OPINION. Den fede sparegris i SVM-regeringen skal tilføres nok et lag spæk, betalt af helt almindelige mennesker der har det til fælles, at vi synger og spiller og betaler for undervisningen.
Sang og musikundervisning skaber livsindhold og identitet hos os, der synger for livet, glæden og sorgen og os, der betaler en lærer for at blive dus med et instrument. Det er forståeligt nok ikke helt billigt at modtage privat undervisning, men det er et tilvalg, der gør godt i sjælen og har en helende virkning. Det er sundt for sjælen at glædes. Den glæde er der mange, der må vinke farvel til med regeringens helt uforståelige krav om, at der fra 1. januar 2025 skal betales 25% moms oven i den pris det allerede koster. For Borgernes Parti er det her uhørt og det står fjernt fra vores ”sund fornuft politik”..
Sang- og musiklærere i privat regi skal nu opkræve moms, hvilket er noget enormt administrativt bøvl, der for mange musikskoler, vil være den dråbe, der får bægeret til at flyde over og lærerne til at bukke under i afmagt over, at skulle købe nok en administrativ ydelse hos en Statsautoriseret revisor. Den samlede merudgift bliver større end de 25% moms, da en dyr regnskabsmæssig behandling kommer oveni.
Det er sgu ikke bøvlet værd. Jeg frygter sammen med mange musikalske danskere og undervisere, at SVM regeringens vold mod kultur i den folkelige klasse, bliver ramt meget hårdt.
Medens SVM-regeringen vælter sig i milliarder, der flyder ud over landets grænser i et KØB KØB KØB orgie og afgiften på sukkerholdigt og helbredsskadende slik og drikke styrtdykker, er det nu os almindelige borgere er skal betale prisen – igen, men vi kan jo skylle ned med en sukkerholdig sodavand, slik og kage – med statsstøtte.
Det er sølle, men det er ikke uforståeligt. Snarere tværtimod. Regeringens fokus er så langt fra folket som man kan komme. Det her rammer folkeligheden, det øger uligheden, og det fodrer den sociale slagside. Der er brug for nye toner.











