
UDDANNELSE. På Fredericia Gymnasium på Nørrebrogade var mandag morgen den 11. august 2025 alt andet end en stille opstart efter sommerferien. Det var dagen, hvor nye HF- og STX-elever for første gang trådte ind på skolens område som en del af fællesskabet, og hvor de gamle elever vendte tilbage til velkendte gange, venner og rutiner.
Denne sensommermorgen summede gården af stemmer, grin og let nervøse blikke. Nogle stod i små grupper og forsøgte at få øje på kommende klassekammerater, andre faldt straks ind i kram og latter med folk, de kendte fra folkeskolen eller efterskolen.
»Både spændt og glad,« siger rektor Jørgen Lassen om stemningen, der altid præger årets første skoledag. »Der er jo længe gået tanker på, hvad skal jeg bagefter, kan jeg komme ind, hvem skal jeg i klasse med. I dag bliver alle de spændinger udløst, og så begynder det hele for alvor.«
De nye elever blev mødt med en bevidst tilrettelagt velkomst, der skal sikre, at de hurtigt føler sig hjemme. Dagen begyndte med en rundvisning, der førte dem gennem skolens mange elevdrevne foreninger – fra festudvalg og filmklub til fodboldhold. Ruten sluttede i fællessalen, hvor hver enkelt elev trykkede hånd med rektoren. »Det er en tradition, jeg har overtaget, og det betyder meget at møde hinanden personligt,« fortæller Lassen.
Herefter ventede ryste-sammen-aktiviteter, lege og en quiz, der skulle runde dagen af med smil og fælles oplevelser.
I år er der startet 90 HF-elever og 180 STX-elever, fordelt på ni klasser, alle fyldt til bristepunktet med 30 elever i hver. »Det er 30 flere elever i alt end sidste år. Det er et fantastisk udgangspunkt,« siger rektoren.
På Fredericia Gymnasium handler skolestarten ikke kun om det sociale. Der er klare strukturer for at skabe både faglig fordybelse og stærke fællesskaber. Eleverne har faste pladser til frokost, må ikke opholde sig i klasselokalet i pauserne, og både mobiler og computere indgår i en fast politik.
»Vi låser klasselokalerne i pausen, så alle er nødt til at gå ud i fællesområderne. Det gør, at de møder hinanden på kryds og tværs. Når man kommer tilbage, starter vi altid med lukkede computerlåg og fælles fokus,« forklarer Lassen. Mobiltelefonerne afleveres i et »mobilhotel«, så opmærksomheden er rettet mod undervisningen og hinanden.
Denne tilgang er blevet forfinet gennem de tre år, Jørgen Lassen har været rektor. Mange nye elever kender lignende mobilpolitikker fra tidligere skolegang, men kombinationen af struktur og tydelige forventninger er for flere en ny oplevelse.
»Nu er de en del af Fredericia Gymnasium, og det betyder, at de også har et ansvar for, at det er et godt sted at være. De skal have lyst til at være sammen, og de skal forstå, at de er kommet for at lære noget, der kan bruges videre i livet,« siger han.
For rektoren er første skoledag lige så vigtig som dimissionen. »Vi har forberedt det her siden sidste skoledag i juni. Når alle elever er tilbage, giver det hele mening.«
Til de nye elever har han et råd, der stikker dybere end skemaer og afleveringer. »Tænk over, hvad du kan give, i stedet for hvad du kan få. Og husk, du behøver ikke være 100-meter-mester den første dag.«
Selvom meget er genkendeligt, bliver skoleåret 2025/2026 alt andet end en gentagelse. Fredericia Gymnasium skal blandt andet arbejde med at integrere AI i undervisningen, styrke bæredygtighed på tværs af fag og deltage i det regionale projekt »Fredericia Uddanner Sammen«, der har fået flere millioner kroner i støtte.
»Vi skal involvere eleverne mere i undervisningen. Det er en del af projektet, og det bliver spændende at se, hvordan det kan udvikle vores skole,« siger Lassen, inden han tilføjer med et smil, at det mest spændende altid er mødet med de nye elever. »Når vi tænker, nu kører det, så kommer der nye elever, og vi starter forfra. Det er hele meningen med vores arbejde.«