Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syd.

Lyngaard Bødker

← sydavisen.dk

Mette Frederiksen bakker op om forsoningskommission efter nye rapporter i spiralsagen

Mette Frederiksen bakker op om forsoningskommission efter nye rapporter i spiralsagen

POLITIK. Statsminister Mette Frederiksen er klar til at gå videre med en fælles dansk-grønlandsk forsoningskommission. Det slår hun fast i en udtalelse, efter Naalakkersuisut i dag har offentliggjort to rapporter om de menneskeretlige aspekter af antikonceptionssagen – bedre kendt som spiralsagen.

»Jeg tror på, at det aldrig er for sent at gøre det rigtige,« lyder det fra statsministeren.

Sagen handler om de grønlandske piger og kvinder, der gennem årtier fik opsat spiral uden samtykke. For et år siden kom en uvildig udredning af antikonceptionspraksis, og Mette Frederiksen gav i den forbindelse en officiel undskyldning i Nuuk på Danmarks vegne sammen med formanden for Naalakkersuisut. Siden har Folketinget vedtaget en godtgørelsesordning, der gør det muligt at udbetale økonomisk kompensation til de berørte kvinder.

Enly 930 x 180

Men sagen er ikke lukket med hverken undskyldning eller penge, understreger statsministeren.

»Jeg ved godt, at hverken undskyldning eller godtgørelse kan erstatte den smerte og uretfærdighed, som er forvoldt grønlandske piger og kvinder. Fysisk smerte. Smerten over det, der blev taget fra dem. Smerten over det svigt, de har været udsat for. Og uretfærdighed ved at være udsat for systematisk forskelsbehandling, fordi de er grønlændere,« siger Mette Frederiksen.

Derfor er der ifølge statsministeren heller ikke tale om, at sagen bare kan eller skal lægges bag os, selv om godtgørelsesordningen nu er vedtaget.

De to nye rapporter vil regeringen nu nærlæse, og den politiske proces skal håndteres sammen med Naalakkersuisut. Her peger Mette Frederiksen direkte på forslaget fra Grønlands landsstyreformand, Jens-Frederik Nielsen, om at nedsætte en fælles forsoningskommission.

»Det synes jeg er en god idé. En forsoningskommission giver os mulighed for at kigge tilbage på mørket i vores fælles historie og forholde os kritisk til den og anerkende den smerte, den kan have forvoldt,« siger statsministeren og fortsætter:

»Hvis vi griber arbejdet velovervejet og tænksomt an, så kan det skabe en fælles vej for vores fremtidige samarbejde, som bygger på tre grundsten: Tillid. Respekt. Ligeværd.«

Statsministeren trækker samtidig en parallel til Godhavnsdrengene, der som børn blev mishandlet i statens varetægt og efter mange år fik en undskyldning. Hun gentager desuden ordene fra undskyldningen i Nuuk, hvor hun kaldte spiralsagen »et kapitel i vores fælles historie, som aldrig skulle have være skrevet« og understregede, at de grimme sider af historien ikke skal gemmes væk.

Lej en pølsemand 930 x 180

Læs også

Hun gjorde Møllegaard til borgmester og nu føler hun sig lukket ude af budgetforhandlingerneElektriske maskiner og en »hyrde« for fremtidens medarbejdere prægede messedagen under broenDirektionen: Kassen er tom i 2030, hvis politikerne ikke finder 150 millioner i besparelserSæsonpremiere i Nordsjælland: Kan FHK åbne ligaen med en udesejr?