POLITIK. Mereforbruget på Fredericia Kommunes børneområde er i løbet af få måneder gået fra at være alarmerende til at være dobbelt så højt. Fra februar til juli er udgiftsposten vokset fra 12 til 24 millioner kroner, uden at der undervejs er grebet politisk ind for at bremse udviklingen. For mange iagttagere – både internt i byrådet og blandt borgere, der følger området tæt – rejser det spørgsmålet om, hvordan en sådan fordobling kan finde sted i et område, der i forvejen er blandt de mest omdiskuterede i kommunens budget.
Bente Ankersen, der som formand for Børn og Ungeudvalget sidder med ansvaret for nogle af de mest vidtgående beslutninger, kommunen kan træffe over for børn og familier, afviser dog at tage ejerskab over det økonomiske kerneproblem.
»Jeg kan simpelthen ikke svare på, hvordan det kan fordobles uden politiske indgreb. Jeg sidder ikke i det udvalg, der følger økonomien tættest. Det er dem, der har fingeren direkte på pulsen. Jeg følger økonomien på en anden måde« siger hun og understreger, at hendes rolle er at forholde sig til enkeltsager og lovgrundlag frem for at styre driftsbudgettet.
Hun kender dog til, at presset på området ikke er kommet fra den ene dag til den anden, men har bygget sig op over længere tid. Ifølge Ankersen er børneområdet præget af en virkelighed, der sjældent lader sig indfange i forudsigelige talrækker og Excel-ark. Det er et område, hvor udviklingen kan ændre sig markant, hvis blot et fåtal af særligt komplekse sager lander på bordet.
»Det er ikke bare et spørgsmål om at give et barn et par ekstra timer i skolen. Der er ofte hele familier involveret, psykologundersøgelser, støtte i psykiatrien og andre specialiserede tiltag. Det koster, og det kan ikke altid forudsiges« siger hun.
Ankersens beskrivelse rammer ind i den virkelighed, mange kommuner kender til, hvor et stigende antal højt specialiserede indsatser ikke blot tærer på budgettet, men også stiller krav til samarbejde på tværs af forvaltninger og sektorer. Det er indsatser, som ikke kan undværes, når der er tale om børn, hvis trivsel og udvikling er truet, men som samtidig udfordrer kommunens mulighed for at overholde et stramt økonomisk råderum.
Samtidig er der en anden udfordring, som har ligget tungt over området i længere tid – den store personaleomsætning i familieafdelingen. Bente Ankersen tøver ikke med at anerkende, at der er en tilpasningsperiode, hver gang en ny socialrådgiver træder ind ad døren.
»Det tager tid at komme ind i rytmen og få læst op på sagerne. Mange sager har været i gang i lang tid og er meget komplekse. Det kan udefra se ud som om, man ikke er dygtig, men det er ikke tilfældet. Vi har dygtige medarbejdere, og de skal bare have tid til at arbejde sig ind« siger hun.
Hun afviser dog, at den store personaleafgang er hovedårsagen til det eksploderende merforbrug.
»Der kan være aftrædelsesordninger, men det er ikke det, der driver udgifterne. Det handler i høj grad om, at vi arbejder med svære sager, der kræver mange specialundersøgelser og indsatser. Ofte er der brug for at involvere både psykologer, skoler og psykiatrien. Det er ikke lønkroner alene, der forklarer tallene« siger hun.
Presset på området er alligevel til at tage og føle på. »Der er for få ansatte til at behandle sagerne, og der er for få goder for de ansatte. Familiesagerne bliver bare sværere og sværere at være i, og nogle vælger at forlade området, fordi opgaverne bliver for tunge« siger Bente Ankersen, der samtidig understreger, at lovgivningen er klar, og at den skal følges til punkt og prikke.
»Jeg vil påstå, at vi arbejder ordentligt. Vi sidder ikke bare og pjatter med det. Det er voldsomme sager, der påvirker både børn og forældre, og beslutningerne skal være efter loven. Barnets lov betyder, at vi i dag arbejder for barnets tarv – ikke forældrenes. Jeg kan synes, det er synd for forældrene, men det ændrer ikke på, hvad vi skal gøre for barnet« siger hun.
Hun vender flere gange tilbage til, at det er let at sammenligne Fredericia med andre kommuner, men at sådanne sammenligninger sjældent tager højde for, hvad der reelt ligger bag beslutningerne.
»Nu arbejder vi jo forskelligt i kommunerne. Når jeg hører, hvordan man gør andre steder, vælger de jo bare noget andet. Måske har de styr på økonomien, men så kan det være, at der er børn, der ikke har det så godt. Jeg har siddet i Ankestyrelsen og set sager fra hele landet. Nogle gange kan man se, hvad der burde have været gjort, men ikke blev det. Så må man spørge sig selv, hvad der er vigtigst – at vi altid holder budgettet, eller at vi gør det rigtige for børnene« siger hun.
Det spørgsmål hænger som en rød tråd gennem hele samtalen. For hvad betyder det egentlig, når man i politiske forhandlinger taler om at finde balancen mellem at sikre økonomisk ansvarlighed og samtidig leve op til barnets lovs krav? For Bente Ankersen er svaret, at man ikke kan lade økonomien alene bestemme.
»Jeg sidder der for barnets skyld. Jeg sidder der ikke for forældrene. Selvfølgelig kan jeg synes, det er synd for forældrene, men hvis barnet ikke får den hjælp, det har brug for, så er vi nødt til at handle. Det er ikke sjovt, og det er alvorligt hver gang« siger hun.
Når det kommer til konkrete tiltag, der kan bremse udviklingen i merforbruget, holder hun dog kortene tæt ind til kroppen.
»Vi har endnu ikke lagt et nyt budget, og budgetforhandlingerne er lige om hjørnet. Det kommer vi til at se på der. Der arbejdes hele tiden på at undgå de sværeste beslutninger, og vi forsøger at sætte mange ting i gang, men jeg vil ikke stå og love, hvad vi gør, før vi har forhandlet« siger hun.
Forebyggelse nævnes som et vigtigt element, men hun understreger, at det ikke er noget, man bare beslutter fra den ene dag til den anden.
»Der er hele tiden fokus på, at man ikke skal tage den sværeste beslutning, men det kræver tid, ressourcer og ofte samarbejde med mange aktører. Det er ikke noget, vi bare kan kopiere fra andre kommuner, for det handler om virkelige børn og virkelige familier, og der er sjældent to sager, der er ens« siger Bente Ankersen.
Dermed ender hendes svar tilbage ved det grundlæggende dilemma, som hun mener ligger i hele diskussionen.
»Det kan godt være, andre kommuner har styr på økonomien, men det er ikke sikkert, det er det rigtige. Jeg vil hellere vide, at vi har gjort det bedste for børnene, end at vi kan sætte et flueben ved, at budgettet holder« siger hun.
