
POLITIK. Fredericia AVISEN havde tirsdag d. 29. april 2025 besøg på STATIONEN af Martin Langemose, som er en af de nye kandidater til kommunalvalget d. 18. november 2025 for Socialdemokratiet i Fredericia. Martin er født og opvokset i Erritsø og arbejder i dag som fastansat brandmand på døgnvagt samt tillidsrepræsentant ved TrekantBrand i Fredericia. Det blev til en spændende samtale om beredskab, ordentlighed, en rummelig kommune og flere andre emner, som Martin Langemose vil bringe med ind i valgkampen.
Efter nedenstående resumé kan du se, lytte til og hører hele Tv-interviewet.
Socialdemokratiets nye kandidat til kommunalvalget i Fredericia den 18. november, Martin Langemose, ønsker at sætte et markant fokus på sikkerhed, ordentlighed og rummelighed i kommunen. Det er første gang, Martin Langemose stiller op til kommunalvalget, og han kommer med en solid baggrund fra Fredericias beredskab, hvor han i otte år har været tillidsrepræsentant.
Beredskabet skal styrkes
For Martin Langemose er beredskabet et helt centralt område, som kommunen bør prioritere højere. “I og med at jeg kommer fra beredskabet, så ligger det jo mit hjerte og sind meget nært. Den udvikling, som verden er i, der skal beredskabet også bare følge med. Og det er vigtigt, at vi som kommune prioriterer det her,” siger han og peger blandt andet på, at brandstationens placering i dag ikke er optimal.
“Brandstationen i Fredericia ligger ikke hensigtsmæssigt. Der er en lang kørevej ud til Taulov og Herslev, Bredstrup-Pjedsted og sådan nogle steder. Og det er jo den vej, som Fredericia udvikler sig ud af,” siger Martin Langemose, der ønsker at få undersøgt mulighederne for en mere optimal placering.
Desuden mener han, at antallet af fastansatte brandfolk bør øges: “Jeg mener, at vi skal op og være minimum seks mand på døgnvagt i alle døgnets 24 timer.”
Ordentlighed i kommunens arbejde
Langemose ønsker også at sætte en klar kurs mod øget ordentlighed i kommunens arbejde og dialogen med borgerne. “Hvis jeg bliver valgt ind i byrådet, så vil jeg bestræbe mig på at være ordentlig. Det betyder ikke, at dem, der sidder i byrådet i dag, ikke bestræber sig på at være ordentlig, men indimellem er det ikke altid lige kønt, når det foregår gennem pressen eller der bliver lidt mudderkast i byrådssalen,” siger Martin Langemose.
Han fremhæver, at ordentlighed også handler om, at borgerne oplever god service: “Hvis man som borger henvender sig til kommunen, så skal man behandles ordentligt. Det betyder ikke, at man skal have ret, men man skal ikke sendes fra den ene afdeling til den anden afdeling.”
En rummelig kommune
Martin Langemose ser Fredericia som en rummelig kommune, hvor der skal være plads til alle, fra de yngste til de ældste borgere: “Vi skal kunne rumme alle de mennesker og virksomheder og turister, som besøger vores gode by og opholder sig her. Fra ung til gammel, der skal vi være rummelige og kunne håndtere, at de er her,” understreger han.
Han peger på nødvendigheden af varierede tilbud til kommunens forskellige aldersgrupper og fremhæver også vigtigheden af, at fritidstilbud fordeles i hele kommunen: “Vi skal huske på, at vi er en stor kommune, sådan arealmæssigt. De tilbud, som der skal være, de skal ikke kun ligge herinde i Fredericia. Vi er nødt til at sikre, at vi kommer hele vejen rundt. Så der skal være tilbud til alle,” siger Martin Langemose.
Martin Langemose ser frem til en spændende valgkamp, hvor han vil være med til at præge udviklingen i Fredericia.
Se hele Tv-interviewet nedenfor: