Fredericia Håndboldklub var på nippet til et europæisk mirakelcomeback, da de tirsdag aften tog imod TSV Hannover-Burgdorf i Middelfart Sparekasse ARENA. Hallen kogte, kampen levede, og FHK leverede en præstation, der viste både vilje, tålmodighed og format. Men trods et heroisk comeback endte det med et knebent nederlag på 29-31.
Da kampen var slut, rejste hele hallen sig og klappede. Ikke af resultatet, men af indsatsen. Spillerne stod udmattede, men de havde givet alt. Og midt i det hele stod Anders Kragh Martinusen med sved på panden og en ro i stemmen, men med et skuffet blik, alligevel var han overordnet tilfreds med holdets vilje og fight. Starten var dog dog knap så god.
»Der er en rigtig skidt start på tingene, og det går hurtigt over i 7 mod 6, som vi jo udmærket godt vidste, at vi skulle få brug for i dag,« siger Martinusen. »Det viser sig at være en god ting, fordi vi spiller jo egentlig i noget rigtig, rigtig fint 7-6 spil, og bringer os lige så stille ind i kampen igen.«
Fredericia fik en hård åbning. Tyskerne kom bedst fra start, mens hjemmeholdet manglede skarphed i afslutningerne. Men som minutterne gik, fandt FHK sin rytme. Det var assistenttræner Michael Wollesen, der dirigerede det offensive spil fra bænken, mens Jesper Houmark styrede helheden. De to trænere fik holdet til at reagere rigtigt på modgangen.
»Når man har været bagud hele kampen, hentet og hentet, og til sidst kommer op og er foran, så skal rytmen jo egentlig fortsætte,« forklarer Martinusen. »Men man har også brugt mange kræfter, og de satte måske lige fem-ti procent mere på. Vi havde nogle afslutninger, der ikke gik vores vej, og de sidste fire minutter var meget stolpe ud for os.«
Han ryster let på hovedet, mens han taler.
»Uanset hvor på banen vi næsten var, så var det på ydersiden af stolpen og ud til en af deres spillere. Eller de brænder, og så ryger den ud til dem. Sådan er håndbold en gang imellem.«
Fredericia viste dog mod, tålmodighed og taktisk disciplin. 7 mod 6-spillet, som holdet havde trænet op til kampen, blev et vigtigt våben. Det skabte plads, ro og et bedre flow i angrebsspillet, og i perioder så det ud, som om tyskerne slet ikke havde svar.
»Vi havde talt om det på forhånd, at vi ville få brug for det. Vi spiller os faktisk ind i kampen med det,« siger Martinusen. »Jeg synes, der var en god ro, selv efter vores dårlige start. Vi ved, det er en lang kamp, og vi bider os bare stille og roligt ind. Det synes jeg, vi lykkes godt med.«
Han peger på, at kommunikationen mellem spillerne og bænken fungerede perfekt – noget, der ikke altid er en selvfølge i et europæisk opgør, hvor tempoet er højt og stressniveauet massivt.
»Der er en god kemi omkring det, og en forståelse for, at hvis man ser et hul eller en mulighed, så tager man den. Det synes jeg er en fed måde at køre tingene på,« siger han.
Kampen udviklede sig til et drama af de sjældne. Fredericia kom bagud med fem, men reducerede langsomt. Og da Martin Bisgaard udlignede til 22-22 efter 42 minutter og 51 sekunder, eksploderede hallen. Få minutter senere bragte FHK sig foran 27-26, og pludselig var alt muligt.
»Det er sjovt at være derinde, når det står og vipper. Man elsker det,« siger Martinusen. »Vi ånder og lever for de der minutter, hvor alt står på spil. Benene er tunge, men man vil bare bidrage og gøre en forskel. Det endte vi ikke med at lykkes med i dag, men det er fedt at stå der.«
Fredericia kæmpede til det sidste, men måtte se tyskerne trække det længste strå. Da slutfløjtet lød, var skuffelsen tydelig, men samtidig også en form for lettelse over at have leveret alt.
»Jo, vi er skuffede lige nu, men vi kan også være stolte,« siger Martinusen. »Vi er med i den her turnering, fordi vi fortjener det. Det er en af vores målsætninger i Fredericia – at være en del af Europa. Det giver os oplevelser, erfaring og en tro på, at vi kan måle os med de store.«
Han sammenligner oplevelsen med sidste års Champions League-deltagelse.
»Sidste år var det lidt svært,« siger han. »Her i European League er jævnbyrdigheden større. Vi kommer ind i turneringen med en overbevisning om, at vi sagtens kan være med, og jeg synes faktisk, vi viser det i dag.«
Efter kampen var stemningen i hallen en blanding af skuffelse og stolthed. De tyske fans trommede videre, mens FHK-spillerne blev klappet ud af egne tilhængere.
»Der er mange, der render rundt og halvhumper og har isposer på,« siger Martinusen med et træt grin. »Og så kan man sige, at er det så en drømmemodstander at få Aalborg næste gang? Det er det nok ikke. Men man skal møde dem på et tidspunkt, og der er jo et hold, der skal slå dem.«
Han kigger op, som om han overvejer det et øjeblik, før han afslutter med et smil.
»Man skal aldrig sige aldrig i håndbold. Det er to gange 30 minutter, og alt kan ske. Hvorfor skulle det ikke kunne være os, der laver en overraskelse?«
Læs også
