SUPERLIGA. Der er noget særligt over det, der venter. Ikke fordi det er første gang, det sker. Men fordi det aldrig har været sådan her før. FC København kommer til Monjasa Park som de regerende mestre. Og FC Fredericia står klar til at tage imod dem som en klub, der for første gang i historien spiller med i det fineste selskab.
To kampe er spillet i Superligaen. To kampe, hvor Fredericia har bevist, at de ikke bare er med for at suge oplevelser til sig. Nederlaget til FC Nordsjælland i premieren gjorde ondt, men viste også glimt af det, holdet kan. Og ugen efter, i Silkeborg, blev det hele foldet ud. To mål, ingen indkasseret, og en sejr, der satte sig fast – både i tabellen og i bevidstheden.
Derfor er det også med momentum, at Fredericia går ind til det, der på papiret er sæsonens sværeste opgave. FC København har gjort det, de plejer at gøre. Vundet. Først over Viborg, siden over Vejle. De kommer med rutinen, med profilerne og med forventningen om sejr. Men det er ikke dem, kampen handler om.
Den handler om Monjasa Park. Om hvad der sker, når stadion fyldes med de godt 6.500 tilskuere? Når folk kommer tidligere end normalt, og lydene fra tribunerne ligger i luften, længe før dommeren fløjter.
Det er ikke første gang, de to hold mødes. En træningskamp op til sæsonen endte 1-1. Den foregik i København, på FCK’s eget anlæg. Det var måske bare en test, men den sagde alligevel noget. At Fredericia godt kan være med, hvis alt stemmer.
Men det her er ikke en test. Det er Superligaen. Det er fredag aften. Det er Fredericia mod København. Og det er en kamp, der er større end point. For en hel by. For et hold, der har kæmpet sig op og nu står midt i det, mange troede var for langt væk.
Det er svært. Det er vildt. Og det bliver måske brutalt. Men det bliver ægte. Og hvis FC Fredericia rammer det, de ramte i Silkeborg, hvis stadion løfter sig, og troen finder fodfæste – så kan det blive en aften, man kommer til at huske. Ikke for modstanderen. Men for det, man selv turde.
