Fra byggeplads til havnekaj

Da Lars Hansen i begyndelsen af 1990erne startede som kranfører på Fredericia Havn, var det ikke en del af en større plan. Det var en midlertidig beslutning, en mulighed for at få fast arbejde og stabil indkomst til familien. I dag, 35 år senere, er han her stadig.

Familien talte dengang en lille etårig derhjemme og endnu én på vej. På byggepladserne var der kun arbejde ni måneder om året, og det var ikke holdbart længere.

»Jeg tænkte, at jeg havde et krancertifikat, og så kunne jeg da lige tage et års tid på havnen, indtil byggeriet kom i gang igen,« fortæller Lars Hansen.

Men året blev til to, og hurtigt blev havnen en større del af hverdagen, end han havde forestillet sig. Selvom tempoet var lavere, end han var vant til fra byggepladserne, voksede han ind i det stærke kollegiale fællesskab, der var på havnen.

»Det tog lidt tid at finde mig til rette, men da jeg først gjorde det, var det et sted, hvor man ikke bare havde kolleger, vi blev venner, og vores familier lærte hinanden at kende.«

Fredericia Havn var dengang en del af kommunen, og det gav en særlig struktur, hvor medarbejderne var en del af samarbejdsudvalget og havde indflydelse gennem havneudvalget. Det var en arbejdsplads med en tydelig forbindelse til byen og kommunen, og det gav en følelse af stabilitet og medbestemmelse.

»Vi havde en kranførerrepræsentant i havneudvalget, ligesom arbejdsgiverne havde. Det var en del af det organisatoriske setup, som fangede mig, for det var noget helt andet, end jeg kunne have fået på en privat byggeplads.«

Havnen blev hurtigt mere end bare et arbejde. Det blev et fællesskab, et sted, hvor arbejdsrelationer voksede sig stærkere, og hvor dagligdagen var præget af mere end blot at flytte gods. For Lars Hansen betød det, at han blev hængende. Det, der startede som en midlertidig løsning, er i dag blevet til 35 år på havnen.

Fra kommunal havn til forretning

Omkring år 2000 skete der et markant skifte for Fredericia Havn. Med ændringerne i havneloven fra slutningen af 1990erne blev havnen omdannet til et aktieselskab. For medarbejderne var overgangen dog umiddelbart udramatisk. De blev automatisk overført til den nye selskabsstruktur, og dagligdagen fortsatte i store træk, som den altid havde gjort.

»Vi var beskyttet af virksomhedsoverdragelsesloven, så der var ikke den store forskel for os. De folk, der var brug for, blev flyttet med over,« fortæller Lars Hansen.

Men over tid begyndte ændringerne at kunne mærkes. Hvor man tidligere primært havde ansat folk fra Fredericia-området, blev rekrutteringen nu langt mere fleksibel. Kranførere blev hentet fra Odense, Horsens og andre byer, og havnens drift blev skruet op til at køre døgnet rundt.

»I dag kører vi 24/7. Jeg var på ferie i sidste uge, og så mødte jeg en nattevagt i går. Jeg kom hjem klokken fem i morges, det er ikke helt så rart, når man er 60 år,« siger Lars med et grin.

Havnen blev også mere markedsorienteret. Tidligere var strategien simpel: Køb en ny kran, byg en ny kaj, og godsstrømmen skulle nok følge med. Nu var der en langt mere kommerciel tilgang, hvor salg og strategi spillede en central rolle.

»Før kørte vi lidt på automatikken. Man vidste, at hvis man byggede en kaj eller købte en kran, så skulle der nok komme nogen og bruge den. I dag er det en helt anden tankegang. Der er salgsafdelinger, der arbejder både på den korte og den lange bane, og man sælger ikke bare skibsankomster, men hele logistikløsninger.«

Det var ikke kun internt, at havnen forandrede sig. Også i byen blev den mere synlig. Der blev lavet skillelinjer mellem beboelse og erhverv, men samtidig begyndte havnen at tage en større plads i byens identitet.

»Før var havnen brugernes havn, i dag er den blevet byens havn. Den er blevet langt mere integreret i bylivet, selvom det selvfølgelig også giver nogle udfordringer,« siger Lars Hansen.

For ham har udviklingen været tydelig i de seneste 25 år. Fra de første containere, der blev losset lørdag formiddag i starten af 2000erne, til de enorme skibe, der i dag anløber med over 1300 containere ad gangen, har havnen taget kvantespring.

»Udviklingen stopper ikke her. Aktiviteten vil stige i de næste 25 år, det er jeg helt sikker på,« siger Lars og kigger ud over det, der engang var en kommunal havn, men i dag er en moderne forretningsdrevet havn med international rækkevidde.

Et liv på havnen, mere end bare et arbejde

Da Lars Hansen i begyndelsen af 1990erne skiftede byggepladserne ud med en fast stilling på Fredericia Havn, var det ikke en del af en langsigtet plan. Det var en praktisk beslutning. Familien voksede, og usikre sæsonjobs var ikke længere holdbare. Havnen tilbød stabilitet, en fast indkomst og en arbejdsplads kun syv minutters cykeltur hjemmefra. Det var ikke en vej til rigdom, men det var sikkert, og det var et godt sted at være.

I takt med at årene gik, blev havnen en del af hans identitet. Det var ikke bare et job, man gik til, det var en arbejdsplads, der kom til at forme hans liv. I dag er ADP en fuldt skattepligtig virksomhed, der opererer på markedsvilkår, men det har ikke altid været sådan.

»Før i tiden måtte vi stort set ingenting. Vi kunne måske snige os til at lave en parkeringsplads, men vi måtte ikke generere et stort overskud, og vi måtte maksimalt udbetale 6-7 millioner i udbytte. I dag er det anderledes. ADP spiller en helt anden rolle i byens økonomi,« forklarer han.

Undervejs har Lars Hansen et par gange overvejet at prøve noget nyt. Men hver gang er han blevet mindet om, hvor stærk tilknytningen til havnen egentlig er.

»Jeg har søgt et par jobs gennem tiden, endda noget inden for HR på et tidspunkt. Men jeg kom hjem og sagde det til ungerne, og de kiggede bare på mig: ›Hvad skal vi så gøre nu?‹ Så jeg blev. På en eller anden måde bliver havnen en del af ens identitet.«

I dag sætter han pris på den balance, han har fundet mellem arbejde og fritid. Med en fleksibel arbejdsrytme har han kunnet tage del i familielivet, være fodboldtræner og engagere sig i bestyrelsesarbejde.

»Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil arbejde, og det passer perfekt til mit liv. Hvis jeg ellers kan holde mig i gang, er der ingen grund til, at jeg ikke kan fortsætte, til jeg er 70, eller mere, hvis det skulle være,« siger han med et smil.

For Lars Hansen har havnen aldrig bare været en arbejdsplads. Det har været en rejse, et fællesskab og en del af den historie, der har formet både ham selv og Fredericia.

En havn i forandring, fra arbejdsplads til forretningsmaskine

Fredericia Havn har udviklet sig markant gennem de seneste årtier, og med de forandringer er også kravene til medarbejderne og organisationen vokset. Lars Hansen har oplevet transformationen fra en mere traditionel havnedrift til en moderne, forretningsorienteret virksomhed.

Samtidig har organisationen ændret sig, og de ansatte er blevet mere spredt ud. Hvor tidligere generationer af havnearbejdere og kranførere var tæt forbundet, er der nu en mere opdelt struktur.

»Vi har en driftsafdeling på Centerhavnen, to kilometer fra Port House, hvor administrationen sidder. Det betyder, at man ikke altid mødes til daglig, selvom vi har fælles frokostordning. Der er stadig stærke bånd i driften, hvor vi har folk, der har været her i mange år. Frokosten føles nogle gange som et klublokale, hvor man slapper af med en sodavand og ser nyhederne,« siger Lars Hansen.

Som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen har han også set udviklingen fra et andet perspektiv. Hvor havneudvidelser tidligere blev gennemført, fordi man havde penge i kassen, kræver nye projekter i dag grundige business cases og analyser.

»Det var en anden tid dengang. Havneudvidelser blev ikke nødvendigvis lavet ud fra en forretningsplan, men mere fordi vi havde midlerne. I dag er det langt mere strategisk, og det kræver mere af bestyrelsesmedlemmerne end før,« forklarer han.

Udviklingen af ADP har også gjort selskabet til en central aktør i Danmarks havnesektor. Den seneste udvidelse med Hanstholm Havn understreger den vækst, der har været i gang i mange år.

»Det var lidt af en kongstanke, da ADP blev etableret, at vi ville se færre, men større havne i Danmark. Men det er ikke sket, mange byer holder fast i deres egne havne.«

Han ser tilbage på rejsen med en vis stolthed og glæder sig over, at ADP ikke blot er blevet større, men også har fået en mere aktiv rolle i at drive udviklingen fremad.

»Det er os, der får tingene til at ske. Hvis der skal ske noget nyt, kigger folk på ADP og spørger: Kan vi drive det her videre? Og det synes jeg er fedt,« siger han.

Et liv på havnen, mellem tradition og forandring

Lars Hansen havde ikke forestillet sig, hvor langt rejsen ville føre ham, da han i 1990 satte sig bag kranens styrepult på Fredericia Havn. Havnen var dengang en stabil arbejdsplads, men ikke nødvendigvis et sted, hvor han regnede med at blive i årtier.

»Jeg tænkte ikke så langt dengang. Jeg havde bare brug for et fast arbejde, men jeg har jo fyldt kalenderen med meget andet end havnen. Jeg har siddet i bestyrelser, været domsmand i byretten i Kolding og hjulpet til i min kones garnbutik. Og så har vi jo fem børn, så der er altid noget at se til,« fortæller han.

Hans karriere har ikke bare været et spørgsmål om at flytte containere. Der ligger også en dybere forankring i jobbet, en forståelse af havnens historie, udvikling og de værdier, der er blevet givet videre fra generation til generation.

»Man lærer ikke bare at køre kran. Der er meget andet, man skal vide, både historisk og om fremtiden. De ting, vi har i dag, er ikke kommet af sig selv,« siger han.

Men kulturen på arbejdspladsen har ændret sig. Tidligere handlede det mere om at passe sit arbejde og tage tingene, som de kom. I dag er der større fokus på planlægning, struktur og balancen mellem arbejde og fritid.

»Folk i dag har nogle andre prioriteter. De er dygtige og arbejder hårdt, men hvis de har aftalt med konen, at de skal i wellness en eftermiddag, så skal der ikke komme noget i vejen for det. Det er bare en anden mentalitet,« siger Lars Hansen med et grin.

For ham har det været en gave at arbejde sammen med unge mennesker. Det giver ny energi at være omgivet af folk med en frisk tilgang til tingene.

»Jeg ser ikke aldersforskellen på den måde. Vi er kolleger, vi har de samme opgaver, de samme forventninger, den samme løn. Men mine egne børn griner da lidt af, når jeg gør tingene på min måde i stedet for deres,« siger han.

Og han har lært noget nyt undervejs.

»Jeg lærte ordet ›boomer‹ sidste år,« siger han med et smil.

Men uanset hvordan tiderne har ændret sig, er én ting stadig den samme: På havnen sker der altid noget.

»Jeg husker især de gamle sækkebåde. De kunne ligge her i 14 dage, og vi lærte besætningen at kende. De solgte cigaretter, sandaler, cowboyhatte og kikkerter. I dag ligger skibene her i 12 timer, og så er de væk igen. Vi når knap nok at hilse på besætningen,« fortæller han.

Havnen har bevæget sig fra et sted med hundredvis af løsarbejdere til en højeffektiv forretning, hvor opgaverne skal løses hurtigt og præcist.

»Det var en anden tid dengang. Havnehuset kunne være fyldt med 100 mennesker, mange af dem løsarbejdere. De kunne gå direkte fra havnen til dagpengesystemet og leve sådan i årevis. Det kan man ikke længere, og det er nok også meget godt,« siger han.

For Lars Hansen er havnen ikke kun et job. Det er en identitet. En arbejdsplads, hvor historier, traditioner og relationer går hånd i hånd med forretning og udvikling. Og selv efter 35 år ser han stadig fremad.

Fra brugernes havn til byens havn

Løsarbejdersystemet har eksisteret i mange år, og for arbejdsgiverne var det en fleksibel løsning. Behovet for arbejdskraft kunne variere fra dag til dag, og det var let at ringe efter folk om morgenen og sende dem hjem igen til middag, hvis der ikke var mere arbejde.

»Det var en luksus for arbejdsgiverne. Man kunne hyre folk ind til en dags arbejde og slippe for forpligtelserne bagefter. Og de fleste løsarbejdere var tilfredse med det, fordi de kendte systemet,« fortæller Lars Hansen.

I dag er det anderledes. Havnen har udviklet sig, og selvom man stadig har midlertidige ansatte, er arbejdsmarkedet blevet mere struktureret.

»Det er ikke længere folk, der bliver linet op fra bænken. Det er folk med styr på det, som ved, hvad de laver,« siger han.

Men én ting er vigtig for Lars Hansen at understrege: Havnen er ikke længere kun en havn for brugerne. Den er blevet en integreret del af byen, hvor hensynet til omgivelserne er en del af hverdagen.

»Havnen er blevet mere byens havn end brugernes havn. Vi er godt klar over, at vi ligger tæt på beboelse, så vi gør, hvad vi kan for at larme mindre, støve mindre og rydde op efter os. Det er en bevidsthed, der er vokset over årene,« siger han.

Og det kan mærkes.

»Før i tiden tog det lang tid at få en reaktion på ting. I dag går der få minutter, før der er en kommentar på Facebook, hvis noget ikke er, som det skal være. Det kan man mene om, hvad man vil, men jeg synes egentlig, det er fair,« siger han.

For Lars Hansen er havnen ikke bare en arbejdsplads. Den er en del af en større udvikling, hvor forandringerne sker i takt med samfundet. Fra et sted, hvor havnens brugere styrede dagsordenen, til en havn, der er tæt forbundet med byen og dens borgere. Det er en udvikling, han har været en del af i 35 år, og som han stadig følger med i.