EVENTS. Efter en vellykket debut i april er forberedelserne til den anden udgave af MESSE C Furniture Fair i Fredericia i fuld gang. Messen finder sted den 26.-29. april 2026 og kommer til at byde på flere ændringer i forhold til premiereåret.

»Konceptet med en central beliggende messe og et overkommeligt omkostningsniveau faldt i rigtig god jord hos udstillerne,« siger senior projektleder Lars Søndergaard fra MESSE C om den første Furniture Fair. Han fortæller, at også de besøgende fagfolk tog godt imod messen, hvor de fik præsenteret nyheder og mulighed for at disponere til den kommende sæson.

Den kommende udgave får alle udstillere samlet i én stor hal med op til 16.000 kvadratmeter. Åbningstiderne justeres, og der kommer endnu mere fokus på det skandinaviske marked.

Gratis adgang, fri forplejning og muligheden for at besøge messen om søndagen og om aftenen gav sidste år stor fleksibilitet for butikkerne. I alt 916 fagfolk fra 543 virksomheder deltog i debuten. Omkring 18 procent af gæsterne kom fra udlandet, fordelt på 19 lande. Svenskere og nordmænd var de mest repræsenterede, og netop den internationale interesse har medført, at markedsføringen i 2026 får øget fokus på nabolandene mod nord.

Allerede nu er mere end halvdelen af standpladserne solgt.

»Det besøgende fagpublikum fra kæderne og detailleddet i møbelbranchen – indehavere, indkøbere, butikschefer og sælgere – tog godt imod messen. Jeg ser frem til at byde velkommen til en endnu større messe i april 2026,« siger Lars Søndergaard.

Den første MESSE C Furniture Fair bød på over 60 udstillere. Med næste års ændringer og udvidelser håber arrangørerne at tiltrække endnu flere fra møbelbranchen både i Danmark og i udlandet.