FORENINGSLIV. Der er en særlig stilhed i Fredericia Taekwondo Klub, selv når gulvet knirker under fødderne på små, ivrige udøvere, der øver sig på dagens spark. Hvis man ser hurtigt, kunne man tro, at det alene handler om styrke, tempo og fysisk præcision – om hænder og fødder, der rammer præcist. Men ser man lidt nærmere efter, opdager man, at sporten i mindst lige så høj grad handler om det, der sker mellem sparkene. Om respekten for hinanden, disciplinen til at blive bedre, og selvtilliden, der vokser stille, men sikkert, når man mærker, at man gør en forskel.
Og det er netop dét, Morten Stolborg gør hernede. Han sørger for, at det bliver ved med at ske. Han er 20 år gammel, og taekwondo fylder næsten hele hans liv lige nu. Vi fanger ham midt i et koncentreret øjeblik, mens han følger træningen fra sidelinjen med et blik, der tydeligt afslører, hvor meget trænerollen betyder for ham.
»Lige nu har jeg sabbatår, hvor jeg har fokus på at træne taekwondo, og jeg vil gerne til Korea efter december, og være dernede i forhåbentlig et halvt år. Men det meste af tiden går med træning lige nu, og så noget arbejde for at tjene penge til at komme afsted,” siger Morten, der netop har vendt opmærksomheden væk fra de unge udøvere på måtterne.
Egentlig var taekwondo Mortens egen idé, men den spirede frem af noget, som allerede var derhjemme. Hans far havde nemlig dyrket sporten mange år tidligere, og det havde Morten ikke glemt. Som så mange gode idéer lå den og ventede, lige indtil Morten fyldte 15 og pludselig sagde: »Skulle vi ikke lige få gjort et eller andet ved det?«
Og så blev bilen startet, kursen sat mod Fredericia Taekwondo Klub, og før familien havde set sig om, var det ikke længere bare Morten, der stod på måtten.
»Vi havde trænet lidt derhjemme, og det kunne træneren selvfølgelig se, og så spurgte han, om jeg havde trænet før. Det havde jeg ikke i klub, men fortalte, at min far havde lært mig lidt. Lige pludselig var han hævet med ind i det også. Så blev min søster hævet med ind.«
Morten holder en lille pause og griner let, inden han fortsætter:
»Min mor har vi ikke lokket med endnu, men ellers er det hele familien.«
Den sidste bemærkning falder med et glimt i øjet, der ikke efterlader tvivl om, at familiens mor måske nok holder stand endnu, men også kun lige præcis endnu.
Sådan gik det til, at familien nu er blevet en fast del af Fredericia Taekwondo Klub. Mortens far er i dag formand, og Morten selv bruger næsten al sin fritid på at være i klubben, om det så er som træner, udøver eller bare for at give en hjælpende hånd. Klubben er ikke stor, men ifølge Morten er det netop dét, der gør den særlig.
»Jeg er hernede i hvert fald en gang om dagen. Det er ikke verdens største klub. Det betyder, at man kender hinanden rigtig godt. Vi har også meget med hinanden at gøre, både med ture, stævner og andre ting. Så man lærer hinanden rigtig godt at kende,« fortæller han.
Glæden ved at mærke man rykker sig
Når man står på de røde og blå måtter i klubben, mærker man hurtigt det tætte bånd, som Morten netop har beskrevet. Her prikkes der diskret til sidemanden, og en opmuntrende hvisken som: ”Kom så, ja, du kan godt,” kan høres lavmælt fra hjørnet. Der bliver smilet forsigtigt og klappet anerkendende, hver gang endnu en battle rundes af, og da Morten fortæller om alle de værdier, taekwondo rummer, forstår man også, at det fællesskab, man mærker her, ikke er tilfældigt. Det udspringer sandsynligvis af taekwondoens grundlæggende principper, såsom disciplin og respekt.
Det kan lyde strengt, måske næsten lidt gammeldags. Men ifølge Morten giver det mening, fordi disciplinen faktisk sætter deltagerne fri til at udvikle sig selv.
»Når vi træner, er det en koreansk kampsport eller kampkunst, hvilket betyder, at der er nogle andre rammer, end når man for eksempel træner fodbold eller håndbold. Selvfølgelig skal man være stille, når træneren taler, og det kender vi også fra skolen og andre steder. Men der er en del disciplin i det,« siger han og fortsætter:
»Man skal være god til at hjælpe sig selv ved at træne. Man kan sagtens stå og sjuske igennem det, men så kommer man bare heller ikke videre.«
Og lige præcis dét med at udvikle sig er ifølge Morten det vigtigste. Disciplin handler ikke om, at man skal være streng for strenghedens skyld. Det er et redskab, der hjælper én med at blive bedre. Det handler om at kunne mærke, at man rykker sig, og se, at man er kommet videre.
»Der er rigtig meget selvtillid i det, fordi man på en anden måde end i mange andre sportsgrene bliver bekræftet i, at man bliver bedre ved de her gradueringer, hvor man stiger i bæltegrad. Man står selv for det, man laver, og bliver bekræftet i, at man udvikler sig hele tiden og bliver bedre,« siger Morten.
Han lader ordene hænge lidt i luften, inden han med et lille smil sætter ord på den følelse, sporten og klubben efterlader ham med:
»Man bliver jo virkelig glad. Min far og jeg snakker tit om, at folk altid er søde ved hinanden hernede, og det oplever jeg også rundt i andre klubber. Sporten indbyder til respekt og disciplin, der gør, at folk er meget søde og ydmyge. Man går og bliver bekræftet i, at det, man kan, er godt nok.«
Når kampsporten også handler om hverdagen
For Morten og de andre i klubben stopper det heller ikke ved kanten af de røde og blå måtter, her handler det også om at have plads til livet, sådan som det faktisk er.
Det betyder helt lavpraktisk, at man ikke kun mødes for at træne. Man mødes også for at være der for hinanden, for eksempel når skolen bliver svær, eller når man lige har brug for én at tale med.
»Vi gør jo en del i at tage os af de børn, der er her,« fortæller Morten.
”De skal selvfølgelig lære noget og skabe venskaber, men lige så meget, hvis der er problemer med skolen. En gang om ugen sidder jeg da gerne hernede og hjælper lidt med lektierne. Nogle af dem, der er med i dag, kommer også og spørger mig om skolen, fordi jeg er lidt ældre. Så det bliver mere end bare noget, vi kommer til for at træne. Man bliver en stor del af hinandens liv.”
Og det er netop det, der er pointen for Morten. For ham handler taekwondo ikke kun om teknik eller resultater. Det handler lige så meget om menneskerne, der er her, og om at udvikle sig sammen. Taekwondo bliver derfor også et sted, man kommer, fordi fællesskabet giver én lyst til at møde op igen, dag efter dag, uge efter uge.
»Det betyder noget, at der er et godt fællesskab, for det er jo en stor del af det, der giver lysten til at komme her. Når man sørger for, at alle føler sig med, og at folk er glade for at være her, hjælper det både på medlemstallet og på, at folk faktisk bliver her i lang tid,« siger han.
Men taekwondo kæmper stadig med en vis stereotyp opfattelse ude fra omverdenen. Når man spørger Morten om, hvad han ville ønske, andre kunne forstå om sporten, tøver han ikke. Han har tænkt over det før:
»Der er sådan et lidt sjovt blik på kampsport, at vi render rundt og laver flyvespark og slår hinanden. Men det er jo lige så meget foreningslivet i det. Det handler om den herrespekt og disciplin, der gør, at man opfører sig på en anden måde. På sin vis er det jo meget det samme som alt muligt andet.”
Han kender godt selv de ideér, han taler om, og derfor kommer det sidste også med et lille smil:
»Og så behøver man ikke slås en hel masse for at gå til kampsport. Taekwondo er jo selvforsvar. Ellers træner vi herinde, hvor vi går nogle serier.«
Den frivillige indsats giver mening
Da Morten sidst fortæller om sit arbejde i Fredericia Taekwondo Klub, er det svært ikke at mærke, at det frivillige fylder meget – ikke bare i timer, men også i betydning. For ham handler det om glæden ved at gøre noget godt for andre, ved at skabe et sted, hvor folk kan møde op og bare være sig selv.
»Jeg har været frivillig i lidt over 11 år nu, og man får rigtig meget ud af det,« siger han og fortæller lidt om dengang for nogle år siden, hvor han var springgymnast og allerede dér begyndte at hjælpe til som frivillig træner.
»I Taekwondo giver det særligt god mening, fordi man hele tiden skal være skarp på, hvordan tingene skal sidde. Når man underviser andre, udvikler man jo også sig selv. Men generelt er det bare sjovt at kunne give noget videre. Gøre nogle børn glade – eller voksne for den sags skyld,« siger han og uddyber afsluttende, hvad han mener med at ”give noget videre”:
»Det handler både om de store og små ting. Det med at få en til at grine, give en oplevelse af succes eller bare skabe et sted, hvor man kan få lov at være den, man er.«
