Midt i Jay’s nye lokale er en gammel bunker ved at tage form

Der står en lille trappestige op ad væggen i det nye lokale bag Jay’s, og det er alt, hvad Henny Jensen har at komme op med. Over hende buer et gråt hvælv, en træbænk løber ind i billedet og forsvinder i mørket, og for enden lyser en åbning, man får lyst til at gå igennem. Det er en bunker fra Fredericias volde, og den bliver malet direkte på væggen i den størrelse, hvor man tror, man kan gå ind i den. Henny Jensen står i en sort T-shirt med maling på og kigger på det med hovedet lidt på skrå. »Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg faktisk er ret godt tilfreds med resultatet indtil videre,« siger hun.

Det er en lettelse for dem begge, for aftalen var klar fra starten. Hvis det gik galt, lovede medejer Jan Sørensen at få printet nogle plader og sætte dem op i stedet, og så var ideen hans egen. Jay’s har udvidet, lokalet bagved skal være et fast rum til selskaber og julefrokoster, og han ville have noget derind, som var fra byen. Ovenpå havde de allerede ledt længe efter et motiv med rod i jernbanebyen og den tunge industri, og denne gang skulle det tættere på. »Jeg ville rigtig gerne have noget mere lokalt ind i lokalet. Jeg var på en rundtur i byen, hvor vi blandt andet så de gamle bunkere på volden. Der var især én gammel rørbunker, som havde nogle rigtig gode dimensioner og et spændende perspektiv. Den fik jeg lyst til at bruge som motiv, og samtidig ville vi gerne have en lokal kunstner til opgaven. Og så kendte jeg jo Henny,« siger Jan Sørensen.

Henny Jensen kendte bunkeren ved legepladsen, men den her så hun første gang, da de gik derned og fotograferede. Billedet er taget lige forfra, så man går direkte ind i rummet, når man kommer ind ad døren, og bænken i maleriet er lagt i præcis den højde, som de bænke får, Jay’s skal have stående op ad væggen. »Når man sætter sig på bænken, kommer den til at flugte med bænken i maleriet. Ellers har jeg faktisk ikke været med til at bestemme ret meget. Jeg syntes bare, det var en rigtig god idé, og at det kunne være spændende at prøve noget, jeg aldrig havde lavet før. Det er meget typisk mig,« siger hun.

Motivet er Jans, perspektivet er aftalt, og det passer hende fint. Ordet kunstner sidder til gengæld skævt på hende, og hun har brugt mange år på at farve det om. »Det hænder da, at jeg laver noget, der ligner kunst. Men nogle gange føler jeg mig mere som håndværker, især når jeg opfylder den her slags ønsker. Jeg får faktisk et kick ud af at skabe noget, som andre har bestemt. Og så synes jeg måske, man skal lægge ordet kunst lidt væk, for jeg betragter ikke det her som kunst. Det er et håndværk, jeg har trænet gennem mange år. Hvis det skulle være kunst i mine øjne, skulle jeg selv have fundet på motivet, symbolikken og udtrykket,« siger Henny Jensen.

Til daglig er hun pædagog. Hun har undervist i billedkunst på Den Kreative Skole siden 1999, lidt til og fra, og hun har tegnet, så længe hun kan huske. Det begyndte for alvor, da hun som 14-15-årig sammen med en veninde fik lov at male og udstille på Fredericia Bibliotek. »Vi fik virkelig god feedback, og den anerkendelse betød meget for mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Wow, er der virkelig nogen, der synes, det her er fedt?« siger hun. Hun er stort set selvlært med to år på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, hvor hun troede, hun skulle være reklametegner, indtil en underviser fortalte hende, at fremtiden var computeren. Det afviste hun, og i dag driver hun i stedet børneuniverset Loui & Lucia med børnebøger og malerier til institutioner og børneværelser i sit eget tempo. »Det er nok ret atypisk, hvis man gerne vil drive en virksomhed, for så handler det jo om at fokusere og skalere. Men det har jeg aldrig haft lyst til at lade være min drivkraft. Hvis jeg tvinger mig selv til at fokusere på noget bestemt, så dør mit kreative flow,« siger hun.

Normalt arbejder hun med børneværelser, så væggen hos Jay’s er en helt anden størrelse lærred, end hun er vant til, og det var netop det, der lokkede. I gamle dage tegnede man skitser og lyste dem op på en overheadprojektor. Nu fik hun hurtigt lavet en skitse med kunstig intelligens og skød den op på væggen med en projektor, så Jan Sørensen kunne rette perspektivet ind efter sine møbler, og derefter har hun malet det hele op i hånden med sine egne farver, koldt og gråt i den ene side og varmere over mod vinduet. Hun gik i gang en mandag for halvanden uge siden med syv-otte timer på stigen, i efterårsferien har hun givet den gas, og Jay’s har allerede bookinger til julefrokosterne. »Hvis vi siger, at det skal være færdigt inden udgangen af oktober, så tænker jeg godt, at jeg kan nå det,« siger hun.

Resten af væggen får billeder i rammer, som Jay’s plejer, og det synes hun er fint. »Et maleri direkte på væggen giver noget helt andet til et rum end billeder i rammer. Men jeg synes faktisk, at det er rigtig fint at have begge dele, for de kan noget forskelligt og spiller godt sammen. Folk skal næsten bare komme ned og opleve, hvad det gør ved rummet,« siger Henny Jensen og tænder støvsugeren.