Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericia, Maria Radoor, lagde onsdag vejen forbi Herslev, hvor hun mødtes med tre repræsentanter fra beboerforeningens bestyrelse. Besøget fandt sted i kølvandet på offentliggørelsen af kommuneplanen, der har skabt bekymring i landsbyen, da planen åbner for muligheden for opførsel af VE-anlæg (vedvarende energianlæg) i området.

I Herslev har borgere siden offentliggørelsen af kommuneplanen følt sig overset og klemt af de foreslåede ændringer. Landsbyen, der allerede er omringet af motorveje, frygter, at solcellemarker vil plastre yderligere på områdets natur og harmoni. Flere medlemmer af Fredericia Byråd har tidligere besøgt landsbyen for at tilkendegive deres støtte til borgerne, og denne gang var det Maria Radoors tur til at lytte til deres bekymringer.

Efter en indledende samtale over en kop kaffe tog Maria Radoor sammen med bestyrelsens repræsentanter på en gåtur i området. Her fik hun syn for sagn og blev vist de lokaliteter, der i kommuneplanen er udpeget som mulige steder til VE-anlæg.

Radoor: Smartere løsninger er nødvendige

Efter besøget udtrykte Maria Radoor sin forståelse for borgernes frustration og pegede på nødvendigheden af at finde bedre løsninger til den grønne omstilling.

– I Fredericia vil vi hellere end gerne løfte vores del af ansvaret og lægge areal til den grønne omstilling. Men da vi er en lille kommune, der i forvejen er plastret til med motorveje, jernbaner, industrivirksomheder, energivirksomheder, havne og broer, er vi i min optik simpelthen nødt til at finde smartere løsninger i omstillingen til vedvarende energi, sagde Maria Radoor.

Hun understregede, at borgerne i Fredericia allerede er belastet af støjforurening og miljømæssige udfordringer som følge af kommunens vitale rolle i Danmarks infrastruktur. Derfor mener hun ikke, at Herslev også skal pålægges byrden af store solcelleanlæg.

– Kommunens borgere er belastet af speciel støjforurening og miljøbelastning fra opgaven med at løse vitale samfundsopgaver. Og nu overvejer man at etablere solcellemarker rundt om Herslev. Herslev der i forvejen er omgrænset af motorvej. Det kan simpelthen ikke være rigtig, at de nu også skal plastres ind i solceller.

Maria Radoor foreslog, at man ser på andre løsninger, der ikke belaster landsbyerne yderligere.

– Så lad os nu få ændret eksempelvis havneloven, så vi kan placere solcellerne på eksisterende bygninger. Taulov Dry Port kunne være et oplagt sted at starte. Og så kunne vi da med fordel kigge på en national løsning, der gør det nemmere for regioner og kommuner at få etableret solceller på deres bygninger, foreslog hun.

Et ønske om mere natur

Maria Radoor afsluttede sit besøg i Herslev med en opfordring til at tænke naturen og biodiversiteten ind i fremtidige løsninger.

– Vi har brug for at bevare og genoprette vores natur, og vi skulle da hellere plante nogle af de 1 milliard træer, den grønne trepart forhåbentligt kommer til at levere, hele vejen rundt om Herslev, hvis du spørger mig. Vi har brug for frisk luft, træer og biodiversitet.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer