SPORT. Efter ni år i København vender Middelfarts egen Rasmus Falk tilbage til Fyn. Den 33-årige midtbanestjerne, der oprindeligt fik sin fodboldopdragelse i Middelfart G&BK, skifter tilbage til OB på en treårig kontrakt.

Det oplyser OB onsdag eftermiddag på klubbens egen hjemmeside.

Dermed vender Falk tilbage til klubben, hvor han fik sit gennembrud, og hvor han mellem 2010 og 2016 optrådte hele 166 gange i striberne, inden turen gik videre til hovedstadsklubben FC København.

Nu er skiftet tilbage til OB officielt faldet på plads, og sportsdirektør Troels Bech lægger ikke skjul på glæden over at hente Rasmus Falk hjem:

»Rasmus Falk er igennem mange sæsoner blevet ønsket tilbage til OB, men længe var det en umulig drøm. Nu sker det endelig, og kun fordi begge klubber og i særdeleshed Rasmus selv har bidraget stort til denne løsning,« siger han og fortsætter over for ob.dk:

»Falk kender ikke bare OB’s identitet – han er nærmest et symbol på den. Nu glæder vi os til at flette Rasmus’ kvaliteter ind i vores spillestil.«

For Rasmus Falk selv handler det om at vende tilbage til det sted, hvor fodbolden for alvor startede for ham:

»Det er det her, der giver mening for mig. Jeg vil gerne nyde den tid, jeg har tilbage at spille fodbold i, og derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for, at det ønske, jeg har, skulle gå i opfyldelse, og det er at spille fodbold og gøre en forskel, og det sted jeg helst vil det, der hvor jeg er nu, er i Odense,« siger Falk.

Han lægger heller ikke skjul på, at det bliver specielt at vende tilbage:

»Det bliver selvfølgelig specielt. Det er en klub, som jeg har fulgt i alle årene, hvor jeg har været væk. Det er en klub, hvor jeg altid har haft et godt netværk, og jeg har altid haft mange gode relationer. Og det er her, alt startede for mig. At vende tilbage og forhåbentlig føre OB tilbage mod toppen igen vil gøre, at jeg kan sætte flueben ved noget, jeg rigtig gerne vil opnå.«

OB-fans kan allerede onsdag møde den hjemvendte spiller, når Rasmus Falk fra klokken 16 vil være at finde i OB Fanshoppen i Kongensgade i Odense. Her bliver der mulighed for at få en autograf eller erhverve sig en trøje med »FALK 8« på ryggen.

Rasmus Falk har skrevet kontrakt med OB frem til sommeren 2028.