til januar for at læse et fag ved siden af håndbolden, nu hvor bacheloren i erhvervsøkonomi er sat på pause, og derfor hjælper han allerede til på klubbens U19-hold en gang om ugen. Foreningslivet er der, hvor han kommer fra, og han ved fra sin egen ungdom, hvordan det er at være den, der venter på sin tur, for han blev først for alvor god som 17-19-årig. Det er også fra ungdommen i Esbjerg, det bedste minde stammer. I seks år spillede han på hold med sin storebror, han selv på venstre fløj og broren på højre, og før ligadebuten skrev broren en besked til ham. »Han skrev, at jeg bare skulle gribe chancen. Det kunne godt være, at jeg spillede en forfærdelig kamp, men det gjorde mig hverken til en bedre eller en dårligere spiller. Jeg skulle huske, at jeg var nået dertil, fordi jeg havde arbejdet hårdt og hele tiden var blevet dygtigere,« husker han. Debuten gik dårligt, to brændte og en udvisning, men han fik lov at fortsætte, og det er han stadig glad for.

Det er den samme besked, han har med sig til Fredericia, hvor chancen nu er grebet, og hvor drømmen er den, han selv kalder den helt store. »Jeg vil virkelig gerne prøve at vinde medaljer. Jeg tror, vi vandt et påskestævne, da jeg var U12-spiller, men ellers har jeg faktisk ikke vundet ret meget. Det vil jeg gerne prøve at få krydset af. Og så drømmer jeg helt vildt om at spille europæisk håndbold, komme ud og opleve de forskellige haller og se, hvordan håndboldkulturen er i andre lande,« fortæller han. Lige så vigtigt er det at være en del af en klub, hvor man føler sig værdsat, og det har han efter eget udsagn allerede fundet, for Fredericia føles tæt på det, han kommer fra, med folk på gangene, der vil spillerne det bedste. »Jeg kan godt lide at være en del af et projekt. Og hvis det viser sig at være et godt match, håber jeg, at jeg kan få en lang og god karriere her, ligesom jeg havde i Esbjerg,« siger Morten Jørgensen, der har lovet at lave saltoen efter en kamp, hvis han får fem minutter.