Da Cecilie pakkede bilen en januardag i 2018, var det ikke for at tage på ferie eller besøge familie. Det var for at flygte. Hun havde netop fået at vide, at hendes sag skulle for anbringelsesudvalget i Fredericia Kommune. Hun vidste, hvad det betød. Timer senere var hun og børnene på motorvejen – væk fra det, der skulle have været en hjælp.
»Jeg vidste godt, hvad klokken var slået. Når først man står på dagsordenen i anbringelsesudvalget, så er der sjældent en lykkelig slutning. Jeg ringede til min mor og til min kæreste i Nordjylland, og så pakkede vi. Det var en flugt. På tolv timer havde jeg forladt Fredericia, mit netværk og hele min familie,« fortæller Cecilie.
Da hjælpen blev til mistillid
Hun havde ellers søgt hjælp tidligt. Allerede da hendes søn var seks måneder gammel, mærkede hun, at noget var anderledes.
»Jeg vidste, at han havde autisme. Jeg var ikke i tvivl. Men da jeg sagde det til kommunen, blev det til, at jeg fandt på noget. Jeg blev beskrevet som insisterende og som en mor, der ville putte en diagnose ned over sit barn,« siger hun.
Cecilies mor, uddannet socialpædagog med mange års erfaring i psykiatri og misbrug, deltog i møderne med kommunen. Hun oplevede, at datteren blev presset mere og mere.
»I stedet for at lytte til hendes bekymringer, blev hun mødt med fokus på småting. Havde hun glemt et par overtræksbukser i børnehaven, blev det nævnt. Men ingen ville tale om, hvordan barnet faktisk havde det. Det var nedbrydende,« siger hun.
En socialrådgiver ser systemfejl
Den privatpraktiserende socialrådgiver Karin B. Nissen har fulgt flere lignende sager i Fredericia. Hun peger på, at der mangler grundige udredninger, før kommunen træffer beslutninger, der kan ændre familiernes liv for altid.
»Man bør altid udrede børnene først. Man bør vide, hvorfor barnet mistrives. Hvis man blot kigger på et barn og siger, at det handler om forældreevnen, uden at undersøge barnet eller forældrene ordentligt, så er der intet reelt grundlag at træffe beslutninger på,« siger hun.
Hun mener, at det Cecilie og hendes familie oplevede, er et udtryk for en for lav grad af faglighed.
»Der er brug for en værktøjskasse med mange forskellige fagligheder. Kan man ikke afkode de tegn, man ser, risikerer man at tolke autisme eller ADHD som dårlig forældreevne. Det bliver ødelæggende for både børn og forældre,« siger Karin B. Nissen.
Kommunens kan ikke stille diagnose
I Fredericia Kommune understreger Janne Thiel Doctor, chef for Familie og Sundhedsfremme, at kommunen ikke selv kan stille diagnoser.
»Rådgiverne er ikke uddannet til at udrede børn, og det er heller ikke deres opgave. Vores opgave er at belyse omstændighederne hos barnet, i barnet og omkring barnet. Selve udredningen foregår i psykiatrien. Vi kan henvise, men nogle gange afviser psykiatrien, fordi de vurderer, at vi skal have arbejdet mere med barnets omgivelser først,« siger hun.
Hun tilføjer, at kommunen ikke blot venter på svar fra psykiatrien. »Vi ser adfærden, og vi forsøger at handle på den. Vi har fagligheder både hos socialrådgivere og familiebehandlere. Hvor vi mangler viden, søger vi det blandt andet gennem samarbejde med Region Syddanmark.«
Ny kommune, ny begyndelse
Da Cecilie ankom til en ny kommune, ændrede alt sig. Her blev hun mødt med åbenhed, og hendes søn blev hurtigt udredt.
»Han fik diagnoserne infantilautisme og ADHD. Lægen sagde, at det var et af de sværeste tilfælde, hun havde set i mange år,« fortæller hun.
For Cecilie blev det en form for renselse. »Jeg har nu dokumentation for, at mine forældreevner er gode. Den historie, Fredericia Kommune skrev om mig, er blevet omskrevet.«
Tilliden brudt for altid
Selvom Cecilie har skrevet til både borgmester, forvaltningschefer og borgerrådgiver i Fredericia for at fortælle, hvad hun og børnene blev udsat for, er hun ikke blevet mødt med andet end et standardsvar.
»Jeg fik et brev, hvor der stod, at de var kede af at høre det, og at de ville tage det med i deres videre arbejde. Men reelt er der intet sket,« siger hun.
Hun har ingen planer om at vende tilbage. »Jeg er bange for at flytte andre steder hen. Havner du i de forkerte hænder, kan de ødelægge dit liv. Hvis jeg skal give et råd til andre forældre i Fredericia, så er det: Flyt. Før det er for sent. For børnene er de største tabere, og de bliver aldrig helt sig selv igen.«
Karin B. Nissen ser sagen som en påmindelse om, at fejl kan få uoprettelige konsekvenser. »Man skal huske, at det er børn, det handler om. Hvis kommunen tager fejl, kan det præge et barns liv for altid. Derfor kræver det en høj faglighed, og derfor skal man turde indrømme, når man ikke kan selv – og hente den viden, der mangler.«
Artiklen er en del af en temaserie om Børn og Familier. Følg med og hør hvordan det er gået børnene og familierne. Hvad siger politikerne? Hvad siger Familieafdelingen? Hvordan går det med børnene, der skal hjælpes?
