FRITID. Middelfart Bridgeklub oplever i disse år en fremgang, som formand Peter Vinther Christensen ikke lægger skjul på, at han er både stolt og glad over. Klubben har nu 105 medlemmer – det højeste antal i klubbens historie.
»Vi har aldrig været flere medlemmer. 105 er det største tal, vi har haft, og det er vi vildt stolte af« siger Peter Vinther Christensen.
Forklaringen på fremgangen finder han flere steder.
»En stor del skyldes, at vi har sat fokus på begyndere. Vi er nu i gang med tredje sæson for begynderhold, og det bliver kun større og større. Det skyldes ikke mindst Jens Mikkelsen, som med sine hjælpere er dygtig til både at undervise og skabe en god stemning. Vi har endda syv på venteliste, som vi har henvist til naboklubber. Hellere det, end at de dropper det og finder på noget andet« fortæller han.
Bridge er en klassisk tankesport, der især tiltrækker pensionister, men klubben forsøger at skabe et miljø, hvor alle føler sig velkomne.
»Det er klart, at de fleste spillere er pensionister, men bridge er en sport, der udfordrer dig mentalt og holder hjernen i gang. Mange kombinerer det også med golf eller frisk luft, så der er aktivitet hele året« siger formanden.
For Middelfart Bridgeklub handler det dog ikke kun om kortspil. Hyggen og fællesskabet spiller en central rolle.
»Vi lægger vægt på godt kortspil, men vi glemmer ikke hyggen. Den får man kun ved at være sammen med andre mennesker face to face. Det er noget helt andet end at sidde bag en skærm. Vi samles, vi spiller, vi hygger os, og det gør noget særligt« siger Peter Vinther Christensen.
Klubben har gjort en dyd ud af at integrere nye medlemmer, så de hurtigt bliver en del af fællesskabet.
»De, der har været på begynderhold, er garanteret plads i klubben efterfølgende. Det betyder, at de kommer godt i gang, og det er lykkedes os at få fyldt pladserne op i år« siger han.
Middelfart Bridgeklub har de seneste somre også haft succes med åbent hus og sommerbridge, hvor spillere fra hele Trekantområdet og Fyn har lagt vejen forbi.
»Hen over sommeren har vi 17 aftener med åbent hus. Man kan tilmelde sig samme dag og spille om aftenen, ofte med en ny makker. Det tiltrækker folk fra både Fredericia, Kolding, Assens og Odense. Det er dejligt, at vi kan tiltrække så bredt« siger han.
Drømmene for fremtiden er klare.
»Håbet er, at vi ikke bliver færre medlemmer, men gerne flere. At vi fortsat er et hyggeligt sted at komme, og at folk synes, det er behageligt at være her. Vi har prøvet nye former for turneringer, og det skal vi blive ved med. Og så vil vi fortsætte med sommerbridge, fordi det har været en succes« siger han.
Formanden peger også på betydningen af de faciliteter, klubben råder over.
»Vi er ydmyge og sender en tak til Middelfart Kommune. Vi er glade for, at vi kan være i de her lokaler. Det er centralt placeret og attraktive rammer. Det gør en stor forskel, og det betyder, at vi kan holde kontingentet lavt. Det har betydning for mange, især pensionister« siger han.
Sidste år fejrede klubben sit 75-års jubilæum med en stor turnering, og det gav appetit på mere.
»Vi fik rigtig mange positive tilbagemeldinger, og det giver lyst til at gøre det igen« siger Peter Vinther Christensen.
Middelfart Bridgeklub står dermed stærkere end nogensinde, med flere medlemmer, sommerbridge, hygge og kortspil i centrum – og ambitionen om at fortsætte udviklingen.
Læs også