KRIMI. Søndag nat blev en virksomhed på Albuen i Kolding mål for et hårdhændet indbrud, hvor gerningsmændene ikke holdt sig tilbage fra at bruge voldsom kraft for at komme ind.
Ifølge Sydøstjyllands Politi blev porten til virksomheden klokken 01.11 brudt op ved hjælp af en bil, der blev brugt som rambuk.
»En bil blev brugt som en slags rambuk til at køre ind i porten til en virksomhed og bryde den op. Herefter kan man på overvågningen se fire maskerede personer inde på virksomhedens lager,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Inde i lagerlokalet gik de maskerede gerningsmænd målrettet efter varer. Virksomheden har efterfølgende oplyst, at der er stjålet panserglas til mobiltelefoner. Hverken politiet eller virksomheden har dog på nuværende tidspunkt et overblik over, hvor meget der er stjålet, eller om der kan være tale om andre varer.
»Lige nu kan vi konstatere, at der er stjålet nogle panserglas til mobiltelefoner. Vi har hverken et overblik over mængden eller om der kan være andre genstande stjålet. Umiddelbart lyder det som et beskedent udbytte i første omgang,« siger Arno Rindahl Petersen.
På stedet fandt politiet tydelige tegn på indbruddet. Porten var beskadiget, og ved indgangen lå der rester, der kunne stamme fra et knust lygteglas. Der er også sikret videoovervågning fra virksomheden, men optagelserne har ikke umiddelbart kunnet give et klart signalement af de fire maskerede mænd.
»Det er ikke noget, vi kan genkende personer ud fra. Men vi giver den et forsøg, og måske er der overvågning andre steder, som vi kan koble sammen med sagen,« forklarer vicepolitiinspektøren.
Politiet arbejder nu videre med efterforskningen og har endnu ikke oplyst en samlet værdi af det stjålne.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.
