Fra august 2025 udbyder MARTEC, i tæt samarbejde med Fredericia Maskinmesterskole Esbjerg (FMS), den grundlæggende maritime uddannelse som ubefaren skibsassistent i Esbjerg. Initiativet er iværksat på basis af Danske Rederiers anbefaling og med støtte fra Lauritzen Fonden.

Uddannelsen giver lokale unge en unik mulighed for at træde ind i en spændende karriere til søs efter kun et halvt års uddannelse. Initiativet skal styrke den maritime sektor i Syddanmark og imødekommer det stigende behov for kvalificeret arbejdskraft ombord på skibe i blandt andet offshore-vindsektoren.

Et stærkt samarbejde for at sikre flere uddannelsesmuligheder

MARTEC og Fredericia Maskinmesterskole er indgået i et tæt samarbejde om at tilbyde unge i regionen adgang til en karrierevej inden for den maritime verden. Ved at kombinere ekspertisen fra begge institutioner sikres et godt læringsmiljø i allerede eksisterende bygninger, en høj kvalitet i undervisningen samt mange muligheder for praktik og videreuddannelse.

– Vi ser frem til at samarbejde med Fredericia Maskinmesterskole, som deler vores ambition om at tilbyde ubefaren skibsassistentuddannelsen i Esbjerg. Sammen kan vi tilbyde et stærkt studiemiljø og en interessant uddannelse med mange perspektiver til de unge, som overvejer en fremtid i søfarten, siger Pia Ankerstjerne, direktør for MARTEC.

– Fredericia maskinmesterskole fik i sin tid maskinmesteruddannelsen tilbage til Esbjerg. Det er glædeligt, at vi endnu en gang kan bidrage til at få en eftertragtet uddannelse til Esbjerg, siger Jens Færgemand, rektor for Fredericia Maskinmesterskole Esbjerg og fortsætter: 

– Vi ser derfor frem til at kunne bidrage til uddannelse af de ubefarne skibsassistenter, der er så stor mangel på til rederierne i Esbjerg.

Esbjerg som knudepunkt for offshore og vind-industrien

Esbjerg er et knudepunkt for offshore og vind-industrien og har derfor mange virksomheder der har behov for skibsassistenter, blandt andre ESVAGT, som også har bidraget i det forberedende arbejde for at kunne udbyde uddannelsen.  Esbjerg huser nøgleaktører i udviklingen af havvindenergi, og derfor er det naturligt at styrke det lokale uddannelsesudbud for at imødekomme den stigende efterspørgsel på arbejdskraft i området. Uddannelsen til ubefaren skibsassistent giver unge mulighed for hurtigt at komme i gang med en karriere inden for offshore sektoren, som i stigende grad efterspørger kvalificerede folk til skibsassistent-roller.

– Det er glædeligt, at det i et godt og konstruktivt samarbejde mellem bl.a. uddannelsesinstitutionerne, Esbjerg Kommune, Business Esbjerg, lokale virksomheder, Danske Rederier og Lauritzen Fonden er lykkedes at få ubefaren skibsassistentuddannelsen til Esbjerg. Der er et stort behov hos de lokale rederier for netop den type arbejdskraft, og vi ser frem til, at uddannelsen i årene frem får et stærkt fundament i Esbjerg. Med den nye uddannelse får vi endnu et tilbud i viften af uddannelser, som kan tiltrække unge til Esbjerg og medvirke til at sikre de kompetencer og den viden, som er nødvendig for fremtidens arbejdsmarked, siger Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Støttet af Lauritzen Fonden og lokale virksomheder

Uddannelsen i Esbjerg er realiseret med støtte fra Lauritzen Fonden, der yder økonomisk støtte til opstartsfasen. Derudover er støtte fra lokale virksomheder og rederier, som sikrer praktikpladser og jobmuligheder for de studerende.

– Som en Fond med rødder i det maritime og en særlig tilknytning til Esbjerg, er vi glade for at kunne medvirke til at styrke det maritime uddannelsesudbud i byen. Med den nye maritime uddannelse håber vi at flere lokale unge kan komme hurtigere i gang med en uddannelse i det Blå Danmark og dermed imødekomme den stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft, som især ses i offshore sektoren, siger Inge Grønvold, direktør i Lauritzen Fonden.

Uddannelsen til ubefaren skibsassistent starter officielt i Esbjerg i 2025 og udbydes i en to-årig forsøgsperiode med mulighed for forlængelse. Der vil være plads til 18 studerende per semester, og MARTEC og Fredericia Maskinmesterskole ser frem til at byde de første studerende velkommen i august 2025.