EVENTS. Når tusindvis af håndværkere og fagfolk i januar samles til Kloakmessen i MESSE C i Fredericia, er det ikke kun kloakrør, konkurrencer og gravemaskiner, der vil fylde. Blandt de mere end 150 udstillere finder man også virksomheden Minuba fra Kgs. Lyngby, der har sat sig for at gøre håndværkernes hverdag en del lettere med deres digitale ordrestyringssystem.
»Det er en fantastisk messe for os – ikke mindst fordi der både er den ’almindelige’ messe og samtidig konkurrence og liv i sandkasserne i forbindelse med DM i Kloak. Det gør det hele endnu mere levende, og vi er selvfølgelig stolte af, at deltagerne bruger vores system under DM i Kloak,« siger Katrine Hassø Nielsen, marketingchef hos Minuba.
Virksomheden har udviklet et digitalt system, der gør det nemmere for håndværkere at holde styr på blandt andet tilbud, arbejdstimer, materialeforbrug, kvalitetssikring og fakturering direkte fra mobilen. Dermed slipper håndværkerne for unødvendigt papirarbejde og får mere tid til kerneopgaverne.
»De færreste bliver håndværkere, fordi de synes, det er supersjovt at lave administrativt arbejde. Men kravene til for eksempel dokumentation og kvalitetssikring stiger hele tiden, og mange håndværkere bruger unødigt meget tid på papirarbejde. Det vil vi gerne spare dem for, så de kan bruge tiden på deres kerneopgaver,« påpeger Katrine Hassø Nielsen.
Hun fremhæver samtidig, at en digital løsning også hjælper håndværkere med at få alle materialer korrekt faktureret.
»Undervejs bruger man måske lige nogle rør, samlinger og andre stumper, som man glemmer at få med på fakturaen. Men det kan hurtigt løbe op – erfaringen viser, at op mod 25 procent af alle materialer ikke bliver registreret, og det er jo mange penge at forære til slutkunden,« konstaterer hun.
Minubas ordrestyringssystem har også vist sig at gøre årsafslutningen nemmere, idet opgaver som at samle materiale til revisor og bogholder pludselig bliver langt mere overskuelige. Systemet indeholder desuden funktioner til at analysere tidligere opgaver, eksempelvis om dækningsbidraget har været tilfredsstillende.
På messen vil Minuba også sætte fokus på en anden vigtig pointe – hvordan et ordrestyringssystem kan hjælpe virksomheder med at stå stærkere ved salg eller generationsskifte.
»Vi ser nogle gange, at garvede håndværkere sælger deres firma for billigt, fordi det ikke er tydeligt nok, hvilket økonomisk fundament firmaet står på. Det er synd, hvis man nu har knoklet i årtier med at bygge noget op,« konstaterer Katrine Hassø Nielsen.
Minuba ser frem til at møde både eksisterende kunder og potentielle brugere, og marketingchefen understreger, at man især gerne vil tale med dem, der endnu ikke er helt trygge ved digitale værktøjer.
»Ikke alle er lige digitale, men vi håber at kunne vise, at det ikke er farligt – det er tværtimod en kæmpe lettelse. Vi håber bare, så mange som muligt tager Minubas eller et andet ordrestyringssystem til sig, for deres egen skyld,« slutter Katrine Hassø Nielsen.
Kloakmessen finder sted den 29.-30. januar 2026 i MESSE C Fredericia.