MENNESKER. At trampe op ad en bjergskråning under en nådesløs sydfransk sol i 45 graders hedebølge kan for mange synes lige så meningsløst som at stable stiger mod himlen eller forsøge at finde hoved og hale i en postmoderne fransk film fra tresserne. Men for 44-årige Morten Lindvig Olsen fra Fredericia blev det selve essensen af mening. Ikke bare fordi det foregik på ikoniske Tour de France-bjerge, som enhver cykelentusiast med respekt for sig selv har stirret misundeligt efter på skærmen hver sommer, men især fordi hvert eneste tråd på pedalerne handlede om en kamp mod en sygdom, der hver eneste dag er en udfordring for 19.000 danskere. En kamp, der pludselig blev Mortens egen, da hans søster Maja sidste år fik konstateret sclerose.
Cykelnerven hedder velgørenhedseventen, og navnet kunne dårligt være mere velvalgt. Det kræver nerver af stål og en solid portion mod at begive sig ud på disse stejle strækninger, der normalt er reserveret verdenseliten i professionel cykelsport. Men for Morten blev nerverne kun ekstra spændt, da han erfarede, at Maja også havde tænkt sig at stille op til eventen. Søskendekærlighedens konkurrencegen slog ind, og motivationen blev skærpet, fortæller han:
»Jeg har behov for at vise min søster, at jeg bakker hende op i det her. Det var faktisk hende, der først bragte Cykelnerven på banen. Jeg havde selv tænkt tanken, men da hun nævnte det, så sagde jeg bare med det samme, at jeg selvfølgelig var med.«
Det er nok svært at finde noget mere rørende end et par søskende, der står skulder ved skulder – eller rettere sagt hjul ved hjul – i kampen mod en sygdom, som endnu ikke har fundet sin overmand. Det er også derfor, Cykelnerven er blevet noget særligt. Her er der nemlig ikke tale om et cykelløb i traditionel forstand med skarpe albuer og høj puls i taktikken, men en fælles, ukuelig vilje, der bygger broer henover selv de stejleste bjergpas. En begivenhed, hvor holdånd nærmest er religion, og hvor hvert eneste opmuntrende ord er lige så vigtigt som det næste tråd på pedalen.
Morten cyklede for Team Trekanten fra Fredericia, mens søsteren stillede op for Team Midtjylland, men de regionale skel forsvandt hurtigt som dug for solen i Pyrenæerne. Halvdelen af turen tilbagelagde de sammen, og hvor Tourens professionelle ryttere typisk har hinandens ryg som en strategisk manøvre, handlede det for Morten og Maja mere om gensidig støtte og moralsk opbakning. Når bakken blev for stejl, solen for bagende og tanken om at give op sneg sig ind som en uvelkommen gæst, kunne blikket mod hinanden gøre hele forskellen.
»Stemningen dernede var ekstremt positiv. De fleste vidste også godt, hvem jeg var, for når man er nær familie til en deltager, lægger folk hurtigt mærke til det. Men den medfølelse og medvind, man fik kastet i nakken af positive, verbale ting, var virkelig stort. Det var ikke sådan, at der var en konkurrence dernede mellem deltagerne. Det var virkelig en stor fællesskabsfølelse, og alle hjalp hinanden og heppede på hinanden,« fortæller han.
Netop sammenholdet og følelsen af at være ét fælles hold – uanset hvilken by eller hvilket landskab, man var kommet fra – blev helt konkret på den første dags sidste, brutale bjergstigning.
For stærkt skulle det vise sig at være, på en måde som Morten knap havde turdet drømme om, da han hjemme i Fredericia i efterårsferien modtog sit officielle træningsprogram og begyndte at tilbagelægge de hundredvis af kilometer, der senere skulle få ham op ad Tourens mest mytologiske tinder. Han havde indstillet sig på at nå toppen, men tvivlen begyndte at gnavne som en stædig mus, da virkeligheden ramte ham med den franske sommers uventede nådesløshed.
Undervejs op ad den første dags sidste bjerg blev tvivlen til en reel krise. Den bagende sol i selskab med stejle stigningsprocenter truede med at tvinge ham til retræte, inden han havde nået det, han ellers havde sat sig for som en ubrydelig aftale med sig selv og søsteren.
»På det sidste bjerg på førstedagen var vi begge ved at give op, min søster og jeg. Vi cyklede hver for sig, og jeg holdt pause og overvejede virkelig at vende om. Jeg sagde til mig selv, at jeg giver det en kilometer mere,« fortæller han og genkalder sig tydeligt øjeblikket, der var nær ved at slå ham ud af sadlen.
Men sommetider har selv hårnålesving en evne til at ændre på skæbnen. I det sekund, han kom ud af sådan et sving, og asfalten igen krængede sig opad, så han sin søster længere nede på bjergsiden. Hun kæmpede en tilsvarende kamp mod højdemeterne og varmen. Og lige dér, midt i selvmedlidenhedens og tvivlens ensomme øjeblik, fandt Morten en ny styrke.
»Jeg tænkte bare, nej, nu giver du altså ikke op. Så jeg ventede, og vi så hinanden i øjnene og sagde ikke et ord, før vi sammen kørte de sidste seks kilometer op. Hun sagde kun: ‘Hold kæft, hvor var det dejligt, du var her. Jeg var lige ved at vende om.’ Og så kørte vi bare stille videre, mens vi kæmpede os igennem varmen.«
Da de to endelig stod sammen på toppen af det franske bjerg, beskriver han øjeblikket som intet mindre end magisk. Et af den slags momenter, der med sikkerhed vil være med ham resten af livet.
»Vi stod begge to med en klump i halsen, og ja, vi kan godt være ærlige at sige, at der også kom lidt vand i øjnene. Det var kæmpestort.«
Når øjeblikket på toppen står så stærkt mejslet i erindringen, skyldes det også, at vejen dertil har været brolagt med barndommens drømme og forestillinger. Drømme, der blev født foran fjernsynet i en stue, hvor cykelrytternes legendariske bedrifter blev bevidnet med lige dele beundring og drømmende længsel.
At køre op ad mytiske bjerge som Tourmalet og Hautacam kan for cykelentusiaster nærme sig det religiøse. Bjerge, som enhver ægte Tour-aficionado kan remse op midt om natten, lige så let som familiens fødselsdag, bare med langt mere svedige ansigter og klodsede hjelme. Denne særlige magi gjorde præstationen ekstra stor for Morten, der hidtil kun havde betragtet bjergene fra sikker afstand, komfortabelt placeret i sofaen hjemme i Fredericia, mens Tourens kommentatorer har ledsaget utallige somre.
»Når man har set Tour de France siden man var barn, så kender man jo de her ikoniske bjerge. Det var en fantastisk fornemmelse at stå på toppen og tænke, at jeg også havde kørt op ad dem,« smiler Morten.
Alligevel understreger han hurtigt, at den personlige ambition ikke stod alene, selvom den måske udgjorde rammen om fortællingen. Han var hele vejen fuldt bevidst om, at hver kilometer op ad bjergene gav ham mulighed for at løfte stemmen på vegne af de tusindvis af danskere, der hver dag lever med sclerose, som stadig ikke er kendt nok blandt folk flest, mener han. Og dét var mindst lige så vigtigt for ham som udsigten fra toppen af Tourmalet.
»Scleroseforeningen og Cykelnerven har jo ikke deres store tv-shows som mange andre gode formål. Det her er vores mulighed for at skabe opmærksomhed og samle midler til forskning.«
Han fortæller videre, at han undervejs har mødt folk, der knap nok ved, hvad sclerose er, endsige hvilke konsekvenser sygdommen kan have. Derfor håber han inderligt på, at hans deltagelse, de mange tråd på bjergene, og de penge, der bliver samlet ind, ikke alene støtter forskning, men også skaber et lys i offentlighedens kollektive bevidsthed.
»Jeg håber, vi kan samle midler ind, så forskerne kan komme endnu dybere i arbejdet. Målet er, at fremtidige sclerosepatienter får et bedre liv end tidligere generationer, hvor mange desværre endte i kørestol,« siger han.
Morten fremhæver især, at han drømmer om, at flere virksomheder og organisationer vil få øjnene op for sygdommen og lade støtten flyde mod et formål, der fortjener samme opmærksomhed som andre, mere profilerede sager. Han mener, at den øgede fokus på sclerose kan bidrage til, at det, der i dag er en kronisk diagnose, på sigt måske bliver en sygdom, der kan kureres eller i hvert fald behandles langt mere effektivt end i dag.
»Der er forskning på vej, som indikerer, at der kan komme endnu bedre medicin,« fortæller han og fortsætter med en intens overbevisning:
»Det skal virkelig bare boostes, så fremtidige sclerosepatienter kan få et endnu bedre liv. Det handler jo også om at skabe noget håb.«
Håbet. Det lille ord med den store betydning. Det ord, som findes gemt i hvert eneste hjerteslag, når bjergets top synes længere væk end nogensinde før. For Morten er håbet blevet mere end en følelse. Det er blevet hans rettesnor i en hverdag, der fortsætter, når han har forladt bjergene og stillet cyklen væk.
Den fysiske udfordring og den mentale kamp har på afgørende vis forandret og forstærket hans forhold til søsteren Maja. Ikke bare fordi de har delt noget så intensivt som fire dages smertefuld kamp mod stejle stigninger og brutal varme, men fordi det fælles mål, der lå bag hver pedalomdrejning, har gjort dem endnu tættere. En nærhed skabt i de ordløse minutter, hvor kampen for at nå toppen blev et fælles løfte.
Og kampen – den stopper ikke her, forsikrer han.
»Jeg vil gøre alt, jeg kan, for at min søsters fremtid kan blive lysere. Det betyder noget at vide, at jeg gør en forskel, også selvom det måske kun er en lille én,« bemærker han.
I hverdagen, langt væk fra de spektakulære franske udsigter, hvor der hverken findes Tour-bjerge eller sveddryppende opstigninger, fortsætter støtten i form af konkrete handlinger. Moralsk opbakning går hånd i hånd med den praktiske hjælp, for livet med en sygdom som sclerose handler ikke alene om fremtidens håb, men i høj grad også om nutidens udfordringer.
»Hvis hun har behov for hjælp til at få passet sine børn, så hun kan træne, så kommer jeg selvfølgelig og passer dem. Det er vigtigt, hun får trænet, fordi forskning viser, det kan reducere risikoen for de værste symptomer. Jeg vil altid være der for hende.«
Hans stemme er rolig, men beslutsomheden står malet i ordene. Når han siger, at han altid vil være der, handler det ikke kun om søskendebånd, men om det løfte, der ligger mellem linjerne i enhver kærlig relation. Et løfte om, at intet bjerg er for stejlt, og ingen udfordring er for stor, når det handler om at være der for dem, vi elsker.
Og måske er netop dét det største, Morten Lindvig Olsen har taget med sig hjem fra Tourens bjergpas. Ikke bare oplevelsen af legendariske stigninger, men bevidstheden om, at han med hver en indsats, hver en lille håndsrækning og hvert et ord bidrager til en fremtid, hvor sygdommen ikke længere får lov at diktere hans søsters liv.
For bag sved, smerte og cykelhjul, der snurrer rundt på varme franske landeveje, gemmer sig en langt dybere kamp, nemlig kampen for det liv, vi deler med dem, vi elsker mest. Og den kamp – den slutter aldrig. Den fortsætter i morgen, i overmorgen og alle de dage, der følger efter, afslutter han.
